Min mor begik selvmord

Det burde være gået helt anderledes: Mor burde have fået en hjælpende hånd i tide. Min lillebror og jeg burde have haft en lykkelig og tryg opvækst hos mor… men nu bor jeg hos mormor og min lillebror er i pleje.

Mormor og jeg har altid været tæt gennem hele min opvækst og hendes hjem har altid været en tryg base når det ikke var det derhjemme. Vi elsker at lave mad sammen og hun hjælper mig med mine lektier. Vi har aldrig været tættere end nu, hvor jeg er flyttet ind og bor hos hendes permanent. Men omstændighederne for at jeg nu bor hos hende er bare ikke specielt lykkelig.

Jeg har to fotografier af min mor og de er det dyrebareste jeg ejer. Det ene er et billede, hvor hun smiler stort og man virkelig kan se, hvor smuk hun var. Det andet er et billede af mor og mig, hvor vi er til oldemors begravelse sidste år. 14 dage senere blev mor og oldemor genforenet oppe i himlen. Min mor var nemlig afhængig af stoffer og havde været det længe før jeg overhovedet blev født. Hun var afhængig da jeg trådte mine første barneskridt og hun døde længe før jeg var parat til at stå på mine egne ben.

Tre dage før sin alt for tidlige død prøvede min mor at begå selvmord ved at skære sig i håndleddene, men døden blev i første omgang afværget. Hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling, men udskrevet allerede næste dag med forbindinger om håndleddene. På grund af mors selvmordsforsøg kom jeg over og bo hos min onkel og tante. Jeg ville sådan ønske at de bare beholdt hende lidt længere på hospitalet, for måske kunne jeg så stadig have haft min mor i dag.

Da mor kom hjem, besøgte jeg hende og jeg havde tre roser med til hende, som skulle symbolisere tro, håb og kærlighed med. ”Det må du aldrig gøre mere”, sagde jeg til hende: ”Du skal ikke tage stoffer mere. Lillebror og jeg skal nok passe på dig, når vi bliver store.” Hun græd, da hun gav mig et knus og sagde, at hun elskede os begge. Da jeg forlod hende og tog med min onkel og tante hjem, havde jeg ingen anelse om, at det var sidste gang jeg ville se min mor i live. 

To dage senere var mormor så bekymret over ikke at have hørt noget fra hende, at hun låste sig ind med reservenøglen til mors hjem og fandt min mor dybt bevidstløs. Hun døde kort efter i armene på ambulancefolkene. Årsagen var en kombination af metadon og piller, konstaterede man senere. Alt var kaos i hendes liv på det tidspunkt. Hun havde slået op med min lillebrors far og var flyttet for sig selv med os.

Min mor ville ud af misbruget og skulle være begyndt i behandling en uge senere. I det virvar forsøgte hun selvmord. Da min lillebrors far, som også var stofmisbruger, dagen efter kom på besøg for at se ham, gik det helt galt. Nu er der gået halvandet år siden begravelsen og jeg vil aldrig nogensinde se den mand igen, for det er på grund af ham og stofferne at hun ikke er her mere. Nu er det bare mormor og mig. Min lillebror bor hos en plejefamilie og jeg går i sorggruppe for børn en gang om måneden for at snakke om min mor. Min mormor synes jeg er en fighter. 

Mormor er gået på førtidspension for at være der for mig på fuld tid. Hun forsøger at give mig det hun mener hun aldrig gav min mor: Nemlig selvværd. Hun har sagt at hendes fejl var, at hun havde for travlt med alt muligt andet, da mor allerede som 12-årig begyndte at ryge hash. Min mormor havde for travlt med job, skilsmisse, ny mand og skaffe sig status mens min mor søgte tilflugt i stofferne. ”Jeg glemte at være der, hvor jeg burde være”, siger hun. ”Jeg glemte at lytte, mens tid var. Senere forsøgte jeg at hjælpe din mor, men da var det for sent. Den fejl vil jeg ikke begå igen. Jeg er her for dig.” Og det er så glad for.

Se også: Far er i fængsel