Min mor blandede sig i alt (1:2)

Min mor havde altid haft stor indflydelse på mit liv, og givet mig al den hjælp og støtte man kunne ønske sig. Men med tiden begyndte det at gå op for mig, at hun fyldte alt for meget, og det begyndte at påvirke mit ægteskab.

”Husk nu mørklægningsgardiner, ellers kan den lille ikke sove. Jeg har set nogle på tilbud, så hvis du giver mig målene, skal jeg nok købe dem”, sagde min mor i telefonen. Jeg var lige gået på barsel og ventede mit og min kæreste, Rasmus’, første barn. Vi vidste, at det blev en pige, og vi glædede os vildt til at blive en rigtig familie. Jeg vidste, at min mor mente det godt, men efter at jeg var blevet gravid, var det for alvor ved at gå op for mig, at Rasmus havde ret, når han klagede over, at min mor fyldte for meget i vores liv.

Min mor havde altid haft stor indflydelse på mine beslutninger. Det var f.eks. hende, der afgjorde, at jeg skulle være matematisk student, selv om jeg hellere ville være sproglig. Og det var hende, der rådede mig til at blive sygeplejerske, lige som hun selv var. Og uden egentlig at tænke over, hvad jeg selv havde lyst til, havde jeg fulgt hendes råd. Siden har jeg stort set fulgt min mors råd, og jeg har altid haft det trygt og godt og fået al den hjælp, jeg kunne ønske mig – både økonomisk og praktisk.

Men nu var hendes velmenende råd efterhånden blevet så omsiggribende, at det var ved at komme imellem Rasmus og mig.

Rasmus var nødt til at rejse væk en uge med arbejdet, mens vi var ved at flytte ind. Jeg ville stille og roligt begynde malerarbejdet og flytte på plads – Rasmus gik alligevel ikke så meget op i indretningen. Men det tempo kunne min mor slet ikke holde ud. Mine forældre havde allerede købt malingen, så jeg kunne ikke få mig selv til at protestere mod den hvide farve. ”Du vil da vel ikke stille sofaen der, Kathrine? Så kommer der sol lige ind på fjernsynet. Hvis du gør sådan her, er det meget bedre”, sagde min mor, mens hun kommanderede rundt med min far, der adlød godmodigt.

Der gik lang tid, før jeg følte mig hjemme, og jeg turde næsten ikke flytte om af frygt for at skuffe min mor. Jeg ville jo nødig virke utaknemmelig. Rasmus blev mere og mere frustreret over min mors evige indblanding, og han var begyndt at vende vreden mod mig, fordi jeg ikke fik sagt fra.

Mens jeg stod der med vasketøjet, ringede det på døren. Det var min mor: ”Hej lille skat. Jeg tænkte, at jeg hellere selv måtte måle op til gardinerne? Og så giver du måske lige en kop kaffe”, kvidrede hun, mens hun fuldstændig per automatik tog mine sammenlagte håndklæder, foldede dem ud og lagde dem sammen på en ny måde – hendes måde! Da hun var gået, følte jeg mig træt. Hvorfor gav hun mig altid følelsen af at være utilstrækkelig? Jeg lagde mig i sofaen og lod tankerne vandre tilbage til Rasmus’ og mit bryllup.

Vi havde egentlig tænkt os at leje et telt og holde en lidt uhøjtidelig fest, men på en eller anden måde fik min mor overtaget planlægningen. ”Din far og jeg vil gerne betale for, at I får et ordentligt bryllup. Vi er trods alt brudens forældre”, sagde hun. Det var svært at modsige hende, når hun og min far betalte gildet, så vi endte med at blive gift på en fin kro med højbord, musikere og dans. Det var her, Rasmus og jeg havde vores første skænderi om min mor. Han følte, at det mere var hendes fest end vores, mens jeg undskyldte hende med, at ”hun bare ville os det bedste.”

Den sætning kom jeg til at gentage i mange senere skænderier, og jeg genkendte den helt tilbage fra min tidligste barndom. Det havde været med de ord, at hun gang på gang havde afsluttet ethvert forsøg på at få en diskussion i gang.

Se også: Jeg faldt for min svoger