Min mor blandede sig i alt (2:2)

Hver gang vi var sammen, havde min mor en holdning til Rasmus’ og mit liv. På et tidspunkt kommenterede hun, at vi havde det for koldt, og mente, at vi burde købe en brændeovn. To dage efter stod mine forældre med en brændeovn til os.

Rasmus var blevet rasende på mig: ”Jeg gider sgu ikke have en brændeovn! Jeg føler snart, at jeg bor mere sammen med dine forældre end med dig. Jeg forstår dig ikke. Du er simpelthen så uselvstændig”, sagde han.

Efterhånden som fødslen nærmede sig, blev det værre. En aften havde vi inviteret mine forældre over til middag, hvor vi fortalte dem, at vi havde besluttet os for at kalde den lille ny for Esmeralda. ”Nej, det kan I ikke mene! Hvorfor ikke døbe hende Anna, efter din bedstemor” Rasmus og jeg kiggede på hinanden ved ordet dåb. ”Nu er vi faktisk ikke helt sikre på, at hun skal døbes. Rasmus er jo ikke døbt”, sagde jeg. Min mor så helt forkert ud i hovedet. ”Jamen, jeg har da ellers allerede sagt til præsten, at han snart skal se os ved døbefonten. Jeg bad ham endda holde en tid fri i slutningen af april”, sagde min mor.

Vi spiste videre i tavshed. Selv om jeg var gal på min mor, fik hun også altid tvivlen op i mig. Havde hun ret? Burde vi døbe vores barn? Og nu havde hun endda ulejliget sig med at tale med præsten. Stemningen løsnede lidt op, da jeg gik med til at overveje Anna til mellemnavn. Så sagde min mor: ”Ja, min pige, og din far og jeg er blevet enige om, at vi kommer over, når du har født”, og fortsatte: ”Du har jo så travlt på jobbet, Rasmus. Det er ikke sikkert, at du får sørget for, at der er mad på bordet”. Jeg kunne se, hvordan Rasmus’ øjne lynede.

Da de var gået, begyndte Rasmus og jeg at skændes. ”Hvad bilder hun sig ind? Hvad var det for en stikpille – at jeg arbejder meget? Og hvorfor fanden giver du hende ret i det med navnet”? Han fortsatte: ”Og jeg kan godt sige dig, at jeg nægter at have mine svigerforældre boende, når vi kommer hjem med vores lille datter. Hvis ikke du siger noget, så gør jeg. Nu må du altså blive voksen, ellers ved jeg ikke, om vi to kan blive sammen”.

Rasmus tilbød at tage en snak med min mor, men jeg havde trods alt stadig så meget selvstændighed i behold, at jeg følte, det var mit ansvar at få sagt fra. Til min store overraskelse tog min mor beslutningen pænt.

Men det skulle senere vise sig at være, fordi hun ikke havde taget min protest alvorligt. Da Rasmus og jeg kom hjem fra hospitalet med lille Esmeralda, ventede der os en overraskelse. ”Dikke, dikke ... hej lille baby! Ja, jeg ved godt, at du sagde i telefonen, at I gerne ville være alene. Men dengang vidste du jo ikke, hvad du snakkede om”, sludrede min mor. For første gang nogensinde gav jeg hende ren besked: ”Mor, hvorfor tror du altid, at du ved, hvad jeg har brug for? Det er på tide, at du lader os leve vores eget liv og lytter til, hvad jeg siger”.

Min mor så chokeret ud. Fornærmet tog hun forklædet af og sendte et kommanderende øjekast til min far. ”Hvis det er sådan, du vil have det. Jeg forstår bare ikke, at du åbenbart ikke sætter pris på alt det, din far og jeg gør for dig”. Det gjorde ondt at afvise hende. Havde hun ret, når hun kaldte mig utaknemmelig?

Der gik et par dage, hvor jeg ikke hørte fra dem, men så kom min far forbi. Han fortalte, at min mor var ked af det, og at jeg skulle tage hjem til hende. Jeg fulgte med min far hjem. Det var lidt akavet til at begynde med, men så kom mor med en uforbeholden undskyldning. Det blev vendepunktet for os begge, og i dag har vi en aftale om, at jeg siger til, når hun blander sig for meget. Og det er jeg faktisk blevet god til. Så god, at Rasmus har genvundet respekten for mig, og i dag er vi enige om, at min mor er den bedste mormor, Esmeralda kan ønske sig.

Se også: Min mor blandede sig i alt (1:2)