Min mor gav mig bort

Pia kunne ikke huske sin storesøster Maggie. Sidst de så hinanden, var hun under et år gammel, og de var kun sammen, når den tre år ældre søster kortvarigt skulle i aflastning hos den plejefamilie, der passede Pia. Men i modsætning til Maggie, så fik Pia aldrig lov at komme hjem til sin mor. 12 måneder gammel blev hun derimod bortadopteret og voksede op hos et ægtepar i Strib på Fyn.

Døjede med ensomhed

Pia er i dag sikker på, at adskillelsen fra sin mor og søster har præget hende i hele opvæksten.

- Jeg har altid døjet med en følelse af ensomhed, siger hun.

LÆS OGSÅ: Michelle har planlagt sin egen begravelse

Denne følelse skulle dog ikke blive ved. 16 år efter at hun tullede rundt med sin storesøster hos plejefamilien i Herning, fik hun en overvældende besked af sine adoptivforældre. Nu fik hun for første gang at vide, at hun havde en storesøster. Men ikke nok med det. Denne storesøster havde opsporet hende gennem Statsforvaltningen, og nu ville hun gerne besøge hende. Planen var, at Pias søster skulle komme på weekendbesøg i parcelhuset på Fyn.

Mødte sin mor senere

– Det var så vildt. Pludselig var hun der bare, og det var slet ikke akavet. Jeg syntes, hun var totalt sej. Jeg blev forelsket i hende med det samme. Den weekend, hvor vi bare snakkede på værelset eller gik tur ved vandet, den gav mig så megen selvtillid. Min søster var jo min rigtige familie, og jeg kunne mærke, at hun elskede mig ubetinget.

Jeg havde haft et savn hele mit liv. Nu var det pludselig væk, fortæller Pia.

Dræbt i ulykke

Pia Møller er i dag blevet 40 år gammel. Hun bor med sin italienske mand, Stefano, i et byhus i Odense, hvor hun byder Ude og Hjemme indenfor med duft af nybagte boller.

Børnene Anton på 13, Joshua på 4 og Carla på 3 år er stadig i skole og børnehave, så der er ro i det smukt indrettede hus. Pia stråler af glæde, da hun fortæller om sin søster, men senere driver smerten ind over hendes ansigt. For selv om genforeningen med storesøsteren var en stor glæde i hendes liv, varede det kort.

Seks år senere døde Maggie i en færdselsulykke i Spanien. Hun blev dræbt, da hun kørte med sin spanske kæreste, Carlos, ned ad en bjergvej.

– Det var forfærdeligt. Vi havde så meget, vi skulle nå sammen. Vi var gået glip af så meget. Det skulle vi indhente. Faktisk havde vi aftalt, at vi også skulle prøve at bo sammen. Det nåede vi aldrig, fortæller Pia, der så sin søster en sidste gang under en fantastisk rejse til Bali.

Sammen ved kisten

Kort efter blev Maggie begravet i Silkeborg. Ved kisten var også et andet dybt ulykkeligt menneske. Pias biologiske mor, Yngve Helene. Hårdt ramt af sorgen over Maggies død havde hun dog en støtte i Pia. For ikke blot havde Maggie opsporet sin søster. Hun havde også skabt kontakten mellem mor og datter.

Mor og datter mødte hinanden et halvt år efter, at Maggie havde opsøgt Pia. Tiden var kommet, hvor hun skulle møde den mor, hun havde tænkt på hele sin opvækst. Sammen tog de to søstre toget til Silkeborg for at besøge deres mor. For Pia var det en voldsom oplevelse. Glæden overvandt dog hurtigt ængstelsen.

– Det var virkelig vidunderligt. Og vi bare græd og omfavnede hinanden i nok en halv time. Jeg har nogle gange tænkt, at det måtte virke overdrevet, men sådan var det ikke. Vi kunne ikke lade være. Det var som at komme hjem.

Jeg kunne ikke huske min mor, men jeg kunne alligevel genkende hende på en måde. Lige fra start følte jeg mig 100 procent elsket og accepteret, fortæller Pia.

Jeg blev jo valgt fra

Senere mødte hun også sin lillebror Jonathan og såmænd også sin far. Men selv om Pia på en måde følte, at hun var kommet i havn, så glemte hun aldrig sine adoptivforældre, som hun altid vil have et helt særligt forhold til.

– Det er hos dem, jeg er opvokset. De har altid været der for mig og givet mig kærlighed. Men det ændrer ikke på, at jeg i hele min opvækst har haft et savn. Jeg har altid vidst, at jeg var et adoptivbarn, så på en måde har jeg altid følt, at jeg var fravalgt af min biologiske mor. Som barn har det fyldt meget.

Jeg har ofte kigget på tilfældige kvinder og tænk, om nogen af dem kunne være min mor, fortæller Pia. I byhuset i Odense fylder billederne af børnene godt op på reolen. Og netop børnenes ankomst satte tanker i gang.

Hvordan kunne hun gøre det?

Et svært spørgsmål står nemlig stadig ubesvaret. Også selv om Pia og hendes mor hurtigt udviklede et tæt og elskeligt forhold.

– Hvordan kunne hun finde på det? Hvorfor var det lige mig, der skulle væk? Jeg kunne aldrig – aldrig – nogensinde finde på at bortadoptere et af mine børn. Det er en umulig tanke. Men hvorfor gjorde hun det så mod mig, spørger Pia og tilføjer: – Det har fyldt meget i mig her de sidste par år, siger hun.

Her kan du læse, hvorfor Yngve valgte at give Pia væk, og om hendes hårde liv.