Min søn blev massemorder

Ingen forstår, hvad der fik 17-årige Dylan Klebold og hans 18-årige ven Erik Harris til at myrde 12 af deres kammerater og en lærer på det amerikanske gymnasium Columbine High School i Colorado, USA, i 1999.

Det er forældrenes skyld.

Sådan lød mange af anklagerne fra de efterladte familier og myndigheder efter USA's første voldsomt mediedækkede skolemassakre. Og i de følgende år skulle skolemassakrerne på Virginia Tech, Aurora og Sandy Hook snart rette yderligere en anklagende finger mod de forældre, der havde opfostret disse koldhjertede drabsmænd.

Søn blev et monster

Spørgsmålene var ikke til at komme udenom. Hvilke forældre kunne undgå at bemærke, at deres søn havde forvandlet sig til et monster. Hvilken type mor kunne undgå at opdage, at hendes søn med koldt blod kunne tage livet af endda sine egne kammerater.

En af disse mødre, 66-årige Sue Klebold, forsøger nu at svare på disse spørgsmål i en bog, hun har skrevet om sit livs største traume. Bogen hedder ”A Mother’s Reckoning (En Mors Dommedag). Den handler om den søn, hun måtte erkende, at hun pludselig ikke kendte.

LÆS OGSÅ: Fra bølle til borgmester

I et interview med tv-stationen ABC siger hun:

- Vi vil gerne tro, at vores kærlighed og vores forståelse er beskyttende, og hvis der er noget galt med vores børn, ville vi vide det selv. Men jeg vidste det ikke, og jeg var ikke i stand til at hindre ham i at gøre andre fortræd. Jeg var ikke i stand til at hindre ham i at gøre sig selv fortræd, og det er en tung byrde at leve med, siger hun til tv-stationen.

Isolerede sig i 17 år

Tiden efter drabene var ekstrem vanskelig for Sue Klebold. I 17 år isolerede hun sig. Hun er blevet sagsøgt, skilt, gået bankerot og har endda overlevet brystkræft og fik også det nærmest uundgåelige psykiske sammenbrud.

Med sin bog træder hun endelig frem for at fortælle om sin egen dommedag.

- Det, man føler, er lede ved sig selv. Jeg lod det ske. Det var mit ansvar at sørge for, at han var tryg, og også sørge for, at andre var uden for fare, og på en eller anden måde skete det her alligevel for mig, for jeg var ikke i stand til at stoppe det. Den skyld, man føler, er så stor, at den ikke kan være i noget rum, det er så enormt, siger hun i et interview med den britiske avis The Guardian.

Viser billeder af sønnen

Et af billederne i bogen viser en nuttet Dylan som lille dreng, hvor han var helt almindelig. Men det har ikke til formål at stille sønnen i et uskyldigt lys. Det har bare været vigtigt for hende at vise omverdenen, at Dylan voksede op i et almindeligt middelklassehjem med ressourcestærke forældre, der elskede ham.

LÆS OGSÅ: Jeg slog min datter ihjel

- Det er meget svært at leve med det faktum, at nogen, du har elsket og opdraget, brutalt har dræbt mennesker på sådan en grufuld måde. De sidste øjeblikke af hans liv blev brugt voldeligt. Han var ondskabsfuld og fuld af had, og det må jeg leve med, lyder det fra en grædende Sue Klebold i tv-interviewet.

Håbede han ville dø

Her beskriver hun, hvordan hun bad til Gud om at stoppe volden ved at lade Dylan dø, da det gik op for hende, at hendes egen søn var i gang med at skyde sine skolekammerater.

Både Dylan og Eric blev dræbt som led i den uhyggelige amerikanske massakre.