Min søn har angst

Hvis man stillede spørgsmålet: ”Hvad er din store drøm?”, ville mange nok umiddelbart nævne milliongevinster i Lotto eller eksotiske rejser til den anden ende af jorden. Men hjemme hos Bianca og Stephan i den sønderjyske landsby Genner går svaret i en helt anden retning.

- Tænk hvis Malthe en morgen tog sin cykel og bare kørte i skole. Og lige samlede en kammerat op på vejen, som alle de andre. Åh, det ville være så stort.

Bare tanken får parret til at kigge på hinanden med salige smil. Men opfyldelsen af den drøm er desværre langt væk. Deres otteårige Malthe er godt nok en videbegærlig dreng, der suger emner om alt lige fra Titanic til krigen i 1864 til sig. Men han er rædselsslagen for at være uden sin mor eller far. I mere end et år har han kun været i skole i ganske få timer om ugen, og når det sker, skal Bianca sidde med i klassen.

Bange hvis han ikke kan se mor

Hjemme skal hun helst holde døren åben, når hun går på toilettet, så Malthe hele tiden kan se hende. Og tanker hun bilen, løsner Malthe sin sikkerhedssele på bagsædet og ruller vinduet ned for at være helt tæt på.

– Bare jeg skal ud med skraldet, skal jeg sige det til ham inden. Ellers går han helt i panik, siger Bianca Lock Christiansen.

Kunne mærke noget var galt

Da hun fødte Malthe, var det første gang, hun blev mor. Men selv om hun aldrig havde prøvet det før, kunne hun mærke at noget var galt i det øjeblik, hun fik ham op på brystet. Hun sagde det ligefrem højt til Stephan ved siden af.

Hvad der var galt, kunne hun ikke sige. For både graviditet og fødsel var gået lige efter bogen. Og sundhedspersonalet sagde, at alt var fint. Men noget i Biancas mave fortalte hende det modsatte. En slags moderlig intuition. Sådan en skal man lytte til, har det sønderjyske par lært siden.

For der var noget galt. Da Malthe var et år, fandt lægerne endelig ud af, at han havde en hjertefejl. Og at han skulle igennem en større operation.

Læs også: Racerkører ramt af hjertesvigt: Jeg skjulte min angst

Vil han huske det her?

Det var nok Biancas moderlige intuition, der igen rørte på sig, den dag hun lagde sin sovende dreng på operationsbordet.

– Vil han kunne huske noget af det her?

Det forsikrede alle på operationsstuen hende om, at han ikke ville. Og det var selvfølgelig også rigtigt, at den 14 måneder gamle dreng var i narkose under den seks timer lange operation. Men i dag er begge hans forældre overbeviste om, at Malthes krop husker de voldsomme begivenheder. Ligesom de mener, at hans psyke husker, hvordan det var at blive forladt af mor og far på operationsbordet.

Der var sket en forandring

Efter operationen var Malthe nemlig ikke længere en tryg dreng. Fysisk kom han godt nok hurtigt på benene igen. Men mentalt var der sket en forandring.

– Han var ked af det hele tiden, og om natten skreg han. Vi kunne slet ikke trøste ham, og der skulle ingenting til at gøre ham bange, husker forældrene, som prøvede at fortsætte hverdagen som før.

Men deres dreng var blevet svær at aflevere. Selv om han kom hos den sødeste dagplejemor, var han altid dybt ulykkelig, når de gik. Det blev kun værre, da han begyndte i børnehave.

Kunne se panikken i hans øjne

– Vi måtte fysisk lirke hans fingre væk fra vores hals, når vi skulle gå, og vi kunne se panikken i hans øjne, siger Stephan, som havde svært ved at ryste sin søns fortvivlelse af sig, når han mødte på arbejde som sælger i et byggemarked.

– Jeg ville bare have, at Malthe havde det godt. Men det kunne jeg jo se, han ikke havde. Og jeg var slet ikke til stede på mit arbejde. Mit hoved var ikke med, siger Stephan, som havde svært ved at fortælle, hvor skidt han havde det.

Fik sin mand til lægen

Det kunne hans kone heldigvis tydeligt mærke, og belært af erfaring, vidste hun, at den slags fornemmelser skal man reagere på. Så hun insisterede på, han tog til lægen. Og at hun tog med.

– Jeg havde en mand, der ikke var sig selv. Jeg kunne se det i hans øjne. De var slukkede. Han var træt hele tiden og kunne slet ikke rumme støj fra børn, siger Bianca.

Havde depression

Hos lægen, blev det hurtigt klart, at Stephan led af en depression, og han kom i behandling. Det krævede selvfølgelig tid at komme ud på den anden side. Ligesom det også krævede, at Stephan skiftede job, så han i dag arbejder som pedel, hvilket matcher familielivet bedre.

Familien mener, at Stephan fik den rigtige hjælp, da han havde brug for det. Men det samme oplevede de ikke med deres søn.

– Jeg tror helt seriøst, Malthe havde været et andet sted i dag, hvis der både før og efter operationen havde været koblet en psykolog og en spædbarnsterapeut på ham. Jeg ved godt, man selv kan betale for den slags, men det har ikke alle råd til, siger Bianca, som fik tildelt otte timer med terapiformen ”Sandplay” til Malthe. Det hjalp ham. Men han har brug for mere hjælp.

Læs også: Jeg fik en nyre af min mand

Ville ikke i skole

I december 2020 brød Malthe nemlig helt sammen og ville slet ikke i skole mere.

– Han krakelerede fuldstændig. Jeg tror, det var fordi, han havde holdt sammen på sig selv så længe, og nu kunne han bare ikke mere, siger Bianca, som i dag går hjemme hos Malthe og forsøger at undervise ham, så godt hun kan. Ligesom hun også støtter ham i at vende tilbage til hverdagen.

– Det er selvfølgelig hårdt, men jeg har jo ikke noget valg. Jeg vil bare hjælpe ham, så meget jeg kan. For det fortjener han, siger Bianca.

Ser de små lykkelige øjeblikke

Midt i alt det svære er hun blevet god til at se de små lykkelige øjeblikke. Som denne eftermiddag, da Malthe havde været med i børnehaven for at hente lillesøster Mie. Da de kom hjem, foreslog han, at han og Mie legede lidt uden for køkkenvinduet, mens mor stod inde.

– Det var bare kæmpestort. Jeg skyndte mig at sende et billede til Stephan. Sådan nogle små stunder kan vi leve højt på længe.

Lillesøster er Malthes modsætning

At Mie leger alene ude, er der ikke noget sensationelt i. Hun er nærmest Malthes modsætning, hun tonser frem i livet og er ikke bange for noget som helst.

– Mie var ikke ligefrem planlagt, men jeg tror helt sikkert, hun er kommet til os med en mission: Hun skal vise os, hvordan det også kan være at være forældre.

Nye værdier

Fra Malthe har hans forældre også lært en hel masse. Han har givet dem nogle værdier, de aldrig tænkte over inden.

– Hvis det ikke havde været for Malthe, havde jeg bare arbejdet og arbejdet. Det er helt sikkert. Nu har jeg fået øjnene op for familien på en helt anden måde. Vi er blevet bedre til at leve i nuet, siger Stephan.

Sådan hjælper du dit barn

Separationsangst er helt normalt. En del af et barns udvikling. Men for nogle udvikler det sig til en egentlig angstlidelse. Og den er svær at leve med både for barnet og forældrene.

– Det er jo svært for forældrene, fordi de aldrig kan vide, hvad der er det rigtige at gøre. Om de nu skubber for meget på eller for lidt.

Det siger Tina Månsson Sloth, som er psykolog på Børnehjertelinjen. Hun understreger, at hun ikke kender til Malthe og hans familie. Men hun kender til den separationsangst, som de kæmper med. Den er nemlig almindelig hos familier med børn, der har været igennem større indgreb. En canadisk undersøgelse viser, at hvert fjerde barn, der har været indlagt på intensiv, oplever mentale problemer efterfølgende.

– Børn har ikke samme bevidsthed som voksne, og det er en skræmmende situation, de bliver sat i, og samtidig bliver de adskilt fra mor og far, siger Tina Månsson Sloth, som også peger på, at forældre i den bedste mening ofte bliver overbeskyttende over for barnet efter et svært sygdomsforløb.

– Uden at ville det, kan de komme til at forstærke barnets angst, siger hun og anbefaler derfor ekstra støtte og psykologhjælp til forældre med alvorligt syge børn.

For det kræver overskud at være forældre til et barn med separationsangst. Her er psykologens bedste råd til de forældre.

Giv masser af omsorg til barnet.

Hav rutiner og struktur, fordi det giver tryghed.

Negliger ikke barnets angst. Det nytter ikke at sige: ”Det der er da ikke så farligt.”

Gå heller ikke helt med på angsten. Hvis et barn ikke tør lege med andre, skal man ikke sige: ”Jamen så skal du da heller ikke lege med nogen.”

Anvis barnet små, overskuelige trin, så man langsomt kommer derhen, hvor man gerne vil være. På den måde mærker barnet, hvordan angsten aftager.

Hvis et trin mislykkes, skal man tale med barnet om, at det nok skal lykkes. Det kræver bare et endnu mindre trin.

Børnehjertelinjen er et gratis tilbud til familier med hjertesyge børn. Telefon 70250000.