Min traumatiske barndom satte dybe spor

Åsa var kun 12 år, da hun mistede sin mor. Hun higede efter kærlighed og blev seksuelt udnyttet af en lærer. Siden fulgte år med skiftevis mani og depression. Indtil hun fik sin diagnose, bipolar lidelse.

Åsa vågnede ved, at hun hørte sin mor kaste op ude på toilettet. Hun holdt sig først for ørerne, men gik så ud og åbnede døren.

– Hun skreg ”gå ud, gå ud”, og det gjorde jeg, fortæller den nu 32-årige Åsa Vikman fra Åkersberga i Sverige.

Senere lå hendes mor i sengen, kun iført trusser og havde det dårligt. Åsa ringede 112. 

– Jeg skammede mig over, hvordan min mor så ud, som en 12-årig kunne gøre. Jeg bad hende om at tage noget tøj på. Det var mine sidste ord til hende.

Kørt væk på båre

Ambulancen kom, og hendes mor blev kørt væk på en båre. På vej til hospitalet døde hun. 

– Hvad hun døde af, fik jeg aldrig at vide, men jeg tror, det var noget med hjertet.

Åsa tog i skole samme dag, som hun plejede – uden at vide, at hendes mor lå død på hospitalet. 

– Et familiemedlem kom og hentede mig og tog mig med derhen. ”Føl på din mor – hun er stadig varm,” sagde hun til mig. Jeg kunne slet ikke forstå, at min mor ikke levede mere. 

Stort traume

Traumet var enormt. Hele hendes liv blev vendt op og ned, for hidtil havde det kun været Åsa, hendes lillesøster og deres mor, som havde udgjort den nærmeste familie.

Åsas mor havde forladt faderen, da Åsa var tre år, og søsteren halvandet år. De var først flyttet på et kvindehjem og siden nordpå for at bo tæt på nogle slægtninge i Värmland.

Nu var Åsas far pludselig deres eneste værge, og de to søstre måtte flytte ned til ham og hans nye familie.

– Inden da havde han bare været en underholdende person, som dukkede op et par gange om året og ringede fra tid til anden. 

Græd hver dag

Åsa græd hver dag. Hun boede hos en stedmor, som ganske vist var venlig, men kun havde energi til at passe sine egne børn, og faren, der drak og udtrykte sig racistisk.

– Jeg fortalte myndighederne, præcist hvordan det stod til, når jeg blev spurgt. Men der skete ingenting. Nogle gange blev det værre, og far var sanseløst beruset.

Åsa måtte klare sig selv og havde det naturligvis dårligt. 

LÆS OGSÅ: Vibekes råd om hjælp: Min søn er psykisk syg

– Min søster tog det bedre. Hun var måske stærkere end jeg. Men efter et stykke tid stoppede mine tårer, og det skyldtes nok, at jeg var heldig at være populær blandt drengene i skolen, at jeg var dygtig til sport, og at jeg havde mange venner, siger Åsa, hvis popularitet fik hende til at live mere op. 

Udnyttet seksuelt

Men at være populær kunne ikke løse hendes problemer. Åsa havde et stærkt ønske om at blive forstået og få kærlighed, og det gjorde hende ekstra sårbar.

Hun blev derfor et perfekt offer for en lærer på gymnasiet, som udnyttede hende seksuelt.

– Jeg var naiv, og han lokkede mig ind i sin verden. Snart havde vi sex i hans lejlighed. Det var som at møde en psykopat.

Åsa blev mere og mere deprimeret. Til sidst fortalte hun en ven, hvordan hun havde det derhjemme.

– Han tilbød mig at bo hos sin familie. Jeg fik bonusforældre, som var helt fantastiske. 

Selvmordstanker

Åsa flyttede ind, dagen efter at hun fyldte 18 år. Så kunne hendes far ikke protestere. 

– Min bonusmor satte en anhænger på sin bil og kørte hen til min fars lejlighed, mens han ikke var hjemme, og hentede alle mine ting. Men jeg fortalte aldrig min søster, hvad der foregik, og det tog hun tungt.

– Min nye familie sagde til hende, at hun også var velkommen, men hun ville ikke.

Trods hjælpen fra sin nye familie fortsatte problemerne for Åsa. Hun havde selvmordstanker og vilde humørsvingninger, som betød, at hun på få minutter kunne skifte fra enorm glæde til panikangst og nedtrykthed.

– Jeg gik i selvsving og kunne få en enorm energi af at sætte gang i alle mulige projekter. Det føltes, som om jeg havde det fantastisk i de øjeblikke, men det var hypomani (en mild form for mani, red.).

Manien blev værre

Hun besøgte flere psykologer, som udskrev antidepressiv medicin, og det fik alt til at eskalere. Manien blev værre. 

Åsa levede et liv uden hensyn til andre. Hun havde kærester, som hun behandlede dårligt, og hun festede løs og brugte store summer penge. Hun havde ingen grænser. 

– Jeg tog til Chile et år med en kæreste og opførte mig helt forfærdeligt. Der var mange fester og naive fyre, som troede, at jeg var interesseret i dem. Jeg troede, at jeg havde det godt i den tilstand. Det føltes jo bedre end en depression. Men jeg var mere syg end nogen sinde. 

Fordi Åsa aldrig søgte hjælp i sin maniske tilstand, fik hun heller aldrig en korrekt diagnose.

Da hun kom hjem, fortsatte hun sin udfarende livsstil, samtidig med at hun begyndte at studere nationaløkonomi på universitetet i Lund. Her fik hun en ny, fast kæreste. 

Flyttede til Australien

– Han kom fra Australien og studerede jura og økonomi. Da han flyttede hjem og blev advokat, fulgte jeg med. 

Åsa boede hjemme hos hans mor og morfar i et stort, luksuriøst hus, hvor hun blev taget imod med åbne arme. 

LÆS OGSÅ: Lærke løber sig ud af sin skizofreni

– Da jeg begyndte at lave perlearmbånd, hjalp morfaren mig med at få dem solgt. Til sidst var der 25 butikker, som solgte mine armbånd.

Åsa havde dog stadig hypomaniske perioder og valgte til sidst at slå op med kæresten efter et råd fra en psykolog.

– Hun sagde, at det ikke var det rigtige at være sammen med nogen, som jeg ikke elskede. Jeg havde bare haft venskabsfølelser for mine kærester, mens de havde haft dybere følelser for mig. Og det gik altid galt. 

Mødte særlig mand

Åsa rejste hjem til Sverige igen efter at have levet med hypomani i flere år. Intet var forandret.

– Jeg var aktiv på et par datingsider under den periode, og det gik vildt for sig.

En dag så hun en særlig fyr på en af datingsiderne, som hun ikke kunne tage blikket fra. Det var Johan.

De mødtes til sankthans, så hinanden flere dage i træk og talte om alt. Det viste sig, at de delte mange drømme, og han var ikke typen, som gav op, når Åsa havde det dårligt.

– Desværre fik jeg det værre i løbet af sommeren. Jeg spiste næsten ingenting og led af angst, hjertebanken, svimmelhed og vejrtrækningsbesvær. Jeg havde frygtelige mareridt og søvnlammelser, hvor jeg ikke kunne vågne. Jeg sov med en krammebamse for at føle tryghed.

Havde mistet livslysten

Til sidst sagde Johan til hende, at hun var nødt til at få det tjekket, og Åsa tog til lægen. 

– Jeg sagde, at jeg ikke havde lyst til at leve længere, og så blev jeg sendt videre til psykiatrisk skadestue. 

Der fik Åsa for første gang en medicin, som hjalp. 

– Det var, som om min hjerne tog på ferie. 20 års stress og angst forsvandt, og jeg sov en hel nat for første gang, siden min mor døde. 

Åsa begyndte at leve livet igen. 

Fik diagnose

– Jeg var bedre i stand til at være sammen med andre. Det eneste, jeg var bekymret for, var, om jeg stadig kunne tage medicinen, hvis jeg blev gravid. Jeg drømte om at få børn, men ville ikke risikere at få det dårligt igen ved at stoppe med medicinen.

I foråret 2015 gennemgik hun en udredning, som konkluderede, at hun var bipolar. Hun læste om diagnosen og kunne genkende sig selv i det meste. 

Ikke længe efter blev hun gravid, og alt gik godt indtil efter fødslen, da hun igen mærkede en depression trænge sig på.

– De sagde, at det ofte beror på, at søvnen bliver værre, og søvn er vigtig for bipolære.

Kan leve normalt

I dag tager Åsa humørstabiliserende medicin. Hun har to børn, 3-årige Isabelle og 1-årige Alexander, og er netop vendt tilbage fra barsel til jobbet som socionom.

– Jeg har fået en privat psykiater, og det er guld værd. Jeg kan tale med ham når som helst. Medicinen gør mig mindre urolig, og min frygt for, at jeg eller Johan skal dø, er næsten væk. 

At Åsa endelig fik en diagnose, har været altafgørende for, at hun nu kan leve et normalt liv med mand, børn og hus. 

– Selv om det er lidt af et cirkus nogle gange, gør det ingenting. Jeg kan klare det, smiler hun.

Bipolar lidelse

Bipolar lidelse påvirker stemninger hos en person. Det indebærer, at man er manisk i nogle perioder og deprimeret i andre. Mellem perioderne kan man leve normalt.

At være manisk betyder, at man er overdrevet opstemt og energisk, og at være deprimeret er at være nedtrykt og apatisk. Svingningerne mellem de to modpoler er usædvanligt store hos bipolære. 

Tilstanden viser sig typisk første gang i 13-30-årsalderen. I mange tilfælde
går der 10 år eller mere, inden diagnosen stilles.