Skæbner

Mistede mor som 18-årig: Jeg var ved at spise mig ihjel

26. oktober 2020 af Johan Isbrand, Foto: Gregers Overvad
Da Mikkel Langes mor døde med sclerose, blev han i praksis forældreløs, og i en blanding af sorg og ensomhed røg hans vægt ud af kontrol. I dag kan han dele sine følelser og erfaringer med andre.
Mikkel Lange mistede sin mor som 18-årig og blev dermed i praksis forældreløs

Det er ingen overdrivelse at fastslå, at Mikkel Lange fra Odense for to et halvt år siden nåede et absolut lavpunkt i sit unge liv:

– Jeg havde det elendigt og var i fuld gang med at spise mig halvt ihjel, fortæller den i dag 23-årige Mikkel om sit 20-årige, stærkt overvægtige jeg.

Han bruger udtrykket “passivt selvmordstruet” om sig selv i den periode, hvor hans vægt i april 2019 nåede op over de 158 kilo.

– Jeg lod bare stå til. Det kan sammenlignes med, at man undlader at springe til siden, hvis der kommer en lastbil kørende mod en, siger Mikkel.

– Jeg mistrivedes i gymnasiet og følte ikke, jeg passede ind. I modsætning til i dag var jeg introvert og ensom. Og det, at jeg havde mistet min mor, gjorde min tilstand langt værre. Man kan sige, at hendes død fordoblede mine problemer.

Malene Hasselblads mor blev myrdet. Læs Malenes historie her.

Mikkels mor, Anne-Mette, døde af sclerose den 7. november 2015 i en alder af 46 år og gjorde dermed i praksis Mikkel forældreløs som 18-årig. Siden han var 7-8 år, har han nemlig ingen kontakt haft med sin far.

– Han og min mor gik fra hinanden, da jeg var 3 år, og i første omgang fik han forældremyndigheden over mig. Men han havde ikke behandlet min mor godt, og som far var han bestemt heller ikke opgaven voksen. Jeg husker for eksempel at blive straffet temmelig hårdt for at have smidt den ene af mine billige luffer væk. Som straf tog han fjernsynet fra mig i en uge, og i samme periode skulle jeg holde mig på mit værelse efter skoletid og måtte ikke lege med mine venner, husker han.

Døden kom uventet

Sidenhen har han ikke følt trang til at opsøge sin far, men har til gengæld haft en faderfigur i sin gudfar, Jørn.

– Han var min mors gode ven og er blevet en del af familien. Det er ham, jeg eksempelvis har været på jagt- og fisketure med, og via de oplevelser har vi knyttet et bånd, fortæller Mikkel.

På trods af morens sygdom kom hendes død pludseligt og uventet for hendes nærmeste. Hun havde nemlig i et par år haft det relativt godt, takket være noget eksperimentel medicin i sprøjteform, som stabiliserede hendes tilstand.

– Da hendes kæreste fandt hende død i sengen, var hun simpelt hen sovet stille ind. Bare to måneder tidligere havde de været på kæresteferie sammen, fortæller Mikkel.

Selv var han på besøg hos sin daværende kæreste og hendes familie, da hans fem år ældre storebror, René, ringede og overbragte ham den tragiske besked.

– Jeg er glad for, at jeg netop befandt mig i de rammer. Min kæreste var på det tidspunkt det menneske, jeg var mest åben overfor. Vi slog op med hinanden halvandet år senere på det tidspunkt, hvor jeg i forvejen havde det mest forfærdeligt på alle måder. Hun kendte dog ikke noget til min psykiske tilstand.

Grete mistede begge sine forældre som 17-årig. Læs hele historien.

Da Mikkel gik i 2. g, trængte ensomheden sig så meget på, at han opsøgte den psykolog, som var tilknyttet gymnasiet.

– Desværre var jeg dengang indelukket og tilbøjelig til at undlade at tale om, hvad jeg reelt følte. Og efter to samtaler mente psykologen ikke, jeg havde behov for yderligere hjælp, siger Mikkel.

Børn, Unge og Sorg

Til gengæld blev det en ny begyndelse, da han for første gang gik til en af de månedlige caféaftener i organisationen Børn, Unge & Sorg. Det var i februar 2018.

​– Caféaftenerne er arrangeret af frivillige og er bygget op om et tema, der for eksempel kan være “højtider” eller “en ny start”. Aftenen begynder med, at to af de frivillige holder oplæg, og derefter er der fri snak. Det var en åbenbaring for mig at opleve, at der var andre at tale med. Andre unge i alderen fra 16 til 28 år, der lige som jeg selv havde oplevet at miste.

– Pludselig havde jeg ikke længere selv lyst til at dø – hverken af hjerte-kar-sygdomme eller noget som helst andet. Når man begynder at arbejde aktivt med det skidt, man har været igennem, indser man, at man er nødt til at udvikle sig og komme videre i sit liv.

Gittes søn døde som 24-årig, men han er stadig hendes barn. Her kan du læse Gittes beretning.

Oplevelsen gjorde, at Mikkel selv blev frivillig i organisationen og altid så vidt muligt deltager i caféaftenerne. Han er i dag bevidst om sin egen sorg.

– Jeg har på sin vis mistet den vigtigste person i mit liv og har hende ikke længere at støtte mig til. Da min kæreste og jeg gik fra hinanden, kunne jeg godt have brugt min mor til at sige trøstende ord. Det kunne have forhindret, at min psykiske tilstand blev forværret, siger Mikkel, der for to år siden begyndte at læse samfundsfag på Syddansk Universitet, og som for nylig har taget fat på psykologi som sidefag.

De særlige højtider

De barndomsminder, Mikkel har om sin mor, er muligvis ikke af den slags, der kunne skrives tykke erindringsbøger om. Men han har dem, og de er hans egne:

– Min mor, min storebror og jeg var ikke en tæt kernefamilie af den slags, der spiste alle dagens måltider sammen. Derudover var familiens økonomi stram. Min mor arbejdede i et fotofirma, og der var ikke råd til familierejser og den slags. En ferie var lig med en tur til Djurs Sommerland eller BonBon-land. Min bror og jeg kunne have en kammerat hver med.

– Vi vidste i øvrigt begge, at hun ville gå gennem ild og vand for os. Hun var i retten to-tre gange for at vinde forældremyndigheden over mig tilbage, fordi hun vidste, det ville være det bedste for mig. Og det er jeg hende stadig dybt taknemmelig for. Jeg ville have været et andet menneske i dag, hvis det ikke var for årene hos hende.

Spørg ind til sorgen, lyder opfordringen fra to unge kvinder, der begge har prøvet at miste. Læs med.

Hvad angår højtiderne, der som nævnt har været blandt temaerne ved Børn, Unge & Sorgs caféaftener, husker Mikkel dem som noget helt særligt:

– Vores sociale liv i hverdagen var ret sporadisk. Men til jul var min mor klædt fint på og gik meget op i tilberedningen af de brune kartofler. Vi var alle samlet om bordet ved julemiddagen, hvilket måske er en dagligdags ting i andre familiers hverdag, men som ikke var det hos os. Det var nogle rare stunder.

Over bjergets top

Den 30. april 2019 havde Mikkel opnået så høj en grad af psykisk velvære, at han var klar til at se på den fysiske del og tage hånd om sin vægt.

– Det gjorde jeg med træning hjemme og ved at gå lange ture. Desuden reducerede jeg mængden af kalorier i min kost. Alene i løbet af de første to en halv måned smed jeg mere end 20 kilo. Og ved semesterstart i september begyndte jeg at træne fitness sammen med to studiekammerater, fortæller Mikkel, som i dag er præcis så slank som størstedelen af sine jævnaldrende.

Mette mistede sin mor til Alzheimers sygdom og føler, hun mistede hende to gange. Læs historien her.

Hans åbenhed om sit tab har i dag bragt ham et langt stykke:

– Jeg har haft det svært med tanken om, at jeg aldrig skal se min mor mere. Minderne og tankerne er der stadig, og jeg kan godt tage mig selv i at ønske, at jeg fysisk kunne give hende et kram og holde om hende. Men jeg har accepteret tingenes tilstand.

– Det føles lidt som at have besteget et bjerg og være nået op over toppen. Nu er jeg på vej ned, og tingene løsner lige så stille op. Det betyder ikke, at der ikke kan komme en bakke eller to på et tidspunkt. Men jeg har grundlæggende en positiv indstilling, og den gør alting lidt lettere, siger Mikkel Lange. SHAPE \* MERGEFORMAT

SHAPE \* MERGEFORMAT

Amalie Wanting fik også hjælp hos Børn, Unge & Sorg, da hun mistede sin berømte søster. Læs interviewet her.

Sponsoreret indhold