Mit liv ebbede langsomt ud

Stinne var ved at miste troen på, at der ville komme et nyt hjerte. Faktisk var hun begyndt at vænne sig til tanken om døden. Begravelsen havde hun allerede planlagt. Men så ringede telefonen.

I to år sad Stinne Madsen på sin sofa i Randers, mens livet kørte forbi udenfor. Imens stod hendes navn på ventelisten til et nyt hjerte, fordi hendes eget ikke kunne slå ret meget længere på grund af en medfødt genfejl.

Her kunne hun nok være blevet siddende længe, bedøvet af medicin, men når man som 47-årige Stinne er en kvinde, der på sit køleskab har hængt en håndskrevet seddel op med drømme om at ro kajak, se nordlys og vandre på Møn, så er et liv på en sofa ikke et rigtigt liv.

Det var uværdigt

– Til sidst var jeg der, hvor jeg ikke ville vente længere. Mit liv ebbede bare langsomt ud, og det var uværdigt. Jeg var heller ikke den mor, jeg gerne ville være, siger Stinne, som var så svag, at hun måtte støtte sig til et gangstativ, hvis hun skulle ud at handle.

 

<br />

 

Når hun igen sad stille, brugte hun en del tid på at gennemlytte forskellige musikstykker. Hun ville nemlig gerne finde de helt rigtige sange til sin egen begravelse, som hun planlagde nøje. Hun skrev ned, at hun ville brændes. At der skulle spilles Lis Sørensen-sangen, Verden er i farver. Og at der skulle ikke være blomster, fordi de visner så hurtigt. Så hellere chokolade.

– Det kostede selvfølgelig tårer at planlægge min egen begravelse. Men jeg er alenemor, og mine to børn skulle ikke stå alene med det hele, som hun siger.

 

<br />
Stinne var nødt til at få et nyt hjerte for at få et ordenligt liv.

Stinne var nødt til at få et nyt hjerte for at få et ordenligt liv.

 

Bange for at forlade sine børn

Det var i det hele taget de to børn på 19 og 25, der fyldte mest i de år, hvor Stinne mærkede livet svinde ind. Efterhånden var hun faktisk ikke bange for at dø. Hun var kommet frem til, at det måske ville betyde, at hun ville blive genforenet med sin mor, som hun mistede som 16-årig. Men tanken om at skulle forlade sine børn, var ubærlig.

For Stinne var det slemt nok, at hun til sidst ikke kunne lave mad til sin hjemmeboende søn. Hun havde simpelthen ikke kræfter til at stå ved køkkenbordet. Og for et par år siden måtte hun også erkende, at hun hellere måtte få hængt et fjernsyn op i soveværelset. For hun lå efterhånden mere ned, end hun sad op.

Telefonopkaldet som ændrede alt

Den dag fjernsynet skulle sættes op, var begge hendes børn og hendes kusine og kusinens mand kommet for at hjælpe med projektet. Der blev boret, og der blev skramlet. Men heldigvis ikke så højt, at det helt overdøvede telefonen, der ringede i det samme.

For bedre at kunne høre, tog Stinne opkaldet på sin søns værelse. Og da hun kom ud igen, udbrød hun bare: “Der er kommet et hjerte til mig.”

Klokken var tre om eftermiddagen, da telefonen afbrød familien midt i fjernsynsprojektet. Og inden midnat bankede et nyt hjerte i Stinnes krop, og fra det øjeblik tog hendes liv en helt ny retning.

 

Stinne fik et nyt hjerte og en ny chance.
Søren Jul Lamberth/Aller Foto og Video

Stinne fik et nyt hjerte og en ny chance.

 

Udnytter sin nye chance hver dag

Stinne havde fået ny chance. Og den chance har Stinne udnyttet hver eneste dag.

Kun et år efter transplantationen løb Stinne fem kilometer, i dag går hun dagligt 10-15 kilometer. Gerne i rusk og blæst.

– Hvor andre måske synes, det er træls, når det regner, så nyder jeg at gå ud og mærke regnen på mine kinder. For så mærker jeg jo, jeg lever, siger hun.

Bruger tid på at hjælpe andre

At være så tæt på døden i en sofa i Randers ændrer ens syn på vejr, vind og ikke mindst tid.

– Jeg er bestemt ikke Netflix-rytter. Faktisk har jeg slet ikke Netflix. Det har jeg ikke tid til. Jeg skal ud at opleve noget, siger Stinne, som har haft travlt med at tilføje nye punkter på drømmelisten på køleskabet.

De største drømme og mål handler nu ikke om hende selv. Stinne bruger i dag en stor del af sin tid på at hjælpe andre, der ligesom hun ved, hvordan det er at have sit navn på en venteliste til et nyt organ.

Da Stinne selv ventede, fik hun fik altafgørende hjælp fra patientforeningen “Organdonation – ja tak”. Med dem kunne hun føre alle de tunge og svære samtaler, som hun ikke ville byde sine nærmeste.

Forstår familier, der venter på nyt organ

Nu venter Stinne ikke længere, men det gør mange andre. Også børn. Det er især de børn, som Stinnes nye hjerte banker for. Sidste sommer var hun for eksempel frivillig i en sommerlejr for børn med organsvigt. Her opstod der nogle helt særlige bånd. Den slags, som kun findes mellem mennesker, der virkelig forstår, hvad de andre går igennem.

 

En seddel fra Stinnes datter, da hun kom hjem fra hospitalet.
Søren Jul Lamberth/Aller Foto og Video

En seddel fra Stinnes datter, da hun kom hjem fra hospitalet.

 

Støttede en mor på hospitalet

Hvor specielle de bånd var, oplevede Stinne, da hun efterfølgende blev kontaktet af en af familierne fra turen. Deres toårige søn skulle have en nyre fra sin far, og nu spurgte moderen, om Stinne ikke nok ville sidde med hende på hospitalet, når far og søn blev lagt i narkose. Selvfølgelig ville Stinne det. Da hun klokken fem om morgenen sad i et tog fra Randers mod Odense, var det en af de mest meningsfulde rejser, hun nogen sinde havde været på.

Ville så gerne sige tak

Det er i det hele taget mening, der fylder og glæder hende hver gang, hun hjælper til med at samle ind til “Organdonation – ja tak”. For nu, hvor hun selv har fået et hjerte, vil hun så gerne give noget tilbage. Hun ville også gerne møde de pårørende til den person, som hun har fået hjertet fra. Men myndighederne må naturligvis ikke oplyse navnet på donoren.

– Jeg ville virkelig gerne vise min taknemmelighed til den familie. Jeg ville også så gerne fortælle dem, at jeg passer umådeligt godt på det hjerte. Og at det har givet mig et nyt liv, siger Stinne, som også har et vigtigt budskab til alle danskere: Tag stilling til organdonation.

Det er måske ikke rart at gå ind på sundhed.dk og tænke over sin egen død. Men tankerne kan redde liv. Og de kan få mennesker som Stinne op fra sofaen og ud i det rigtige liv igen.

Kunst og kendte skal hjælpe børn med organsvigt

 

Stinne fandt på ideen til ”Faith. Hope. Love”. Den den lokale kunstner Hanne Koch førte penslen.<br />

Stinne fandt på ideen til ”Faith. Hope. Love”. Den den lokale kunstner Hanne Koch førte penslen.

 

I ”Galleri-Randers” kan man lige nu finde en række farverige malerier med ordene ”Faith. Hope. Love.” Og vender man dem om, vil man se en personlig hilsen fra forskellige kendte danskere.

Overskuddet fra salget af malerierne går til endnu en sommercamp til børn med organsvigt med ”Organdonation – ja tak.” Det er Stinne Madsen, der har fundet på ideen. Og det er den lokale kunstner Hanne Koch, der har ført penslen, og som nu sælger værkerne i sit galleri i Randers.

 

 

organdonation-ja-tak.dk kan du læse mere om foreningen.