Mobbet i døden på sidste skoledag

Andreas begik selvmord, fordi han blev mobbet. Her er den gribende historie, fortalt af Andreas’ mor, om den dag, han døde.

Andreas begik selvmord, fordi han blev mobbet. Her er den gribende historie, fortalt af Andreas’ mor, om den dag, han døde:

Andreas var i et vældigt humør fra morgenstunden. Han gik i 9. klasse og selv om han var træt af sine kammerater, der mobbede ham, så han frem til sidste skoledag. Nu var det slut med at blive kaldt øgenavne, slut med at blive lukket ind skabe eller badeværelser og slut med at blive holdt fast og smurt ind i skosværte.

Midt i skoleåret tog jeg ham med på en ferie til Grækenland, hvor vi diskuterede, om han skulle skifte skole. Men da skolen havde taget fat om problemet, mente Andreas nok, at han kunne klare de sidste måneder. Desværre var mobningen taget til igen, men han skulle snart på efterskole og det glædede han sig til.

Sidste skoledag er der tradition for, at eleverne klæder sig skægt ud, og Andreas var klædt ud i min lidt for lange kjole og en militærhjelm, klar til at slutte sig til de andre elever i nede i byen, for at markere, at skoleåret er slut. Han var så glad den morgen og viste mig stolt sit nyudstedte pas, så han kunne dokumentere sin alder over for en kassedame. Andreas havde efter aftale med os aftalt at dele en kasse øl med tre kammerater. Desuden havde vi fået at vide, at der ville være forældre til stede under festen. Det havde vi stillet som en betingelse og så tog han afsted.

Chaufføren i lastbilen troede først, at skyggen på motorvejen var en papkasse. I næste øjeblik så han, at ”papkassen” var iklædt en skjorte, og at der stak en livrem frem. Men da var det for sent. Han havde ikke en chance for at undvige.

Jeg blev ringet op kl. 22.30 af en fra klassen, der fortalte, at Andreas havde været væk længe, og at de var bekymrede for ham. Jeg satte mig straks i bilen og på vej ud til festen så jeg flere ambulancer og en lastbil, der holdt parkeret på motorvejen i den modsatte kørebane. Jeg blev nervøs og ringede til min mand for at få ham til at kontakte politiet.

Da jeg kom ud til festen, var der ingen forældre til stede, som det ellers var aftalt. Det gjorde mig vred. Jeg fik fortalt, at nogle af deltagerne havde drillet Andreas, og at han havde truet dem med at hente sine større brødre, så de kunne banke dem allesammen. Det var en helt ny side af Andreas jeg hørte om, for han havde aldrig været aggressiv før. Vi mente, at han havde fået mere, end han kunne tåle, for ifølge politiet var Andreas’ promille på 1,6. 

Vi ved, at han forlod festen og gik til en anden fest, hvor han ikke blev lukket ind. Da han gik, sagde han til pigen, der lukkede op, at ”livet er noget lort”. Da var klokken 22. Senere blev han set af et ældre ægtepar på motorvejsbroen, mens han talte i mobiltelefon. Fem minutter senere gik alarmen hos Falck og politi om ulykken. Skoleinspektøren tog straks initiativ til et møde med Andreas’ kammerater, et par psykologer og os om søndagen efter tragedien. Der blev grædt og snakket meget, men som skoleinspektøren sagde, så kom vi ikke nærmere, hvorfor det endte så ulykkeligt,

Den 26. maj 2005 sagde vores familie og 200 øvrige gæster farvel til Andreas. Midt i den mørke periode var der også lyse og rørende øjeblikke. Et af dem var en tale, som storebror Mike holdt til begravelsen, hvor han blandet andet sagde: ”Hver gang jeg kom hjem, kom han futtende og gav mig et lille kram. Jeg savner det kram. Hvil i fred, Andreas”. Andreas’ yngste søster, Molly, var dengang kun to år og husker ikke noget fra tragedien, men hun reagerede dengang ved at putte plaster på alle sine dukker. Når vi sådan græd, måtte det være fordi, der var noget, der gjorde ondt, så jeg forklarede hende, at Andreas lå og sov ovre ved fuglene, som er på hans gravsten. Efter begravelsen har vi i familien forsøgt at kortlægge Andreas’ færden og vi har brugt megen tid og energi på at fundere over, hvad Andreas mente med, at “livet var noget lort”.

Politiet mente, at Andreas sandsynligvis havde begået selvmord ved at springe ud fra broen. Efter vores mening kan der også være tale om en ulykke. Det har været vigtigt for os alle at få mest muligt at vide om, hvad der foregik den aften. I politirapporten, der er skrevet umiddelbart efter ulykken, er en af Andreas’ klassekammerater citeret for, at han under festen havde sagt, at hans liv var noget lort, og at han lige så godt kunne springe ud fra en bro.

Det er rigtigt, at der var sket meget skidt i Andreas’ liv de sidste år. Mobningen gik ham på, og hans lillebror var psykisk syg. Det tog også en del på ham. I dag har vi erkendt, at det ikke er muligt at få endeligt svar på, hvad der skete de sidste minutter af Andreas’ liv.

Vi har valgt at give slip og bruge vores energi på noget mere konstruktivt. For nylig holdt min mand, vores datter Signe og jeg et timelangt foredrag om Andreas’ liv foran 150 elever på Mollys skole. Hovedbudskabet var, at man skal lade være med at mobbe hinanden, og at der skal være voksne til stede, når de unge holder fest. Og så skal de unge behandle hinanden ordentligt og passe på hinanden, også selv om de måske ikke er de bedste venner. Flere af eleverne sad med tårer i øjnene, og da vi var færdige, kom en af dem op til os og takkede for et godt foredrag. Vi håber, at de taler om det og lærer af det. Hvis vi kan påvirke nogle unge med vores historie, så har Andreas’ død ikke kun været ulykkelig og smertefuld.

Se også: Jeg blev forladt som lille