Mobbet og svigtet: Jeg ville bare dø

7. marts 2018 af Pernille Magaard Bøgh, Foto: Lars Horn og privat

Rebecca har manglet sin mors kærlighed gennem store dele af sin ungdom. I skolen blev hun mobbet, hjemme blev hun afvist. Tanker og problemer blev som regel fejet væk af moren med sløret stemme – tit med et glas i hånden og en smøg i munden. Da moren blev invalid af kræft, var det teenagepigen Rebecca, der skiftede hendes urinposer og tjekkede iltmaskinen. Til sidst blev ensomheden for overvældende, og da moren døde sidste år, skulle en overdosis af piller være den unge piges flugt væk fra sit ulykkelige liv. Heldigvis mislykkedes selvmordsforsøget. For der var stik mod alle udsigter noget godt i vente.

Det kan være svært at indvie andre mennesker i sine tanker og følelser, hvis man både har social angst og bliver mobbet groft. Rebecca forsøgte alligevel en sommeraften ude på terrassen ved hjemmet i Rårup ved Horsens. Hun var 17 år og fik fremstammet til sin mor, at hun døjede med selvmordstanker og skar i sig selv. De problemer var Rebeccas mor dog bekendt med i forvejen og fortalte kort og kontant til sin datter, at hun ikke ville gøre noget for at hjælpe hende.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Svigtet

I dag er Rebecca 19 år. Når hun fortæller, hvor svigtet hun følte sig, da den kvinde, som var hendes mor, nægtede at hjælpe hende, er det svært at finde ord. Når hun så finder dem, og hovedet er fyldt op af dem, vil de ikke ud over læberne. Hun kigger bekymret over på Samantha, hendes sjæleven, som Rebecca kalder det. De to piger mødte hinanden på en Blå Kors Lejr for socialt udsatte børn omkring Herning for fire år siden. Rebecca og Samantha smiler over hele femøren, når de fortæller om første gang, de fik øje på hinanden, hvor begge sad mutters alene i hver deres hjørne i dagligstuen på lejren.

– Jeg tror, vores blik til hinanden indikerede, at vi tænkte og følte det samme, fortæller Samantha.

Og så gik der ellers ikke lang tid, før de to piger begyndte at tale sammen.

De bedste venner

I dag bor Rebecca og Samantha sammen i et lejlighedskompleks i Aalborg. De fortæller, at de kender hinanden så godt, at de næsten kan læse hinandens tanker. Men de kan ikke tale om den barske opvækst, som har sat kraftige ar på sjælen hos dem begge. Ordene vil ikke ud. I stedet chatter de fra hver deres seng, fra hver deres side af den bærende væg i lejligheden. Det er nemmere at skrive om følelser i stedet for at tale om dem, siger Rebecca.

Da Samanthas blik fanger Rebeccas, kigger de kærligt på hinanden. De ved, at det er nu, de grænseoverskridende ord skal ud over læberne.

Overladt til sig selv

Det begyndte egentlig helt fint, fortæller Rebecca om sin barndom. Når hun tænker tilbage, mindes hun de gode dage, hvor hele familien rejste på sommerferie sammen. Men de gode minder bliver dog overskygget af moderens sygdom og druk.

– Jeg mindes ofte vores tur til Tenerife, hvor vi var på ferie i en uge med min mors arbejde. På det tidspunkt gik jeg i 3. klasse og mødte en masse andre børn, som jeg legede med. Det var den bedste tur, fortæller Rebecca og holder en pause:

– Men så gik det ellers ned ad bakke.

Alkoholiker

Rebeccas mor var syg af KOL og begyndte at drikke. Meget og hver dag. Hun gjorde det åbenlyst over for Rebecca og hendes to storebrødre, men skjulte det over for faderen. Han arbejdede i Norge og var kun hjemme i weekenderne.

– Hun slingrede og var sløret i sin tale. Om aftenen kunne hun knap nok gå. Jeg følte mig som en uduelig datter, fordi jeg ikke kunne gøre noget. Jeg vidste udmærket, at hun kørte bil, selv om hun havde drukket. Jeg meldte hende til politiet tre gange, men der blev aldrig gjort noget ved det, fordi mor altid gav medicinen skylden, forklarer Rebecca.

Selv da Rebeccas mor senere fik kræft og sad i kørestol med et iltapparat tilsluttet, drak og røg hun stadig. Hun blev sværere at tale med, og hvis Rebecca fortalte om, at en dreng henne i skolen ville skubbe hende ud foran bussen, eller at andre fra klassen sagde, at hun ikke burde spise sin madpakke, fordi hun var for tyk, lukkede hendes mor samtalen ved at sige, at det var Rebeccas egen skyld.

– Både min mor og far sagde altid, at jeg bare kunne snakke med dem, der mobbede mig, og så ville de stoppe med det. At jeg bare skulle ”komme ind i kampen”.

Pest eller kolera

Ind i en kamp, det må man sige, at Rebecca kom. En kamp om liv eller død.

– Når mor ikke var indlagt, skulle jeg tjekke iltmaskinen, rense filter på den, holde styr på hendes medicin, lave mad, hjælpe hende med at gå i bad og tømme hendes urinpose. Jeg var vågen hele natten for at holde øje med, at hun trak vejret, og at der ikke skete hende noget.

Når man er teenager, er der naturligvis en skole, der skal passes. Men for Rebeccas vedkommende var det svært at få tid til, fordi hun skulle passe og pleje sin mor og være på vagt dag og nat. Inden hendes mor fik konstateret kræft, blev løsningen, at hun skulle helt væk hjemmefra og på et skolehjem. Der gik Rebecca i to uger.

– Jeg kunne ikke tænke på andet end min mor. Jeg vidste jo, hvor afhængig hun var af mig, og at ingen andre kunne hjælpe hende i samme omfang, som jeg kunne.

Mobbet

Desuden blev Rebecca mobbet så groft på skolehjemmet, at det var en lettelse at komme hjem igen. Og så alligevel ikke. Situationen var som pest eller kolera. Enten var det mobning på skolehjemmet eller at være overladt til sig selv hos sin syge og alkoholiske mor. Højdepunkterne var de afbræk, som Blå Kors Lejrene gav muligheden for. Rebecca deltog både i lejre til sommer og jul, og hun ville aldrig hjem fra det og den gruppe af mennesker, hun kalder for en kæmpe familie, som Samantha også er en del af.

Hun havde det for sjovt til at skulle hjem i stilhed, hvor tankerne om at opgive alt fyldte hovedet:

– Jeg husker så tydeligt en efterårsferie, hvor det eneste, jeg tænkte på, var at tage mit eget liv. Jeg kontaktede derfor en rådgiver fra kommunen, selv om det var vildt grænseoverskridende for mig, som jeg kunne skrive til, hvis jeg havde problemer. Det var en tirsdag, og han svarede, at det kunne vi snakke om, når ferien var slut.

Ny skole, ny start

Rebecca prøvede et nyt skolehjem, men heller ikke her kunne hun finde tryghed og hjertevarme, og selvmordtankerne fortsatte:

– På skolen skar jeg bevidst for dybt i min pulsåre, fordi jeg havde lyst til at give det hele op. Men så nåede jeg at tænke, hvor sure mine forældre ville blive, hvis jeg overlevede, og de hørte om det. Jeg gik i panik og skyndte mig at skrive til Samantha over Messenger, som også kender til den omsluttende ensomhed og dét at skære i sig selv, hvorfor hun kunne give mig råd til at stoppe blødningen.

Denne gang gik der heller ikke længere tid end to uger, før Rebecca kom hjem til stilheden igen. Her blev hun indtil for et halvt år siden, hvor Rebeccas mor sov ind på et hospice.

Der bliver igen stille. Samantha og Rebecca kigger lidt nervøst på hinanden. Der er ingen tvivl om, at en grænse blev overskredet. Rebeccas ord kom ud, og man kan spore lettelsen i hendes øjne.

Bryder tavsheden

Samantha bryder stilheden og begynder på eget initiativ at fortælle, hvorfor hun kom på en Blå Kors Lejr.

– Jeg kommer fra en familie, hvor der var mad på bordet og rent vasketøj, men med psykisk omsorgssvigt. Jeg blev også mobbet i skolen – de andre kastede spytkugler, papirtyggede kugler efter mig. De kaldte mig øgenavne og skubbede til mig. Mine forældre ville ikke tale med mig om det. De kunne ikke se noget problem og ville ikke lade mig flytte skole. Lige meget, hvad jeg sagde og gjorde.

Samantha har også døjet med selvskade og deprimerende tanker, der flere gange har kunnet koste hende livet. Men det er slut nu, for de to piger har hinanden – både når der skal grines over en sjov film, og når tankerne bliver for mørke til at gå med dem selv.

Drømmene lever

Rebecca og Samantha deltager stadig i Blå Kors’ arrangementer. Men for første gang i deres liv er det ikke for at flygte fra deres hjem.

– Vi var på Julelejr i december, og vi snakkede om, at det var helt mærkeligt, at vi ikke frygtede tidspunktet, hvor lejren sluttede, og turen gik hjem igen. Vi kunne nemlig tage sammen hjem med et smil på læberne. Det var en speciel følelse, fortæller Rebecca.

I dag har Rebecca og Samantha nemlig startet et nyt liv sammen. De har den overbevisning, at en sjæleven ikke altid handler om kærlighed. Man kan også finde en sjæleven i et venskab, for det har Rebecca og Samantha. De giver hinanden en omsorg, som de aldrig har mærket før. En omsorg, der kan være overvældende:

Den evige kamp

Der er ingen tvivl om, at hver dag er en kamp, der skal kæmpes imod den barske opvækst, som begge piger har haft. Samantha lider af en depression, og Rebecca har svært ved at slippe ”smerten jeg selv kan styre” ved at skære i sig selv. Men når det hele bliver for meget, har pigerne hinanden, og det gør, at drømmene lever.

Rebecca og Samantha er ved at tage en hf-fjernstudie uddannelse i Odense og hjælpes ad ved at holde hinanden lidt i ørene, som de siger. Rebecca hjælper Samantha med dansk, og Samantha hjælper Rebecca med matematik. Deres fælles drøm er at give hinanden studenterhuen på.