Mobbet som barn: Jeg skjulte mine mørke tanker
Barndommen igennem har Cecilie Liv Olesen tilbragt mange timer om ugen i en bil sammen med sin mor Majbrit. Nemlig, når de kørte til og fra diverse idrætshaller, hvor Cecilie deltog på opvisningshold i springgymnastik. Den i dag 20-årige Cecilie har dyrket sporten på højt plan, fra hun var 6 år, til hun var 18. Men det var i hendes tidlige teenageår, at hun og Majbrit knyttede det tætte bånd, som de har til hinanden den dag i dag. Da var Cecilie nemlig begyndt at lukke op for de ubehagelige tanker, hun sloges med.
– Jeg var konstant hundeangst for at blive syg og dø, og jeg brød mig ikke om, når min mor og far tog nogen steder hen, husker hun.
Læs også: Jennifer var skolens mobbeoffer
En af de tilbagevendende følelser handlede om, at hun ikke kunne drikke af glas og fik det skidt, når andre gjorde det.
– Det kom sig af en tv-udsendelse, jeg havde set, hvor der var en, der havde fået et glasskår galt i halsen. Lægen har fortalt os, at det er ret almindeligt at blive ramt af den slags tanker, og jeg har aldrig fået en psykisk diagnose. Men det stod på i en del år, siger Cecilie.
Skæv start på livet
For Majbrit var det vigtigt at få datteren til at tale ud, når hun omsider havde åbnet for posen.
– Jeg gav ikke op, hvis hun for eksempel slog det hen og sagde, der ikke var noget i vejen. Jeg er god til at læse kropssprog og har også andre redskaber med mig fra mine 13 år som social- og sundhedsassistent i psykiatrien. Og jeg arbejdede hårdt på at overbevise hende om, at det bare var tanker, hun tumlede med, og at ingen var i fare, fortæller Majbrit, der i dag er førtidspensionist efter en hel stribe operationer i knæ, ryg og lænd. Årsagerne til hendes tilstand har alle rødder i hendes fortid som fodboldspiller på højt niveau.
Familien Olesen bor i Strandhuse uden for Kolding og består også af Cecilies tvillingebror Simon, deres lillebror Jonas på 17 og børnenes 54-årige far Carsten, der er projektleder i forsyningsselskabet Trefor. Og hvad Cecilie angår, fik hun allerede ved fødslen en skæv og traumatisk start på livet: Hun blev født som den sidste af tvillingerne, men sad fast og fik ingen ilt.
Læs også: Mobning drev min søn til selvmord.
– Hun var reelt død i syv minutter, inden lægerne mirakuløst fik liv i hende igen. Hun har gået til årlig kontrol, og man har ikke konstateret fysiske mén hos hende. Men det første år var hun utrøstelig, når først hun begyndte at græde, siger Majbrit.
Blev kaldt barnlig
I skolen midt i Kolding var der flere grimme oplevelser i vente: Fra første færd blev Cecilie systematisk mobbet af en gruppe klassekammerater.
– Jeg var lille, tynd og stille. Og ikke mindst hørte jeg efter, hvad læreren sagde, og prøvede at få noget ud af timerne. Det var ikke populært. Og det blev kun værre med årene. For allerede som 10-årige begyndte mange af drengene at ryge, og pigerne gik med sminke. Der var helt klart nogle forældre, der forsømte at holde opsyn med deres børn, siger Cecilie.
– Men det betød, at jeg blev kaldt brilleabe, splejs og barnlig. Og mobningen var ikke kun verbal. Det var også sådan noget som at fjerne stolen bag mig, så jeg røg hårdt på enden.
Cecilie fortalte dog aldrig sine forældre om oplevelserne, men lod udadtil som om, alt var godt. Men en weekend i familiens sommerhus smuldrede facaden.
Ord på oplevelserne
Det førte til familiens beslutning om at flytte ud af byen og i samme omgang vælge en anden skole, Lyshøjskolen, som netop er kendt vidt og bredt for sin politik mod mobning.
– Mobningen forsvandt, men Cecilie havde stadig en facade oppe, og bagved den gemte hun på meget mørke tanker. Det var her, vores samtaler på køreturene kom til gavn. Blandt andet opfordrede jeg hende til at skrive dagbog. Jeg gav hende til opgave hver dag at skrive tre gode ting ned, der var sket. Hun skulle også skrive ned, når hun var ked af det og havde triste oplevelser, fortæller Majbrit.
Læs også: Skoletiden var et helvede
Det, der mere end noget andet har hjulpet Cecilie, er dog hendes begejstring for julen og alt, hvad den rummer og står for.
– Jeg har altid været glad for julen. Selv i folkeskolen, hvor jeg blev behandlet skidt, var mine klassekammerater mere venlige og mindre egoistiske i julen. Læreren læste julehistorier for os, og vi havde kalenderlys og pakkekalender, hvor vi skiftedes til at trække en gave. På sin vis var det mere tilladt at være barnlig, når det var jul, og jeg blev simpelthen mobbet mindre, husker hun.
Opbakning og følgere
I januar 2016 startede hun i det små en Instagramprofil med titlen julesiden.dk, der i første omgang omhandlede hendes passion for tv-julekalendere. Året efter udbyggede hun den med andre julerelaterede emner.
– Jeg vil gerne dele ud af min interesse for julen og give nogle af de gode oplevelser, jeg selv har fået, videre til andre. Jeg prøver at inspirere andre med gode tips, og det er vigtigt for mig at vise, at det hele ikke behøver at være perfekt og poleret, når bare det er hyggeligt. På den måde går jeg i en anden retning end det, man ser mest af på Instagram, fortæller Cecilie, der i januar udvidede aktiviteterne med en blog på webadressen jule-siden.dk.
– På de sidste fire måneder er antallet af følgere steget fra 2.900 til 5.200. Jeg får mange likes og søde kommentarer og en kæmpestor opbakning, og det er virkelig noget, der får mit selvværd til at blomstre. På grund af bloggen får jeg nu også invitationer til julepremierer og julemarkeder. Og naturligvis er det et eller andet sted en drøm at kunne leve af min interesse. Men det er ikke pengene, men glæden, der er drivkraften for mig, siger Cecilie Liv Olesen.
