Mobning: 13-årig Odin blev mobbet ihjel
Mobning blev årssagen til Odins selvmord
Odin tager en dyb indånding. Han har ventet, til alle har forladt omklædningsrummet efter gymnastik, og nu håber han inderligt, at han kan nå hen til sin cykel, uden at der sker noget. Da han åbner døren ud til skolegården, ånder han lettet op. Men da han drejer rundt om hjørnet, står de der. De drenge, der i flere år har kaldt ham øgenavne, ødelagt hans madkasser og skubbet ham af cyklen.
Han siger ikke noget. Uanset hvad han siger, ved han, at det bliver værre, og da han mærker den brændende fornemmelse på siden af hovedet fra knytnæven, håber han bare på, at det snart er overstået.
Fra væggene i det halvrenoverede hus smiler en rødhåret dreng fra væggen. På et billede krammer han sin højtelskede lillesøster. På et andet sidder han koncentreret og piller ved en mekanisk bil. Samme bil, som 39-årige Katrine stille skubber frem og tilbage med fingrene ved spisebordet i køkkenet snart et år efter, at hun så sin søn smile for sidste gang.
– Han elskede den bil, og han sad altid og rodede med de små ledninger, fortæller Katrine Olsen Gillerdalen med et sørgmodigt smil.
Odin voksede op sammen med sin mor og far og lillesøster i Oslo. Den lille rødhårede dreng havde altid et smil på læben, og interessen for biler, mekanik og ledninger fik ham til, allerede som 5-årig, at drømme om at blive lastbilchauffør – ligesom sin far. Flere gange satte han sig i faderens lastbil for at se, hvor meget benene manglede at vokse, inden han kunne nå pedalerne.
Da Odin begyndte i skole, var det med en stor forventning, og de første år kom han altid glad hjem og fortalte om, hvad han havde lavet i skolen. Ifølge Odins kontaktlærer var han engageret i skolen og ivrig efter at komme til orde i timerne. Men i 1. klasse begyndte bogstaverne at drille. Han havde svært ved at læse, og lektierne fik ofte et opgivende suk med på vejen.
Først i 6. klasse fik Odin tildelt specialundervisning, og flere gange om ugen blev han taget ud af klassen og ind i en gruppe med børn med adfærdsvanskeligheder. Det var meningen, at Odin skulle have hjælp til læsningen, men ofte havde læreren nok at gøre med at få styr på de andre børn.
Mobning tog til
Den grove mobning begyndte som spydige bemærkninger, når han prøvede at stave sig igennem de svære ord. Men trods tristheden og frustrationerne valgte Odin alligevel ikke at reagere.
– Odin var ikke en type, der gav igen, og han var bange for, at det hele ville blive værre, hvis han sagde noget til sin lærer, så han bed det bare i sig den første tid, fortæller hans mor, Katrine, der kunne se, hvordan hendes søn forandrede sig.
Fra at være den livlige og glade dreng, kom der snart en tristhed i øjnene, når Odin vendte hjem fra skole.
Og de spydige bemærkninger udviklede sig. Næsten hver dag blev hans madkasse taget fra ham. Den blev kastet rundt. Smidt på gulvet og ofte trampet på, så Katrine jævnligt måtte ud og købe en ny.
Frustreret skrev Katrine en e-mail til skolen, hvor hun udtrykte sin bekymring, men skolen svarede, at Katrine måtte finde en løsning, og imens blev den massive mobning bare værre og værre.
En dag i frikvarteret tog en af drengene en tændstik frem og truede Odin med at sætte ild til ham, men selv om Katrine igen henvendte sig til skolen, fik hun ikke svar.
– Ofte ville han ikke i skole, og jeg oplevede flere gange, at han kastede op, før han skulle ud ad døren. Nogle gange holdt jeg ham hjemme, så han lige kunne få en pause, men han skulle jo i skole, og det var jo frygteligt at skulle sende ham derhen, når jeg vidste, hvordan han havde det, fortæller Katrine, der frustreret over den manglende handling fra skolens side selv begyndte at være til stede på skolens område. Hun var der den første time om morgenen og kom tilbage, før han fik fri.
Men den dag, hvor Odin kom hjem efter gymnastiktimen, fik Katrine et chok. Foran hende stod Odin med et opsvulmet øje og et trist ansigt.
– Jeg var fyldt med så megen vrede. Hvorfor gjorde skolen ikke noget? Så den dag besluttede jeg mig for, at det var sidste gang, Odin havde sat sine ben der.
Læs også: Mobning var værre end ensomhed
Skiftede skole
Familien besluttede at flytte, og valget faldt på den lille by Aurskog, der ligger cirka 50 kilometer fra Oslo. En by med stort fælleskab og en skole, der havde et godt ry.
– Det var en stor lettelse for Odin at kunne starte på en frisk. Det var det for os alle sammen, og da jeg forlod ham deroppe første skoledag, havde jeg en rigtig god følelse i kroppen, fortæller Katrine, der hver dag kunne se en glad Odin komme hjem fra skole, hvor han smed sin taske i entreen og hurtigt var væk igen med sit skateboard under armen.
Han fik hurtigt nye venner, og når han ikke var ude, legede han ofte med sin lillesøster, Tuva, der elskede sin storebror over alt på jorden.
– De var uadskillelige, når de var sammen. Han fjollede altid rundt med hende. Bar på hende, og hvis hun vågnede om natten og var ked af det, sad han allerede og trøstede hende, før jeg selv var kommet ud af sengen.
Men bag smilet var der stadig en dreng, der var følsom efter de mange år med mobning.
– Der var en gruppe drenge, der begyndte at følge efter ham, når han var på vej hjem fra skole. De spærrede vejen for ham og holdt hans cykel, så han ikke kunne komme videre. Det kan måske lyde harmløst, men Odin var stadig skrøbelig, så der skulle ikke meget til at gøre ham ked af det, forklarer Katrine, der igen måtte i gang med at kontakte skolen.
24. oktober 2013: Jeg har her til aften haft en længere samtale med Odin, da det har virket som om, at der er noget, der har plaget ham. Det viser sig, at [navne på nogle drenge] plager ham meget om dagen. Dette sker på skolen, specielt på vej ind og ud af kantinen og på skolevejen. Det strækker sig fra ord og sætninger, som ikke egner sig til tryk, til spytning, næsten-påkørsler med cykel og trusler. (...) Nu må vi gøre noget. Odin føler sig ikke tryg langs skolevejen. Jeg mødes gerne med forældrene til børnene, men jeg tror, at det vil være bedst, hvis det foregår via skolen.
Katrine fik svar fra skolen. De ville sørge for, ”at mobningen aftager straks”, står der i skolens eget referat af samtalen.
– Jeg havde flere gange lovet Odin, at jeg ville gøre alt for, at han ikke skulle føle sig utryg. Derfor var det også enormt frustrerende, da jeg efter et stykke tid fandt ud af, at det ikke blev taget seriøst. Retorikken var lidt: Drenge er jo drenge, forklarer hun.
Læs også: Mobning drev Tania i døden
Skrev til skolen
Mens Odin følte sig sikker i timerne, kom utrygheden snigende, når han skulle ned i kantinen. Hver gang en gruppe drenge gik forbi ham, kom de med hånlige bemærkninger til Odin, og en dag, hvor han sad og snakkede med en ven om biler, blev han afbrudt.
– En af mobberne begyndte at sige, at Odin slet ikke havde forstand på det, han snakkede om. Odin havde svaret, at han skulle gå, da han ikke var en del af samtalen, men det betød bare, at Odin derefter blev sendt op på kontoret, hvor han skulle forklare sig selv. Derefter fik jeg en opringning, hvor de sagde, at Odin sad og græd, fortæller Katrine, mens hun holder en kort pause i talestrømmen.
– Han havde jo ikke gjort noget galt. Alligevel skulle han sidde og forsvare sig selv. Jeg kan huske, at han flere gange sagde: ”Det hjælper jo ikke at sige fra, for de ændrer sig jo ikke”. Det var altid ham, der prøvede at tilpasse sig de andre. Men uanset hvilken taktik, han brugte, var det aldrig godt nok. For de blev jo ved med at udsætte ham for mobning, fortæller hans mor.
Den 13. marts 2014 sendte Katrine den sidste mail til skolen. Sammen med Odin var de blevet enige om, at der skulle stå, at de gerne ville have nogle konkrete løsningsforslag på den grove mobning. Det eneste svar, de fik, var, at sagen lå hos skoleledelsen.
– Har du fået svar på mailen, mor? Spurgte Odin om fredagen. Det samme gjorde han lørdag, søndag, mandag og tirsdag. Hver gang måtte Katrine skuffe Odin.
– Jeg tror, at det var hans sidste håb for, at der skulle ske noget, og jeg ønskede sådan, at jeg kunne give ham et positivt svar. Det kom bare aldrig.
Den 19. marts sneede det for første gang i flere uger. Det skateboard, Odin havde sparet sammen til i lang tid, stod for første gang i entréen. Katrine sad ved spisebordet i køkkenet og hjalp datteren Tuva med at lave lektier, da hun kunne se Odin på vej op ad indkørslen. Hun rejste sig for at sige hej, og da hun spurgte, om han havde haft en god dag, svarede han ja. Han ville tage et bad, og Katrine satte sig tilbage til lillesøster. Men efter en time begyndte hun at undre sig. De sædvanlige knirkelyde fra overetagen var der ikke.
– Odin, råbte hun. Men hun fik ikke noget svar. For hvert skridt hun tog op til husets badeværelse, blev knuden i maven større og større, og da hun kiggede på badeværelsesdøren, kunne hun se, at den var helt lukket til.
– Normalt står døren på klem. Det gjorde den ikke, og da jeg lagde mig ned på gulvet for at kigge ind under døren, kunne jeg se ham under døren.
Desperat løb Katrine ned efter en skruemaskine for at få låsen af. Mens skruerne en efter en faldt ud, kunne hun til sidst åbne døren. På badeværelset blev hun mødt af et syn, hun aldrig vil glemme. Odin havde taget sit eget liv.
– Jeg skreg og ruskede i ham. Men der skete ingenting. Jeg prøvede at give ham hjertemassage, men uanset hvor meget jeg pustede og bankede, bevægede han sig ikke. Det var så uvirkeligt, for jeg havde jo lige set ham i entréen.
10 minutter efter ankom ambulancefolkene. Katrine havde sendt Tuva og Odins halvlillebror, Joachim, ind i et værelse og lukket døren. Selv stod hun på trappen, hvor hun kunne høre hjertestarterens summende lyd. Men pludselig stoppede den, og kun stilheden var tilbage.
– Jeg vidste nok allerede, at han var død, da jeg var på vej op ad trappen til badeværelset første gang. På en eller anden måde kunne jeg mærke det, fortæller Katrine, mens øjnene bliver våde.
Trøst for Katrine
I huset i Aurskog mangler der stadig at blive malet, og køkkenlågerne er, her et år efter, ikke kommet på plads. Minderne om den dreng, der som kun 13-årig valgte den tragiske udvej, fylder stadig rummene. Smilene fra billederne og skateboardet, der har sin faste plads i et hjørne af stuen.
– Jeg tænker stadig, at lige om lidt åbner han døren og smiler til mig. Jeg kan tage mig selv i at kigge ud ad vinduet efter ham, når skolen er slut. Jeg kigger efter en kasket, og hører jeg lyden af et skateboard, kan det gibbe i mig. Det hører jeg nogle gange, men det er bare aldrig Odin, fortæller Katrine, der den efterfølgende tid efter Odins død levede i en choktilstand.
Hun kunne kun sove maks. to timer om natten det første halve år, og til sidst måtte hun droppe at komme tilbage på arbejde og i stedet koncentrere sig om at komme igennem dagene.
Med hjælp fra en krisepsykolog og stor opbakning fra familien har hun i dag fundet styrken til at stifte Odinstiftelsen, der arbejder for at komme mobning til livs. Kan hun være med til at forhindre, at det sker for en anden, vil det være et plaster på det stadig åbne sår.
– Der var en pige fra skolen, der skrev et brev til mig. Hun var lidt en leder i pigegruppen på Odins skole, og hun havde flere gange tænkt på at forsvare Odin. Hun ville ønske, at hun kunne gøre det om. Til gengæld lovede hun mig, at hvis hun nogensinde så nogen blive udsat for mobning, ville hun tage affære. Det, der skete med Odin, viste hende, hvor stort et ansvar, man har for hinanden, fortæller Katrine, der vil gøre alt for, at hendes søn aldrig bliver glemt eller har levet forgæves.
Og en dag fortalte en kvinde i lokalområdet hende en historie, som hun varmer sig ved, når livet synes allermest trist.
– Hendes 5-årige søn ville gerne lære at stå på løbehjul. En dag havde hun sammen med sin søn kigget på de store drenge, der lavede tricks på deres skateboard. De havde grinet lidt af den lille dreng og derefter ignoreret ham. Men så havde der været en knægt, der havde taget drengen i hånden og brugt lang tid på at lære ham nogle tricks og opmuntret ham, hvilket han havde været enormt glad for.
Da historien om selvmordet var kommet ud, kontaktede moren mig og fortalte om episoden og den hjælpsomme dreng, fortæller Katrine med en blanding af sorg og stolthed i øjnene.
– Det var Odin.
Læs også: Familievejlederens råd - Sæt fokus på dem, der udøver mobning
