Mobning var ved at slå mig ihjel

Sårende ord, spark og skub var hverdag for Therese som barn. Mobningen tog hårdt på hende, og da hun endelig fortalte nogen om den, blev det langt fra modtaget, som hun havde håbet.

Hun ser stærk ud, 31-årige Therese, men indvendig har hun sår, som nok aldrig heler.

Mobningen, der begyndte allerede i første klasse, ødelagde hendes selvværd, og den glade og udadvendte pige, hun hidtil havde været, forsvandt.

Therese Møller voksede op i Gøteborg med en enlig mor, som også havde sit at slås med.

– Min mor havde det psykisk dårligt, og det påvirkede selvfølgelig også mig, fortæller hun.

I skolen var der en hård mentalitet, og en af drengene i klassen satte hurtigt kløerne i hende.

– Jeg fik at vide, at jeg var grim og ulækker, og ordene satte sig i mig. Jeg havde aldrig tænkt på, hvordan jeg blev opfattet af andre, men nu begyndte jeg at bekymre mig om det hele tiden.

Tog kvælertag

Udseendet blev pludselig vigtigt. Men uanset hvad Therese gjorde, fortsatte mobningen, og endnu en dreng hægtede sig på. Snart var der flere, som gik til angreb. 

– I tredje klasse blev mobningen også fysisk med skub og slag i hovedet. Og i fjerde klasse kom der en ny dreng, som blev den værste af alle.

De sårende ord, skubbene og slagene fortsatte, og til sidst gik det for vidt.

 – Jeg havde lang vej til skole, og nogle gange fulgte min mor mig, men en dag gik jeg sammen med en veninde. Vi fornemmede, at nogen fulgte efter os, og det viste sig at være den nye dreng. 

– Han råbte efter os og forsøgte at indhente os. To af hans venner dukkede op og hjalp til.

Drengen tog kvælertag på Therese og holdt fast.

– Jeg gik i panik og prøvede at skrige. Så hviskede han i mit øre, at han ville voldtage mig. Bagefter slap han taget og grinede.

LÆS  OGSÅ: Tegn på mobning

Therese var skrækslagen. Da hun skulle fortælle det til sin mor, kunne hun næsten ikke få ordene ud. Hendes mor reagerede prompte. Hun tog Therese med til rektoren og fortalte om episoden.

– Men vi fik bare at vide, at jeg burde kunne klare det, og at det ikke var så alvorligt. At det bare var noget, børn sagde. Det var ekstremt ydmygende.

Thereses mor indså, at situationen var uholdbar, og besluttede sig for at flytte tættere på sine forældre i Stenungsund. Det betød en ny skole til datteren.

– Det var sådan en lettelse. Jeg havde i lang tid haft ondt i maven hver dag. Jeg ønskede ikke at leve mere, siger Therese, som nu endelig så et lys for enden af tunnelen. 

Et reserveret barn

Skolen i Stenungsund fungerede meget bedre. Men konsekvenserne af mobningen var der stadig.

– Jeg var reserveret og brød mig ikke om at være i fokus, fortæller Therese, der dog fandt venner alligevel.

Desværre havde hendes mor stadig et svært sind. Heldigvis havde Therese sin mormor og morfar.

– Det betød alt, at jeg kunne få lov til at være barn hjemme hos dem. Jeg legede og fik plads til at være mig selv. Og jeg slap for at tage ansvar for min mors tilstand. Jeg var vokset alt for hurtigt op.

Thereses morfar blev en slags faderskikkelse, som gav hende tryghed og hjalp hende med lektierne. Hun elskede også at gå ture med ham.

– Eller jeg gik, for morfar sad i kørestol. Nogle gange stod jeg bag på den og kørte med.

Men det, som betød mest, var, at han altid interesserede sig for, hvordan hun havde det.

– Han var et varmt og fantastisk menneske.

Som kørestolsbruger var han dog stillesiddende på en usund måde. Han tog flere former for medicin og var ofte på hospitalet. Han kom altid tilbage igen, så det var ikke noget, Therese eller andre var urolige for.

Morfar gik bort

– Men en dag, da jeg gik i sjette klasse, fik han hjertestop på hospitalet og kom på intensiv.

Lægerne kontaktede Thereses mor og fortalte, at enden var nær. Men hun havde ikke kørekort, så hverken hun eller Therese nåede at sige farvel.

– Da vi ankom, kunne vi høre en lyd gennem gangen. Min mormor sad i et værelse og græd. Min morfar var gået bort.

Thereses mor faldt til jorden, og Therese var lammet af chok.

– Fra den dag gik alt ned ad bakke for mig. Jeg havde mistet det bedste, jeg havde. 

Hendes morfar blev gjort i stand, så de kunne tage afsked med ham. Det var en surrealistisk oplevelse for den 12-årige Therese.

– Han lå der med en rose i hånden, og jeg ventede bare på, at han skulle grine og sige, at alt nok skulle gå – ligesom han plejede. Men det gjorde han jo ikke.

Det var en omtumlet tid. Thereses mor fik meget på sine skuldre, da hun nu også skulle tage sig af sin egen mor. Imens isolerede Therese sig og holdt sine følelser for sig selv.

Ville forsvinde

Hun begyndte at tænke på, hvordan hun selv kunne forsvinde. Selvmordstankerne var der hele tiden, og hun overvejede endda, hvordan det skulle foregå rent praktisk.

– Jeg besluttede mig for at holde op med at spise. Det gav mig en følelse af kontrol, og det stemte fint overens med mine tanker om mit udseende og mit ønske om at forsvinde. Til sidst ville jeg jo dø, hvis jeg ikke spiste noget.

Therese tabte sig mere og mere, men der var aldrig nogen, der reagerede på hendes tydelige vægttab.

– Jeg tror, det er et stort skridt for mange at involvere sig. Det er lettere at undvige problemet, når man ikke er sikker på, hvad man skal gøre, eller hvad man vil få at vide.

Der gik et helt år på den måde. Therese fik angstanfald, og ordene fra skolegården dukkede igen op i hendes hoved.

– Jeg ville bare ud af min krop og ønskede ikke at eksistere mere. Jeg begyndte også at skade mig selv på andre måder, og det blev til sidst helt naturligt for mig.

I sommerferien efter syvende klasse indså hun, at hun ikke kunne holde facaden længere. Hun havde ikke villet belemre sin mor med problemerne, men nu tog hun mod til sig og fortalte alt.

Var tæt på at dø

– Jeg sagde til hende, at jeg ikke spiste så meget, og at jeg ikke magtede at leve sådan mere. Min mor vidste ikke noget om anoreksi, men hun tog mig med til en klinik for spiseforstyrrelser.

På klinikken konstaterede man med det samme, at Thereses tilstand var alvorlig, og hun blev sendt videre til hospitalet i Gøteborg.

– En læge spurgte mig, om jeg ville leve eller dø. ”Jeg vil vel leve,” svarede jeg.

Undersøgelser viste, at hvis ikke Therese fik akut hjælp, ville hun miste livet.

– Jeg blev tvangsindlagt, for jeg ønskede virkelig ikke at være der. Jeg tiggede og bad om lov til at slippe, men lægerne stod fast og sagde, at det var for mit eget bedste. Jeg var underernæret, og mit hjerte slog langsomt.

LÆS OGSÅ: Sådan gør du, hvis dit barn bliver udsat for mobning

Therese havde dog ikke tænkt sig at give sig så let. Hun blev aggressiv, slog sin mor og sagde, at hun hadede hende. At blive indlagt var at miste den kontrol, hun havde bygget op.

– Jeg satte mig i et hjørne med ansigtet i hænderne. Pludselig mærkede jeg en hånd på mit knæ, og da jeg kiggede op, så jeg en pige. Hun spurgte mig, hvordan jeg havde det – det var en anden patient. Hun blev min bedste ven på afdelingen.

Det viste sig, at pigen havde mange af de samme erfaringer som Therese, og det gjorde hele forskellen. Der var en, som forstod hende og var der for hende.

Efter en tid blev Therese udskrevet, men der var stadig rester af mørke i hendes sind. Hendes mor kæmpede også stadig med sit.

– Hun fik hjælp til sidst, og det var virkelig i sidste øjeblik.

En vigtig tale

Vendepunktet for Therese kom midt i gymnasiet, da alle fik til opgave at holde et foredrag. Først tænkte Therese mest på, hvor hårdt det ville blive. Hun var bange for at få et angstanfald midt i det hele.

– Men en veninde hjalp mig. Hun foreslog, at jeg skulle fortælle om mig selv, og hun gav mig det skub, jeg behøvede. Og det er jeg taknemmelig for.

Therese stillede sig op i klassen og fortalte om sin spiseforstyrrelse, og om hvordan hun havde det.

– Mine klassekammerater begyndte at heppe på mig. Det var virkelig en milepæl.

Det tog dog mange år med terapi, før angsten helt forsvandt, og hun fik værktøjerne til at klare livets op- og nedture bedre.

– Jeg har lært ikke at isolere mig. Og jeg er holdt op med at hade mig selv. 

I dag tager Therese en dag ad gangen. Hun er uddannet sociolog og arbejder med at sprede kendskab og åbenhed om psykisk sygdom. For seks år siden mødte hun sit livs kærlighed, Anton, og sammen har de sønnen Malte på 17 måneder.

– Det har været en lang vej at nå hertil, og der har været mange blindgyder. Men nu ved jeg, at man kan få det bedre, og det vil jeg vise andre. Man skal bare turde bede om hjælp og aldrig give op. Der er altid håb.