Mor begik selvmord: Hendes smerte var en hemmelighed
Helena var den sidste, der så sin mor i live, og den første, der så hende død. Hun havde hængt sig på familiegården. Det gav ingen mening for Helena, at hendes stærke mor havde taget det hårde valg – indtil hun fandt et brev med morens livshistorie.
Tryg barndom
Heste og dyr, mange legekammerater og en vidunderlig landsbyfølelse. Sådan var 37-årige Helena Rejes liv, da hun voksede op med sine forældre og tre søskende på øen Färingsö ikke langt fra Stockholm. I centrum var hendes karismatiske mor, dressurrytter Louise Crafoord-Hofmann. Mor og datter delte interessen for heste. Mens Helena dygtiggjorde sig som rytter, var Louise en efterspurgt dressurtræner.
Læs også: Stephanies mand begik selvmord: Vores kærlighed er evig
Helena flyttede til Stockholm for at læse til civiløkonom. Trods studierne besøgte hun dagligt familiens gård. Det aftog, da hun begyndte at arbejde. Helena mødte sin mand, fik en datter, blev gift og fik endnu en datter. Da hun blev forælder, blev forholdet til moren mere voksen og intens. Moren havde også et tæt forhold til sine børnebørn og elskede sine heste og hunde.
Den sidste sommer
I sommeren 2012 havde Helena forældreorlov, og hele familien flyttede ud på gården og ind i et af de huse, som tidligere blev brugt til ansatte.
- Mor havde hjerteflimmer om vinteren, sandsynligvis stressrelateret. Hun mærkede lidt til det nu og da, men vi forstod nok ikke, hvor psykisk påvirket hun var af det, for hun viste det aldrig, fortæller Helena.
Men noget var forandret.
- Jeg kunne mærke det, men jeg vidste ikke, hvad det var. Hun havde humørsvingninger. Kun sjældent havde vi set hende så langt nede.
Læs også: Afdødekontakt: Majs forældre døde med 7 ugers mellemrum
Den 10. august havde Louise trænet dressur på en anden gård. Da hun kom hjem, mødte hun Helena på gårdspladsen. De fodrede hestene, og Helena bemærkede, at det var en god dag for hendes mor.
- Vi talte om alt muligt. Da hun gik ned til huset, råbte jeg efter hende; ”Sikke flotte sko du har!”. Hun vendte sig om og smilede.
Helena gik ind til sine børn. Helenas mand og hendes far var begge på arbejde, og børnene legede i det smukke sommervejr. Lidt senere ringede hun til sin mor, hendes stemme lød helt anderledes.
- Hun lød træt og sagde, at hun ville sove lidt.
Helena gik ud i solskinnet med børnene. Hun ville ikke forstyrre sin mor.
Hvor er mor
Senere kom hendes far. Han sagde, at Louise nok ikke var hjemme, for hun svarede ikke, da han råbte hej.
- Han var slet ikke bekymret, men jeg følte med det samme, at der var noget galt, for mor var jo hjemme, siger Helena.
Hun og faren gennemsøgte det 300 kvadratmeter store hus. De blev mere og mere urolige, mens de gik fra rum til rum og kaldte.
- Jeg troede, at det var hjertet igen.
Virkeligheden var meget værre. Døren til loftet stod på klem. Da de åbnende døren, så de Louise hænge død i et reb fra loftet.
Læs også: Bettina blv banket ihjel: Jeg tilgiver ham aldrig
- Det var som om, tiden ændrede sig, og alt var for sent. Min far prøvede at få hende ned og brød helt sammen. Jeg kastede mig på gulvet og dunkede hovedet aggressivt i jorden, ligesom for at føle noget, husker Helena.
Intet gav mening. Hendes mor var jo den stærke kvinde, der altid fik det, som hun ville have, og aldrig gav op.
- Det var et chok. Jeg må have skreget, min mand hørte det, og dem i stalden ringede 112.
Manden fra alarmcentralen forsøgte optimistisk at få hende til at give moren førstehjælp.
Faren ringede til hendes tre søskende, som kom ud på gården. Ambulance og politi kom også.
Helena gik hvileløst rundt.
- Jeg var den sidste, der så hende i live, og den første, der så hende død. Hvorfor hun valgte at tage sit liv, forstod jeg ikke, og jeg begyndte at lede efter svar.
Depressionen
Efter begravelsen følte Helena, at Louise var overalt og ingen steder på samme tid. Hun oplevede, at folk gik over på den anden side af gaden, når de fik øje på hende, og undgik kontakt, efter den første tid med kondolencer. Som om sorgen var forsvundet.
Da Helena begyndte at rydde op på gården for at gøre den klar til salg, fandt hun Louises minder; billeder, postkort og en nedskrevet livshistorie.
- Først nægtede jeg at læse brevet. Men da jeg fik behandlet min sorg, blev brevet den sidste brik i puslespillet. Jeg havde brug for at vide mere.
Louise var kun 24 år, da hun skrev det.
Læs også: Kate har tabt sig 100 kg
- Hun var i en enorm livskrise. Hun ville ikke leve mere. Hun var simpelthen udbrændt og midt i en fødselsdepression.
I brevet beskrev Louise sine forældres kamp, deres skilsmisse, sin grædende mor og de hårde krav til at se godt ud og være dygtig.
- Hun havde bulimi, arbejdede meget og udviklede en skæv måde at se kærlighed på. Det, der reddede hende, var da hun mødte min far. En ny verden åbnede op for hende. Far var stabil, og mor fik også en tryg svigerfar.
Men Louises mors indflydelse var ødelæggende. Som ung blev Louise tvunget til at få en brystreduktion, fordi hendes mor synes, det var grimt med store bryster.
- Min farfar forsøgte at genopbygge hendes selvtillid og sagde: ”Gud har skabte dig, for at han vil have dig, som du er.”
Helena indså, at bag hendes mor hårde facade var der en helt anden person.
- Jeg ville ønske, vi havde talt mere om det mørke, siger Helena.
Ro i sindet
I dag forstår hun, at Louise hjerteflimmer havde sat gang i noget, som bragte fortidens mørke frem igen.
Selv har Helena fundet mere ro, efter hun har læst brevet. Morens gård er solgt, og Helena har købt sin egen gård med sin mand Patrik, hvor hun har trukket sig tilbage for at skrive. Det er blevet til en roman om moren, hvor hele morens brev indgår ucensureret.
- Mor skal have det sidste ord. Det er en fantastisk historie, og det føles som min pligt at fortælle den. Tavsheden omkring selvmord ødelægger så meget.
- Jeg lever stadig med sorgen, men jeg er et helt andet sted nu. Jeg er glad for, at jeg i dag har evnen til at se lykke i mindre ting.
