Mor blev gammel og hjælpeløs - del 2:2

Da min mor faldt anden gang, indså jeg, at hun ikke kunne klare sig selv mere. Heldigvis takkede hun ja til at komme på plejehjem. Og den beslutning var det helt rigtige – specielt efter hun er blevet dement. Nu er der altid nogen, der holder øje med hende, og personalet giver hende omsorg og trygge rammer, når jeg ikke selv er der.

Jeg måtte indrømme over for Poul, at jeg aldrig havde spurgt min mor, om hun ville på plejehjem.Men jeg kunne i hvert fald forsikre ham, at jeg ikke havde lyst til at foreslå min mor, at hun skulle forlade sit hjem gennem mere end 50 år. Det blev heller ikke aktuelt i første omgang, for i en periode fandt mor tilbage i sin vante rolle. Hun ringede dagligt, og hun var ofte ked af at være alene, men hun klarede sig med den hjælp, vi kunne give hende.

Anden gang hun faldt, var det en nabo, der fandt hende ude i haven. Denne gang havde hun brækket armen og fået sig en forskrækkelse, der var meget værre end den første. Det fik jeg også, og Pouls forslag om plejehjem, blev ved med at vende tilbage i mine tanker, så en dag besluttede jeg mig for at snakke med hende om det. Det var ikke nemt at få taget hul på emnet, men til min overraskelse, var mor positiv over for tanken om plejehjemmet.

Halvanden måned senere flyttede vi mor ind på plejehjemmet, tømte mit barndomshjem for indbo og satte huset til salg. Det hele gik så hurtigt. Selve flytningen forløb uden problemer, og jeg fortsatte med at besøge mor på plejehjemmet, lige så tit som jeg havde besøgt hende hjemme. Ofte var både Poul og børnene med, og selv om hun var glad for at se os, var det tydeligt for os alle, at det gik ned ad bakke med mor.

Personalet var ikke i tvivl om, at mor var ved at blive senil. Jeg forsøgte at være fortrøstningsfuld, men den første gang jeg fik at vide, at mor havde forladt plejehjemmet i sin natkjole, følte jeg afmagten stærkere end nogensinde. Heldigvis var der ikke sket noget med hende, og to af plejehjemmets ansatte havde fundet hende siddende i et busskur, efter de havde ledt i næsten en time.

I den følgende tid gik mor sin vej flere gange. Hun blev hver gang fundet efter kort tid, men når jeg besøgte hende, eller når telefonen ringede hjemme hos os, frygtede jeg altid det værste. Jeg havde flere møder med lederen af plejehjemmet, fordi jeg gerne ville have arrangeret det sådan, at mor ikke kunne forlade hjemmet. Det viste sig at være umuligt.

Lederen forklarede mig, at selv om gamle, senile mennesker ikke selv ved, hvor de går hen eller hvorfor, må man ikke spærre dem inde. Ikke medmindre vedkommende er umyndiggjort, og det var et stort skridt at tage. Men efter flere af hendes udflugter på egen hånd ,og efter adskillige søvnløse nætter, og timelange samtaler med Poul, blev vi enige om, at beslutningen om at søge om umyndiggørelse, var vores eneste mulighed for at give både mor og os selv en tryggere tilværelse.

Mor var meget mut, den dag hun blev flyttet over på plejehjemmets lukkede demensafsnit. Jeg ved ikke, hvor meget hun forstod, men jeg husker tydeligt, hvor ondt det gjorde på mig. Det er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har truffet. De første dage var mor meget urolig. Hun isolerede sig selv, var meget ked af det og forsøgte at stikke af flere gange. Det var smertefuldt at være vidne til.

Men efter 14 dage på demensafsnittet begyndte mor at falde til ro. Her fik hun god pleje, der var altid hjælp at hente, når hun havde brug for det, og hun kom godt ud af det med de andre beboere. Hun har nu boet på demensafdelingen i et års tid, og hendes tilstand er svingende. Nogle dage kan vi tale sammen, andre gange sidder jeg bare og holder hende i hånden.

Jeg aner ikke, hvad hun tænker og føler, for det giver hun ikke så meget udtryk for mere. Men når jeg besøger hende, virker hun tryg og glad.

Det var svært først at flytte mor på plejehjem og siden på det lukkede demensafsnit, men i dag ved jeg, at mor er i gode hænder. Der er altid nogen, der holder øje med hende, så hun ikke går nogen steder på egen hånd mere, og personalet tager sig kærligt af hende, når jeg ikke er der.