Mor efter 13 mislykkede forsøg: Endelig kom Eline
Marita nægtede at opgive drømmen om at blive mor igen. Men det gik hårdt ud over psyken hos både hende og manden, Stian, at de 13 gange i træk mistede ønskebarnet.
– Men den 14. gang lykkedes det over al forventning, siger 30-årige Marita Furøy-Nikolaisen fra Stavanger i Norge og viser lille Eline frem.
Hun er parrets længe ventede mirakelbarn.
Ung mor
Som 21-årig blev Marita mor til nu 9-årige Noah.
– Graviditeten var ukompliceret, så jeg var overbevist om, at det kom til at gå lige så nemt, da jeg fortalte Stian, at vi ventede et barn til, fortæller hun, vel vidende at hun åbner et stort og smertefuldt sår, når hun fortæller om graviditeterne, som aldrig nåede længere end til uge 10, før fosteret døde.
Læs også: 2.000 mænd blev afhørt: To kvinder blev myrdet i Randers
Stian Nikolaisen, 26 år, glædede sig lige så meget til at blive far, som Marita glædede sig til at blive mor igen. Men der skulle gå mange år, inden babylykken indfandt sig. De var desperate efter at finde ud af, hvorfor graviditeterne endte fatalt igen og igen. Undersøgelser viste, at der ikke var noget galt med nogen af dem.
Forsøgte alt
– Jeg prøvede blodfortyndende medicin og fik fjernet en muskelknude fra livmoderen. Vi talte om reagensglasbehandling, men endte med at droppe det, for jeg havde jo ikke problemer med at blive gravid, siger Marita.
Hun arbejder i en børnehave og indrømmer, at hun følte det som et nederlag, at hun ikke kunne være mor til et barn på samme alder som dem, hun passer. Det var fem hårde år, både psykisk og fysisk, med 13 mislykkede graviditeter i træk. Det var en følelsesmæssig rutsjebane.
Læs også: Gurli Marie Kløvedal om sin eventyrlige barndom: Først nu ser jeg, hvor utrolig den var
– Vi græd mange tårer i de år, og når vi ikke havde flere tårer tilbage, så vi vores forældre græde. Vi levede i en ond drøm, som gjorde, at nogle opfattede os som følelseskolde.
Opklaring
Marita delte sin fortvivlelse og frustration i forskellige online-grupper for kvinder, der har problemer med at gennemføre en graviditet. Hun modtog en strøm af sympati og velmenende råd. Et medlem foreslog, at hun skulle sende en blodprøve til et laboratorium, hvor de testede for ureaplasma, som er en bakterie, der hører under gruppen mykoplasma. Det er en kønssygdom, som minder om klamydia, og mange får ingen symptomer.
– Prøven var positiv. Både Stian og jeg måtte igennem en antibiotikakur, før jeg kunne tage chancen og blive gravid igen.
Gravid igen
Endelig i januar 2019 blev Marita gravid igen. Hendes første tanke var, at de nok ville miste barnet igen. Hun var så sikker på det, at hun ikke orkede at glæde sig over livet, der voksede inde i hende.
– Vi fortalte heller ikke Noah, at han skulle være storebror, før jeg var langt henne. Vi ville ikke gøre ham ked af det igen. Han havde oplevet skuffelser nok, siger Marita.
Læs også: Jeg fortjente ikke at leve
Tiden frem til uge 10 gik uendelig langsomt.
– Efter uge 17 mærkede jeg efter liv hver eneste dag, og vi blev fulgt tæt med ugentlige ultralydsscanninger. Det føltes som en evighed mellem hver scanning, og jeg begyndte at frygte, at mit barn ville komme til verden før tid.
Frygten
To uger før termin blev fødslen sat i gang. Babyens hjerte slog, men der var ingen tegn på, at babyen bevægede sig.
– Jeg har aldrig grædt så meget i mit liv som i de timer, vi ventede på, at Eline skulle komme til verden. Vi ventede og ventede. Jeg var også bange for, at jeg aldrig ville få mor-følelsen igen, siger hun.
Men hendes bekymringer blev vendt til stor glæde og ren lykke. I dag kravler Eline smilende rundt, foreløbigt uvidende om sin historie. Hun er familiens midtpunkt og elsket af både små og store.
– Vi kom hjem fra hospitalet et døgn efter fødslen, fortæller Marita.
– Jeg ville ud og gå med barnevognen – og vise verden, at vi endelig havde fået vores ønskebarn!
