Mor fik assisteret dødshjælp: Vi er stolte af hende

I juli 2018 døde ALS-ramte Marianne Eldebrink. Det var hendes egen beslutning, at hun ikke længere ville leve, og på dødslejet havde hun sine døtre ved sin side.

Der er gået godt et år, siden tvillingesøstrene Elin og Frida Eldebrink, 31, fulgte deres mor, Marianne, ud på den sidste rejse i livet. Den gik fra Sverige til en klinik i Schweiz, hvor den ALS-ramte kvinde havde besluttet at afslutte sit liv.

Efter 17 års kamp med den uhelbredelige muskelsygdom ønskede Marianne Eldebrink ikke at leve længere. Hun havde oplevet, at hendes muskelfunktioner forsvandt én efter én, og med sine sidste kræfter ville den kun 52-årige kvinde afslutte livet på værdig vis.

– Mors største skræk var at skulle ende sit liv fuldstændig afhængig af andres hjælp. Vi børn frygtede, at vi en dag skulle se panikken i vores mors øjne, uden at vi var i stand til at hjælpe hende. Jeg synes, det er godt, at uhelbredeligt og dødssyge mennesker selv kan bestemme, hvornår deres liv skal afsluttes, siger Elin Eldebrink.

Læs også: Jane Aamund vil søge aktiv dødshjælp

Aktiv dødshjælp

Nogle år efter at Marianne Eldebrink fik konstateret den frygtelige sygdom, meldte hun sig ind i stiftelsen Dignitas. Det er en schweizisk organisation, som hjælper dødssyge mennesker med at afslutte livet med assisteret dødshjælp .

På det tidspunkt var Marianne stadig frisk og aktiv og i stand til at træffe en beslutning med den ultimativt største konsekvens. For hende var det trygt at vide, at muligheden for at dø var til stede, når hun ikke længere ville leve.

– Jeg forstår min mor, og jeg vil gøre det samme, hvis jeg kommer i hendes situation. Spørgsmålet om aktiv dødshjælp er kontroversielt, men det burde det ikke være. Vi mennesker har et væld af muligheder livet igennem, men når vi rammes af en dødelig og uhelbredelig sygdom som ALS, har vi i Sverige intet valg, siger Elin Eldebrink.

Stemmen svigtede

Marianne var omkring 45 år, da de første symptomer på sygdommen viste sig.

Først svigtede hendes stemme. Marianne var idrætslærer, og det var problematisk, når hun skulle råbe ud over en idrætsplads. Hun blev klar over, at noget var galt, da hun begyndte at tabe ting og snuble. Derefter fandt lægerne ud af, at hun led af den frygtede muskelsygdom ALS.

– Det var næsten, som om hun fik et dødsbudskab. Alle i familien var i chok. De fleste dør inden for få år. Min søster og jeg var unge teenagere, da mor fik diagnosen, og vi forstod ikke omfanget af sygdommen, eller hvor længe mor ville leve, siger Frida.

Læs også: Uhelbredeligt syge Frode havde et sidste ønske: Far ville fejre livet

Stærkt sammenhold

De enæggede tvillinger søger hinandens blikke, når de på skift fortæller den rørende historie om deres mor. De to har fulgtes tæt gennem hele livet, og morens sygdom har gjort deres sammenhold endnu stærkere.

De var igennem en hård periode i begyndelsen af morens sygdomsforløb, og de var ofte rædselsslagne og paniske ved tanken om, hvad fremtiden ville bringe for deres mor.

– Jeg kunne slet ikke udholde tanken om, at mor skulle dø. Sygdommen udviklede sig langsomt, og der gik flere år, inden mor f.eks. ikke længere kunne gå selv. Vi vidste, at det kun ville blive værre og værre, og efter nogle år fik hun en kørestol. Vi måtte trøste os med, at mors ALS var af en type, der udvikler sig langsomt, siger Frida.

I sine sidste to år voksede Marianne Eldebrinks beslutning om assisteret dødshjælp sig stærkere og stærkere.

Læs også: ALS som 22-årig: Nu skal mine drømme leves ud 

Klar til den sidste rejse

I begyndelsen af 2018 orkede hun ikke at kæmpe mere.

– Jeg er klar nu. Dette liv er ikke længere mit liv, sagde hun til sine børn.

Det var nu eller aldrig. Hvis hun ventede længere, ville hun sandsynligvis være for svag til at kunne rejse til Schweiz.

Selv om børnene forstod deres mors beslutning, var den alligevel svær at acceptere.

– Familie og venner støttede hende i beslutningen. Men mange satte alligevel spørgsmålstegn ved, om vores mor mente det seriøst. Hun havde tre børn og to små børnebørn. Ville hun ikke hellere være sammen med dem lidt endnu? Men mor havde besluttet sig. Hun ville herfra, mens hun stadig var i stand til selv at bestemme, siger Elin.

Læs også: De tog mine børn

En bestemt kvinde

De to søstre smiler indimellem, mens de fortæller om deres stærke og tapre mor. De tørrer tårer fra øjnene, og humøret vender tilbage i små glimt.

De fortæller, at det var så typisk for deres mor, at hun selv ville bestemme. Det var hendes liv og dermed hendes beslutninger.

– Hun var en vældig bestemt kvinde, som ville have styr på og kontrol over de beslutninger, hun traf. Hun var ikke bange for døden. Hendes frygt var derimod, at hun ikke længere kunne klare sig selv. Hun ville ikke ende som en ”plejepakke”, som hun kaldte det, fortæller Frida.

Læs også: Jane sov ind med et smil

Grønt lys

I foråret 2018 indledtes processen med organisationen Dignitas, som skulle give grønt lys for Mariannes beslutning om at afslutte livet i Schweiz.

Hun skulle blandt andet selv underskrive dokumentet med en anmodning om assisteret dødshjælp. På det tidspunkt var hendes hænder stadig funktionsdygtige, og underskriften var en afgørende betingelse for at kunne gennemføre projektet.

– Da mor fik grønt lys, gik det hurtigt. Vi fik en tid den 13. juli 2018, og mor, vores søster Sofia, Frida og jeg samt mors personlige assistent rejste til Schweiz tre dage før. Mor betalte for os alle, og staten havde intet med arrangementet at gøre, siger Elin.

Læs også: Datter og svigersøn myrdet: Vi kæmper for vores barnebarn 

Modig og tapper 

De boede alle på et dejligt hotel i Zürich 20 minutter fra Dignitas. Her fik Marianne Eldebrink besøg af en læge, der skulle sikre sig, at hun ikke havde fortrudt. Man er meget bevidst om at sikre, at en person, der har bedt om dødshjælp, kender konsekvenserne af sin beslutning. Alt blev forklaret skridt for skridt.

Marianne fik at vide, at hun skulle drikke en deciliter nervegift, som ville føre til hjertestop. Den svenske kvinde testede med vand, om hun var i stand til at drikke den mængde. Det var hun ikke. I stedet blev løsningen, at hun skulle have giften intravenøst, altså med en kanyle i blodåren. På trods af alvoren i situationen var stemningen god på hotellet under lægens besøg.

– Vi mindede mor om, at hun stadig kunne nå at ændre sin beslutning. Men det ville hun ikke. Hun var fast besluttet på at dø, og det føltes trygt. Vi syntes alle, at mors beslutning var utrolig modig og tapper, siger Elin.

Læs også: 14-årig: Giv mig nu hjælp til at dø

Chokolade og drinks

Solen skinnede om morgenen den 13. juli 2018, og dagen begyndte som så mange andre. De spiste alle morgenmad i hotellets restaurant, lyttede til stille, afslappende musik og talte sammen om alt muligt.

Marianne spiste en smule af sin croissant, og de sidste dage i Schweiz holdt hun af at spise små stykker chokolade, spise god mad og tage en drink. Hun ville nyde de sidste dage og timer af sit liv sammen med sine tre børn.

Efter frokost gjorde de sig parate til at tage af sted på den rejse, der skulle blive Mariannes sidste. Stemningen var både højtidelig og vemodig.

– Mor havde købt en ny kjole, som hun ville have på. Det var vigtigt for hende at tage sig godt ud, når hun skulle forlade livet. Vi tog til klinikken, som ligger i et eksklusivt villakvarter i byen, og fik anvist et værelse med en seng, en sofa og lænestole. Det var meget hjemligt og pænt, husker Frida.

Læs også: Vores store sorg: Datter og svigersøn myrdet 

De sidste samtaler

Marianne havde besluttet, at hun ville sidde i sin kørestol, når hun skulle have giften intravenøst.

Inden havde de talt om en del praktiske ting, blandt andet om, hvordan Marianne ville begraves, og hvad der skulle ske med hende efter døden. Hun ville kremeres, og det skulle Dignitas sørge for. Siden skulle urnen transporteres hjem til Sverige.

Da tiden på klinikken nærmede sig for, at Marianne skulle have giften, kom en læge ind på stuen. Han satte en kanyle i hendes arm og fortalte, hvad der skulle ske. Marianne skulle selv trykke på knappen, der sendte giften ud i hendes blodårer. Hvis man drikker giften, kommer døden efter nogle minutter, og man sover langsomt ind. Når man som Marianne får den intravenøst, går det hurtigere.

Læs også: Lægen, som har hjulpet mennesker med at dø: Jeg kan da ikke bare trække på skuldrene

Mors ønske

Elins stemme dirrer, når hun fortæller om de sidste øjeblikke med sin mor:

– Lægen var en fin, ældre mand. Han tog mors hænder i sine og sagde med et varmt udtryk i øjnene, at de snart skulle ses igen, eftersom han var en ældre mand. Der var en utrolig fin stemning i rummet. Alle var klar over, at dette var mors ønske, og at hun var på vej til at få sin sidste vilje opfyldt. Der var ingen stress, og vi fik den tid, som vi behøvede. Bagefter fik vi lov at være alene. Vi tændte lys og spillede mors favoritmusik…

Ingen ubesvarede spørgsmål

Frida fortæller, at alle fik muligheden for at sige nogle sidste, kærlige ord til deres døende mor. Men inden var alt det, som børnene ønskede at sige til deres mor, blevet sagt. Der var ikke flere ubesvarede spørgsmål.

Når det nu engang var Marianne Eldebrinks ønske, at det skulle være sådan, kunne det ikke være anderledes. Alle tilstedeværende i værelset var lykkelige for, at de fik muligheden for at være sammen med hende i de sidste øjeblikke af hendes liv, og da hun drog det sidste åndedrag.

– Vi kunne med vores egne øjne se, hvor fint det hele var, og at mor ikke led eller var bange. Det blev en værdig afsked. På få intense øjeblikke var alt forbi, siger Elin.

Læs også: Barnestjerne vil have aktiv dødshjælp: Mit liv skal ikke være uværdigt

Videre på rejsen

Døtrene er ikke religiøse, men de er sikre på, at der findes et liv efter døden. Det oplevede de på nærmeste hold med deres mor. Det ene øjeblik var hun i live, og det næste var hun død. Det var, som om hun tog videre på en ny rejse. Da Marianne udåndede, fløj hun videre, mens hendes krop lå tilbage som en skal. Det var fint at se på og et godt minde at have for børnene.

– Mor fik fred, og det var en lettelse. Vi var glade og lettede på hendes vegne. Det var sådan, hun ønskede det. Også selv om det var mærkeligt at tænke på, at hun var borte for evigt. Jeg kan aldrig ringe til hende igen, og det er her efter mere end et år stadig underligt, siger Frida.

Værdig afslutning

Bagefter blev dødsfaldet, som schweizisk lov foreskriver det, anmeldt til myndighederne, og politiet ankom til klinikken for at konstatere, at alt var gået rigtigt til.

– Det var svært at forlade klinikken, og det tog lang tid, inden vi var klar til det. Vi gik først, da vi følte os parate. Det var godt, at vi havde hinanden at støtte os til, siger Elin.

Tilbage i Sverige var der meget at ordne omkring begravelsen og meget andet. Alt det praktiske var med til at holde sorgen på afstand hos de tre søstre. De er alle tre sikre på, at deres mor har det bedre der, hvor hun nu befinder sig. Samtidig er de taknemmelige for, at deres mor selv traf beslutningen om, at hendes liv skulle slutte på en værdig måde.

Læs også: Dødsdømte Janes sidste ferie med familien