Mor og datter fik kræft samtidig: Pernille redder sin mor

Ingen i den fyldte kirke i den norske by Høre kunne huske, at kirken nogensinde havde været smukkere og mere farverigt pyntet, end da flere hundrede for nylig mødte frem for at tage en sidste afsked med 7-årige Pernille.

Den hvidmalede kiste med den lille pige var fint dekoreret med tegninger, klistermærker og balloner, og kisten lå som en ø midt i et hav af blomster og kranse. Også Pernilles prinsessetiara, som hun elskede at pynte sig med, skulle med ud på hendes sidste rejse.

Organisten i kirken spillede musik fra Pernilles favoritfilm, og ikke et øje var tørt, da et par af familiens venner sang ”Let it go” fra Disneys berømte animationsfilm Frost. Filmen er baseret på H.C. Andersens eventyr ”Snedronningen”, og sangen var en sidste, kærlig hyldest til den lille prinsesse i kisten.

Præsten havde inden højtideligheden sagt til de fremmødte forældre, at de ikke behøvede at tysse på børnene. De måtte godt tale og larme højlydt, som var de til en mere festlig begivenhed. Selv om anledningen og afskeden var trist, skulle begravelsen også bruges på at fejre den lille superhelt.

Pernille kæmpede heroisk for det liv, hun elskede så højt, men til sidst måtte hun give fortabt over for den sygdom, som ingen klarede at kurere.

Læs også: Henriette er uhelbredelig syg af kræft

Utrolig ond skæbne

Statistikken fortæller, at omkring fire ud af fem børn overlever en kræftdiagnose. 7-årige Pernille Gudbrandsen fra Ryfoss i Norge gjorde ikke.

Den tapre pige døde på Lillehammer Sygehus mandag den 5. februar, og dermed kunne det sidste kapitel i en uendelig trist og smertefuld sygehistorie skrives.

Beretningen om Pernille og hendes mors kræftsygdomme er så tragisk og ulykkelig, at den er svær at beskrive med ord. Men alle i kirken i Høre kendte sandheden om den kamp, som mor og datter side om side i hver sin hospitalsseng havde kæmpet sammen igennem lang tid.

De var begge ramt af kræft, men kun Anne Gudbrandsen overlevede.

Anne og ægtefællen Ove glemmer aldrig den dag, de fik beskeden om, at lægerne ikke kunne gøre mere for deres datter. Pernille havde en sjælden form for hjernekræft, som lægerne ikke var i stand til at behandle.

Da forældrene fik den barske sandhed, måtte de ulykkelige og magtesløse se på, indtil døden indhentede Pernille.

Mor og datter i samme båd

Anne havde sit livs hidtil sværeste øjeblik, da hun skulle fortælle Pernilles brødre, Noah, 12, og William, 18, at der ikke var mere at gøre for deres lillesøster. Døden var uundgåelig.

– Det var grusomt, og vi var alle i chok. Selv om vi på en måde alle vidste, hvilken vej det ville gå, var det noget helt andet at sætte ord på. Det var svært, fortæller Anne.

Brødrenes reaktion svingede mellem vrede og fortvivlelse. Men familiens mareridt var ikke slut med meddelelsen om Pernilles alvorlige sygdom.

To måneder efter, at de to brødre havde fået fortalt sandheden om deres lillesøster, måtte Anne fortælle dem endnu en trist nyhed, nemlig at hendes egen kræftsygdom var brudt ud igen. Det skete på Oves 40-års fødselsdag.

– Vores historie er så ufattelig ond og utrolig, at ingen tror mig, når jeg fortæller den. Vores verden styrtede sammen, allerede da Pernille fik konstateret kræft. Men det blev endnu sværere for os alle, da jeg fik den samme besked, siger Anne.

Den ulykkelige mor fik meddelelsen om sin sygdom på et tidspunkt, hvor hun skulle tage allermest vare på sin datter. Det var en hjerteskærende udfordring at trøste en syg datter, mens hun selv havde sygdommen i kroppen.

I dag er Anne og Ove taknemmelige for, at kræftafdelingen på hospitalet gjorde alt for at hjælpe familien. Anne fik en enestue med en ekstraseng til Pernille, så familien om dagen kunne være samlet.

Selv om den smertestillende medicin gjorde, at Pernille sov de fleste af døgnets 24 timer, gav det den lille pige en tryghed at vide, at mor var i nærheden i sengen ved siden.

Se også: Kathrines mareridt: Mand og søn fik kræft samtidig

Gravid og syg

Inden Pernille blev født, reddede hun sin mors liv. Undersøgelser i forbindelse med Annes graviditet førte til, at lægerne opdagede en stor kræftsvulst, som voksede i hendes livmoderhals. Den var sandsynligvis ikke blevet fundet, hvis hun ikke var blevet gravid med Pernille.

– Jeg glemmer aldrig de vanvittige tanker, som strømmede igennem mit hoved i ugerne, inden Pernille blev født. Inde i kroppen havde jeg noget, som voksede og længtes efter livet, nemlig min ufødte datter. Men samtidig havde jeg noget andet, en kræftknude, der voksede og truede med at tage mit liv, fortæller Anne Gudbrandsen.

Pernille blev født syv uger før termin, fordi moderen i graviditeten måtte igennem en hård omgang kræftbehandling med cellegift og stråling.

Anne blev helbredt for livmoderhalskræften og erklæret rask. Alligevel vendte sygdommen tilbage flere år senere.

Hun var en solstråle

Pernilles kræfthistorie begyndte i marts 2016. Hun fik om natten nogle mindre epilepsianfald, som lægerne i første omgang tilskrev søvnkramper. Diagnosen passede også med, at hun på det tidspunkt voksede meget. Men da hun en måned efter fik et epileptisk anfald i børnehaven, sad hun blot og rystede i vågen tilstand.

En MR-scanning afslørede små hævelser på Pernilles hjerne, og forældrene frygtede, at det kunne være kræft. Kort efter blev svulsten opdaget. Den voksede i midten af den lille piges hjerne og var på størrelse med en hasselnød.

– Vi havde et håb om, at svulsten var godartet. Men det håb forsvandt, da der blev lavet biopsi og nye MR-billeder. Der var ikke længere tvivl om, at kræften var en sjælden form, og at den var ondartet, siger Pernilles far Ove Gudbrandsen.

Pernille måtte igennem nogle måneder med både stråling og cellegift, men svulsten i hjernen lod sig ikke fjerne. Der var ikke længere noget alternativ til døden. Den 5. februar sov hun stille og roligt ind på Lillehammer Sygehus, mens Anne Gudbrandsen endnu engang var i behandling for sin kræft.

– Hun havde sine nærmeste omkring sig, da hun døde. Vi havde længe vidst, hvilken vej det ville gå, og vi forsøgte at få det bedste ud af den sidste tid sammen. Pernille var en stærk og tapper pige, og hun beklagede sig aldrig. Hun var en solstråle, og hun spredte altid glæde til os andre med sin kærlighed og sit humør. Men hun var heller ikke bange for at sige fra, når noget ikke passede hende, fortæller Anne Gudbrandsen, 39.

Der var ikke et ledigt sæde i kirken, da Pernille fire dage efter sin død blev begravet. Da havde hun i næsten to år kæmpet en forgæves kamp mod sin kræft.

Læs også: Uhelbredeligt syge tvillinger: Vi fik nye nyrer af far og farmor

Holder mindet i live

Anne Gudbrandsen er stadig i behandling på Radiumhospitalet i Oslo for sin kræft af typen ostesarkom. Ægteparret har valgt at være åbne omkring den modbydelige sygdom, der med dobbelt kraft har ramt familien. Samtidig ønsker de at takke alle for den store hjælp og opbakning, som de har mødt i den meget svære tid.

– Efter Pernilles død på sygehuset tog vi hende i dagene inden begravelsen hjem. Vi kunne ikke klare tanken om, at hun skulle ligge alene. Hun lå i sin kiste på køkkenbordet, og der kunne alle, som ønskede det, komme og sige farvel. Ove og jeg var vant til at se hende med lukkede øjne på grund af de smertestillende medikamenter, hun fik. Det var helt naturligt for os, og Pernille så i døden ud akkurat, som da hun levede, fortæller Anne.

Efter at have sendt datteren og hendes prinsessekrone ud på den sidste rejse vendte Anne tilbage til hospitalet i Oslo. Hun skulle fortsætte sine behandlinger mod kræften.

– Jeg får tilsyneladende aldrig fred. Men det kunne have været værre. Begravelsen fandt sted i en uge, hvor jeg følte mig godt tilpas. Jeg havde kræfter til at kunne glæde mig over den smukke afsked, som vi fik taget med Pernille, siger Anne lavmælt.