Mor og datter levede et dobbeltliv

Udadtil lignede de en helt almindelig mor og datter. Sabine var en sød og velfungerende pige i skolen. Og Ane var en smilende og udadvendt ung mor, der studerede teologi og journalistik. Ingen anede, hvad der foregik bag den lukkede hoveddør. Her lå Ane ofte bevidstløs af druk, mens hendes datter forsøgte at passe på hende og forhindre den næste katastrofe.

Da Sabine var ni år, skulle hun tilbringe en weekend hos en veninde. Og mens hun var væk, havde hendes mor, Ane, frit slag. Så hun drak. Og drak. Og drak. Hun blev så fuld, at hun om søndagen stod på trappen og kastede op ned over de lyse vægge i entreen. Bagefter fik hun travlt. Først forsøgte hun at tørre de store plamager med rødvinsbræk af med en klud, men da det ikke lykkedes, måtte hun i kælderen og finde bøtter med malerrester. Hun var også nødt til at finde en malerrulle. Og en ekstra stang til rullen, så hun kunne nå helt op til de øverste brækklatter.

Da Sabine kom hjem fra weekend, lugtede hele huset af maling. Men brækpletterne var væk.

 

Holdt på en hemmelighed

Hvis der var noget, Ane Skovsted var god til, så var det at dække over det misbrug, som for alvor tog fat, da hendes datter var omkring tre år. Et misbrug, som bare voksede og voksede. Faktisk var det ikke bare Ane, der levede et dobbeltliv. Sabine tog også del i det, fra hun var helt lille. Sammen holdt mor og datter på en hemmelighed. Ingen af dem røbede, hvad der foregik hjemme bag hjemmets fire vægge, hvor Ane ofte lå bevidstløs af druk, mens Sabine prøvede at passe på sin mor og ellers slog tiden ihjel ved at sætte Pinocchio eller Titanic på videoafspilleren. Når en film sluttede, spolede hun tilbage og så den igen. Og en gang imellem gik hun ud og tog sig en skål cornflakes.

Ingen sagde noget

Når Sabine og Ane gik ud ad døren, var der ingen, der bemærkede, at noget var helt galt. Der var i hvert fald aldrig nogen, der sagde noget. Måske fordi Sabine altid var en sød og nem pige i skolen. Og fordi Ane var en udadvendt og smilende studerende, der først læste teologi og senere startede på journalisthøjskolen.

- Vi gik under radaren, for jeg var jo ikke sådan en type, folk forventede ville være alkoholiker. Men i dag er det nu alligevel et mysterium for mig, at ingen stillede spørgsmål eller greb ind, siger Ane og mindes den måned, hvor hun røg ned i et særligt dybt hul med druk, og hvor Sabine derfor ikke kom i skole hele måneden. Hun var simpelthen for bange for at efterlade sin mor alene.

Da den dengang 10-årige Sabine vendte tilbage til skolen, havde hendes mor skrevet få ord i hendes kontaktbog.

”Sabine har været syg. Ane Skovsted.”

Det var forklaring nok for læreren.

Kun Sabine husker den periode klart

Hvad der skete i løbet af den måned, mindes Ane faktisk ikke. Hun var for fuld til at huske ret meget, og sådan har hun det med store dele af sit liv fra dengang. Derfor slår hun nu ud mod sin nu 26-årige datter med en åben hånd.

- Det er Sabine, der kender sandheden. Jeg har for længst indset, at det er hende, der ved, hvad der skete, og det er hende, der kender mig bedst.

Prøvede at hælde mors rødvin ud

Sabines erindringer er barske.

- I starten vidste jeg jo ikke, hvad der foregik. Jeg kan bare huske, at jeg fandt min mor bevidstløs på sofaen en gang imellem. Senere gik det selvfølgelig op for mig, at der var en sammenhæng mellem de tomme rødvinsflasker og hendes tilstand. Jeg prøvede at få hende til at holde op og hældte hendes rødvin ud, men så gik hun jo bare ud og købte noget mere. I virkeligheden var det nok hendes manglende tilstedeværelse, der var det værste. Jeg var også bange for at blive syg, for hun kunne jo ikke tage sig af mig, når hun var fuld. En nat blev jeg syg og kastede op på gulvet, men min mor var for fuld til at tørre op. Hun kunne ikke hjælpe mig, siger Sabine, som kendte sin mors misbrug så godt, at hun tydeligt fornemmede, om hun var fuld eller ej, når hun kom hjem og satte nøglen i låsen.

- Der var bare noget ved hele stemningen.

Rødvin med i træningscenteret

Sabine var også klar over, at noget var galt en dag, hun kom hjem fra skole, og hendes mor var væk. Hun ringede og ringede, men hun kunne ikke få fat på Ane, og til sidst var hun så bekymret, at hun bare gik rundt i små cirkler i stuen.

Tidligere den dag havde Ane sat sig på sin cykel med en pakket træningstaske og kørt til fitnesscenteret i Fields i København. Nu skulle hun træne. En fornuftig beslutning. Hvis hun altså ikke havde fyldt sine vandflasker op med rødvin.

- Den første halve time gik det vist meget godt. Jeg husker i hvert fald, at der var nogen, der hjalp mig med at bruge maskinerne. Men så husker jeg ikke mere. Eller jo, jeg husker, at jeg på et tidspunkt sad ude på toilettet og sang med på musikken i min iPod.

Da Ane mange timer efter endelig låste sig ind lejligheden, udbrød Sabine forfærdet: ”Mor, hvad er der sket?”

Det kunne Ane ikke svare på. Men hun var gul og blå, og både hendes cykel og iPod var væk.

Holdt facaden

Situationen var efterhånden helt ude af kontrol. Men alligevel kunne Ane dag efter dag gå ud ad døren og ligne en helt almindelig ung kvinde med styr på livet.

- Jeg har altid haft en stærk facade. Jeg tog smilet på og holdt kortene tæt til kroppen. Hvis nogen spurgte lidt ind til mig, kunne jeg lynhurtigt skifte emne. Jeg burde virkelig give politikere kursus i, hvordan man glider af. For jeg var så dygtig til det, siger Ane, som var lige så skrap til at glide af overfor sin datter, når hun konfronterede sin mor med gårsdagens druk og begivenheder.

- Så begyndte jeg at støvsuge, for vi kunne jo ikke tale, når støvsugeren larmede. Hold da op, hvor blev der rent. Jeg var også god til at købe hende, når jeg havde dårlig samvittighed. Så fik vi McDonald’s mad, eller også tog vi ud og shoppede: Her har du en bamse eller et par nye Kawasaki-sko.

Læs også: Mads mistede sin 15-årige datter: Jeg ville have give mit eget hjerte

Gemte vodka i parfumeflasker

Anes drikkevaner blev bare værre og værre.

- Vil du ikke godt lade være med at drikke i aften mor? Jeg skal til eksamen i morgen og vil gerne sove godt i nat, bad Sabine en aften, mens hun gik i gymnasiet.

Ane lovede selvfølgelig at holde sig ædru. Men Sabine kunne tydeligt mærke, at hendes mor blev mere og mere fuld i løbet af aftenen. Det undrede hende, for når hun tjekkede Anes sædvanlige gemmesteder, fandt hun ingen alkohol. Men så faldt hendes øjne på parfumeflaskerne ude på badeværelset. De havde tidligere været næsten tomme, og nu var de fulde af væske. Sabine behøvede ikke snuse til dem længe, før hun indså, at parfumen var skiftet ud med vodka.

Et imponerende 7-tal

Næste morgen mødte Sabine op til eksamen.

- Hvorfor er du så bleg? spurgte flere af hendes klassekammerater. Sabine svarede selvfølgelig ikke ærligt. Men hun svarede på lærerens og censorens spørgsmål, så godt hun kunne, og det syvtal, hun modtog, var noget af en bedrift, alt taget i betragtning.

Ane er blevet en anden

Et menneske kan overkomme meget mere, end man skulle tro. Det er både Sabine og Ane bevis på i dag, hvor de sidder sunde og stærke og fortæller om deres fælles fortid. De har begge rykket sig så langt, at det næsten lyder, som om, de taler om nogle andre mennesker.

Selv siger Ane da også, hun ikke længere er den samme. En onsdag i 2012 vågnede hun efter to dages intenst druk. Da hun slog øjnene op den dag, vidste hun ikke, hvad der var sket, eller hvad hun havde foretaget sig. Men hun vidste, at hendes datter havde været i lejligheden og nu havde forladt den. Og hun forstod, at hun havde ramt bunden. Den dag satte hun sig ind i en kirke. Det var hendes sidste desperate handling for at komme ud af sit misbrug.

- Jeg ved ikke, om jeg sad der er i ti minutter eller en halv time, men jeg ved, at der skete noget. Jeg fik i hvert fald fornemmelsen af, at der var noget større end mig selv, der hjalp mig.

Læs også: Jeg blev mor som 15-årig

Kunne ikke klare det alene

Ane havde brug for hjælp udefra. Hun kunne ikke klare det selv. På det tidspunkt havde hun ellers forsøgt. Hun havde også holdt sig ædru i fem måneder efter et længere ophold på et behandlingssted på Vestsjælland, men fordi hun troede, hun kunne stå på egne ben og klare resten, gik det galt.

Efter sit besøg i kirken, begyndte Ane fast at komme i et anonymt 12-trins fællesskab med andre alkoholikere. Mennesker, som hende selv, der dagligt kæmpede med skyld, skam og mindreværd. Mennesker, som skulle genopbygges helt fra bunden for at leve et liv uden alkohol. Og der ventede et langt og sejt byggearbejde uden smutveje.

- Alkoholen havde i så mange år givet mig ro, og den havde givet mig en fantasiboble, jeg kunne leve i. Når jeg var i den, fik mine drømme håb, og jeg var den, jeg gerne ville være. Den var et frirum væk fra mit mindreværd og min smerte, og da jeg opgav alkoholen, skulle jeg lære at klare livet uden det frirum. For første gang i mange år skulle jeg prøve at have fredag aftener uden at være fuld. Jeg skulle holde fødselsdage og jul uden alkohol, og jeg skulle klare mine problemer selv, siger Ane, som gennem 12-trins programmet fik ændret sin måde at tænke på. Og det har betydet, at hun ikke har rørt alkohol siden.

Min mor og jeg har et helt særligt bånd

I dag har mor og datter et ekstremt tæt forhold.

- Jeg tror aldrig, jeg vil elske nogen højere, end jeg elsker min mor. Vi har et helt særligt bånd. Det har længe været min mor og mig mod resten af verden, og vi har sammen måttet holde på en kæmpe hemmelighed. Samtidig har vi elsket hinanden ubetinget. I dag er vi rigtig meget sammen. Vi ved alt om hinanden, og det er hende, jeg fortæller de dybeste hemmeligheder til, siger Sabine, som altid har været alene med sin mor.

I dag bor de tæt på hinanden i København, og når Sabine træder ind hos sin mor, skal hun aldrig mere frygte, hvad hun møder. Ane lever et helt almindeligt liv, hvor hun går på arbejde, betaler skat, og hvor hun ikke mindst er den samme person, uanset om hun er hjemme eller ude. Dobbeltlivet er dødt.

 

Lyt til personlige historier om alkoholmisbrug

I podcasten: "Er jeg afhændig?" kan du høre fire mennesker ærligt fortælle om deres alkoholproblemer. Og om den skam og ensomhed, der fulgte med.