Mor og far var alkoholikere: Jeg fik en ny familie

For 27 år siden åbnede teenageren Maria døren hjemme hos sine forældre. På trappen i vintermørket stod plejebarnet Ann Kristin, som havde akut behov for en ny familie.

Den aften Ann Kristin bankede på døren hos familien Besseberg, skrev 17-årige Maria i sin dagbog. Det handlede mest om søde drenge, og hvad der mon ville ske til lørdagens fest. Helt nederst tilføjede hun: ”Og for resten fik vi en ny pige i huset i dag.”

– Det siger meget om vores liv. Det unormale var det normale, understreger nu 44-årige Maria Besseberg fra den norske by Svelvik. Hun er den mørkhårede på billedet ovenover.

At der kom nye børn, som blev boende, var hverdag for Maria og hendes tre biologiske søskende. I løbet af de år hvor deres forældre tog plejebørn til sig, var der omkring 20 plejebørn i hjemmet.

– Det var børn, som havde behov for et besøgshjem, eller en baby, som skulle sove hos os om natten. Eller et ungt menneske, som havde brug for en tryggere og mere permanent plejefamilie, siger Maria og lyser op i det samme, varme smil, som mødte Ann Kristin i decemberkulden for snart 30 år siden.

Flyttet akut

For 14-årige Ann Kristin var det alt andet end en normal dag. Hun var blevet flyttet akut fra hjembyen Bergen, hvor hendes biologiske forældre boede, og hvor hun de sidste fire år havde boet hos en anden plejefamilie sammen med sine tre søskende.

– Jeg havde ingen ejendele med mig og havde kun lige nået at få min jakke med. Det var forfærdeligt. Jeg ville bare hjem igen, fortæller den nu 41-årige Ann Kristin Nilsen, som er den lyshårede på billedet. Dengang var hendes eneste ønske at komme tilbage og passe sine mindre søskende og redde sin alkoholiserede mor. 

I dag bor Ann Kristin stadig i Svelvik med sin mand og sine to børn. Det ville hun aldrig have troet den eftermiddag, hun blev hentet af myndighederne og kørt til den lille bakkede by knap 500 kilometer fra sin familie. ”Skal jeg bo her?” tænkte hun. ”Så øde, mørkt og trist!” 

En skæbnedag

For Ann Kristin var det en skæbnedag. Derfor husker hun alt helt tydeligt. Også det første møde med Maria, som skulle få den knugen, hun følte i brystet, til endelig at slippe taget. Marias forældre var til møde, da de fik beskeden om akutanbringelsen, og de gav derfor deres ældste datter ansvaret for at tage imod Ann Kristin den aften.

Huset var fuldt, de havde allerede en plejesøn hos sig, og Maria måtte rede op til hende på sit værelse. Maria har ofte tænkt tilbage på denne første nat. Hvad gik der gennem hovedet på den lille pige, som lå på en madras på gulvet ved siden af hende?

– Selv lå jeg og tænkte på, om ham fyren ville komme til festen i weekenden. Vores verdener var vidt forskellige, og her lå vi pludselig i samme rum.

Ann Kristin understreger, at hun kun har positive minder fra det øjeblik, hendes nye plejesøster åbnede døren og bød hende velkommen med et stort smil. Ikke mindst husker hun den gode følelse, hun fik, da de lidt senere sad i køkkenet og snakkede og spiste franskbrød med syltetøj.

Umiddelbar kontakt

– Vi fik en umiddelbar kontakt. Kemien med resten af familien var også god. Jeg vidste allerede den aften, at jeg ville komme til at trives.

Det var meningen, at Ann Kristin kun skulle bo hos familien Besseberg i tre dage, inden hun skulle videre til en plejefamilie i Tønsberg. Men hun blev i stedet boende i fire år og fik med tiden sit eget værelse i underetagen.

Sådan starter Ann Kristin og Marias fælles historie. I dag holder de foredrag med titlen ”To historier under samme tag” i håbet om, at deres tilfældigt sammenvævede liv kan hjælpe andre plejefamilier og få forholdet mellem plejebørn og biologiske børn til at fungere.

Traumer for livet

Ann Kristin var kun 10 år, første gang hun og hendes søskende blev anbragt i en plejefamilie. Sådan husker hun aftenen, der gav hende traumer for livet: De blinkende lys fra politibilen, som lyste stuen op i nattemørket. Naboerne, som stod i vinduerne, da hun blev trukket ud af huset. Hun havde nægtet at tage med og låst sig inde på badeværelset.

Hun ville ønske, at nogen havde forberedt dem. At forældrene var blevet behandlet med mere forståelse og respekt. Som ansat i grundskolen møder hun i dag ofte plejebørn med lignende traumer. De fortæller, at de har følt sig kidnappet.

LÆS OGSÅ: Maria blev skilt fra sin familie som barn

Så længe Ann Kristin kunne huske, havde hun haft ansvaret for, at hjemmet skulle fungere. Begge forældre var alkoholikere. Faren tog sig ofte sammen, når han arbejdede til søs, men når han kom hjem, faldt han ofte i igen.

– Mor havde mange gode sider. Hun var sød mod os børn og gav os kærlighed. Men hun magtede ikke at tage vare på os. For det meste sov hun rusen ud om dagen. Det var mig, der stod op med mine søskende, skiftede ble på den mindste og gav hende mælk. Det var også mig, der sad oppe med babyen om natten. Når jeg kom hjem fra skole, stod hun ofte i kravlegården og græd. Hun havde hverken fået mad eller ny ble. Samtidig fik jeg skældud af lærerne, fordi jeg ikke havde lavet lektier.

Druk og skænderier

Hun husker også, at der var weekenddage, der startede godt, hvor moderen havde overskud, og de kunne hygge sig i mange timer. Men Ann Kristin sad med en klump i halsen, fordi hun vidste, at inden aftenen kom, ville alt blive ødelagt. Moderen ville før eller siden knække.

– Når far kom hjem fra Nordsøen, blev han fortvivlet over synet, der mødte ham. Han skældte ud på mor og sagde, at børnene ikke kunne have det sådan. Det endte ofte i druk og skænderier.

Lille Ann Kristin gik imellem sine forældre og prøvede at tysse på dem, så naboerne ikke skulle høre dem, og politiet ikke skulle komme. Der var ikke tid til at være barn.

Da hun blev anbragt i sin første plejefamilie, ændrede hun sig fra at være et stille og pligtopfyldende barn til at blive udadreagerende.

Kaos i hovedet

– Jeg kunne ikke sidde stille i skolen. Der var kaos i hovedet.

Den første plejefamilie gjorde det så godt, de kunne. Men det blev for meget for dem at have ansvaret for en traumatiseret søskendeflok på fire. Ann Kristin forstår i dag, at det ikke var et alternativ at blive boende hos forældrene. Etter at politiet kom og hentede dem den nat, da de var 12, 10, otte og to år, flyttede de aldrig tilbage.

I den anden ende af landet, i en anden virkelighed, voksede Maria op. I et hjem, som altid havde åbne døre for dem, som havde brug for det. Hun var 10 år, da hun første gang fik en plejesøster, og hendes forestilling om en tryg verden begyndte at slå revner.

LÆS OGSÅ: Efter 28 år fandt jeg min mor

– Det ramte mig hårdt, at nogen ikke kunne bo hjemme, fordi deres forældre ikke var rare. Det var hjerteskærende. Og et regnestykke, jeg ikke kunne få til at gå op. Jeg husker, at jeg sad og smuglyttede på trappen for at finde ud af, hvad der var sket, siger Maria, som næsten mistede kontakten med veninderne, fordi hun gik så meget op i at hjælpe den nye plejesøster.

– Det var de værdier, vi voksede op med. At hjælpe andre blev familiens projekt, og jeg ville ikke være det foruden. Det gjorde mig stolt, at vi var anderledes. Der skete altid noget, og vi var altid mange omkring bordet. At være plejefamilie var noget, der var større end os selv, og det har styrket os som familie. Det skete da, at jeg som yngre ønskede mig en jul, der bare var vores. Men det, at vi gjorde noget vigtigt, var det hele værd.

Bærer ikke nag

Ann Kristin holdt aldrig op med at savne sine søskende og sine forældre, men varmen, som hun blev mødt med i den nye familie i Svelvik, gjorde, at hun efterhånden begyndte at føle sig hjemme det nye sted. Særligt knyttede hun sig til Maria. 

De kan i dag tænke grinende tilbage på en ungdomstid i 90’erne, hvor de dyrkede aerobic, gik i solarium og lavede alle de andre fjollede ting, som rastløse teenagere gjorde dengang.

Ann Kristins liv udviklede sig i en positiv retning. Det samme var tilfældet med hendes tre søskende, som voksede op i forskellige plejefamilier i Bergen. De har alle fået opfyldt deres drømme om uddannelse, job og egne familier. Og til trods for at de blev skilt fra hinanden, har de stadig tætte bånd. 

Deres forældre er døde nu. Men de bevarede kontakten efter anbringelserne, og Ann Kristin bærer ikke nag til dem. Det hjælper ingen at være bitter, forklarer hun.

– Jeg dvæler ikke ved fortiden. Det, tror jeg, har været vigtigt.

Ann Kristin håber, at hun kan vise andre plejebørn, at det er muligt at få et godt liv. Mange spærrer øjnene op, når hun fortæller, at hun selv er vokset op i en plejefamilie.

– Jeg ønsker at give plejebørn selvtillid. De skal føle stolthed – ikke skam.