Mor var Jehovas Vidne – far var muslim: Jeg var helt alene

Lysene fra de tændte gadelamper suser forbi hende, mens bilen bevæger sig fremad. De mange timer med sjusser og øl er gået i blodet, og hun har svært ved at samle tankerne. Hvad det er for en bil, hun sidder i, ved hun ikke, men da hun kigger op, er den midt i en stor menneskemængde, der alle bevæger sig den samme vej.

Hvorfor bilen bare kan køre forbi de vejspærringer, der er opstillet, forstår hun ikke, men da den endelig stopper, og døren bliver åbnet, så kan hun nærmest ikke stå på benene. Med et sløret blik kigger hun ind i øjnene på en af de ældste fra menigheden, og da hun vender sig om, går det op for hende, hvorfor bilen kunne køre ubesværet ind på pladsen. Det er en politibil, og de har sat hende af ved det årlige sommerstævne for Jehovas Vidner.

– Den dag kunne jeg ikke længere skjule noget. Og da jeg mærkede efter, var jeg ret afklaret med, at jeg ikke længere kunne leve det liv. Jeg ville noget andet og noget mere, fortæller den nu 29-årige Mariyah LeBerg, mens hun skruer tiden tilbage til dengang, hvor Jehovas Vidner var hendes liv og hverdag.

Læs også: Michelle var narkoman som 14-årig: Jeg ville ikke leve mere

Forskellige guder

Mariyah husker de første barndomsår i Gellerupparken i Århus som en stor legeplads, hvor hver dag bød på et nyt eventyr, når hun forlod lejligheden. Her var masser af børn og spændende legepladser.

Hendes far flygtede i 1985 fra borgerkrigen i Libanon og endte i en flygtningelejr i Nordjylland, hvor han mødte Mariyahs mor, der med sit store, røde hår var lige så eksotisk, som han selv var. Selv om de havde hver deres baggrund, overvandt kærligheden alt for en stund, men allerede da Mariyah lå i maven, gik hendes forældre fra hinanden, da deres religioner ikke kunne forenes.

Mariyah voksede derfor op med sin mor og Jehovas Vidner som sin religion.

Passede aldrig ind

Hun blev skærmet for ydre påvirkninger, og i stedet blev hun undervist i Jehovas hellige skrifter. Men den unge pige søgte et indblik i den verden, der lå uden for Jehovas Vidner. På et loppemarked købte hun en dvd med Harry Potter og Ringenes Herre, og når hendes søster så MTV, kiggede hun med. Her blev en helt andet virkelighed udstillet, og poprytmerne gik i kroppen på Mariyah, hvor drømmen om en musikkarriere blev skabt. 

– Jeg kan huske, at jeg stod på spisebordet i Gellerupparken med min kæphest og sang. Lige siden jeg hørte musik første gang, har jeg drømt om at blive rockstjerne, men det var bare ikke rigtig noget, der var accepteret af Jehovas Vidner, fortæller Mariyah, der også kæmpede med at passe ind i skolen. Her var hun omgivet af børn, der ikke kendte til hendes religion, og hun stak ud, når hun var fritaget fra religionsundervisning og blev væk i december, hvor julen var på programmet.

Se også: Miss Danmark-deltager blev mobbet i skolen

Holdt udenfor

– Jeg er vokset op med mennesker, der ville mig det bedste. I Jehovas Vidner var vi som en stor familie, og så længe man holdt sig til reglerne, ville man gøre alt for hinanden. Så da jeg kom i skole, troede jeg, at alle mødte hinanden med åbne arme, men det var slet ikke tilfældet, husker Mariyah, der blev betragtet som underlig. Hun fik øgenavne som ”Jehova-svin”, men værst var udelukkelsen af det fællesskab, som hun gerne ville være en del af.

– Jeg kom en dag hjem fra skole og spurgte min mor, om jeg var handicappet? Det var nemlig sådan en følelse, jeg havde. Jeg var en brik, der aldrig rigtig passede ind nogle steder, og det begyndte at skabe en indre uro og en masse essentielle spørgsmål, som jeg ikke kunne få svar på, fortæller Mariyah, der havde svært ved at finde ud af, hvad hun egentlig troede på, og hvad hun ville med sit liv. 

– En dag stod jeg og betragtede et af min mors billeder. Hun havde malet en hest, der løb frit, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at sådan ville jeg også gøre en dag. Løbe frit, uden at tænke over, hvad andre vil have mig til, fortæller Mariyah, der begyndte at snige sig ud om aftenen og feste. Hun vidste, at der ville være konsekvenser, hvis hun blev opdaget, men trangen til at opleve verden var stor. Flere gange blev hun indkaldt til samtale hos de ældste, hvor hun skulle stå skoleret og beklage sine gerninger, og som tiden gik, begyndte modløsheden at overskygge alt andet.

Aldrig godt nok

– Jeg begyndte at lukke mig inde i mig selv, og jeg følte en slags ligegyldighed med det hele. Uanset hvad jeg gjorde, var det ikke godt nok, og jeg begyndte virkelig at tvivle på, at jeg var rigtig som menneske, forklarer Mariyah, der endte med at skade sig selv for at få en kort forløsning fra modløsheden, der i en periode overskyggede alt.

– Når man er opvokset med, at du ikke kommer i paradis, hvis du ikke lever dit liv i overensstemmelse med de regler, som er opstillet, så er det svært at løsrive sig for den tanke. For hvad nu, hvis de har ret? Hvad, hvis jeg skal dø i armageddon (en slags dommedag for Jehovas Vidner, red.), fortæller Mariyah, der begyndte at sætte spørgsmålstegn ved den religion, hun var vokset op med.

Hun fik overtalt sin mor til at komme på efterskole, og da hun sad med en masse andre unge, vidste hun godt, at tiden var kommet til at tage en beslutning. Det var nogenlunde på samme tidspunkt, at hun drak sig fuld til det årlige Jehovas Vidnes sommerstævne i Silkeborg.

Læs også: Zeinab skulle genopdrages i Irak: Jeg kunne ikke engang græde til sidst

Endeligt farvel

– Da jeg blev taget på fersk gerning i at drikke mig fuld den aften, hvor jeg blev hentet i en politibil, vidste jeg godt inde i mig selv, at jeg var færdig med Jehovas Vidner. Jeg stod skoleret og beklagede mine gerninger over for de ældste, men da jeg gik ud ad døren, var jeg afklaret. Jeg kunne ikke længere forlige mig med den religion.

Som 17-årig forlod Mariyah Jehovas Vidner, og da det var en realitet, vidste hun også, at hun sagde farvel til de barndomsvenner, som havde fulgt hende som en slags livsvidner. Forude var der en masse blanke sider i en bog, hun nu selv skulle udfylde. 

– Min mor blev rigtig ked af det. Jeg elsker min mor højt, så det gjorde ondt på mig, at jeg gjorde hende ondt. Men jeg vidste, at det var den rigtige beslutning, fortæller Mariyah, der i mødet med den verden, som hun var blevet advaret imod, fandt sig selv på udebane.

Musik som terapi

– Jeg tror, alle har behov for at høre til et sted, og på det tidspunkt var jeg lidt i ingenmandsland, og det var skræmmende.

Hun fik farvel-sms’er fra gamle venner og oplevede flere gange at møde dem på gaden, hvor de ignorerede hende. Det gav hende en følelse af tomhed, og kun gennem musikken kunne hun forløse den. 

– Jeg har nok aldrig været så god til at snakke om mine følelser, men når jeg står på scenen, er det en slags terapi for mig, og jeg har det bedre bagefter, fortæller Mariyah, der i dag turnerer med sin egen musik og er musikchef i en forening på Frederiksberg ved siden af.

Hun føler nu, at hun har fundet et ståsted i livet, hvor hun ikke længere skal have dårlig samvittighed over for sine valg. Hun har kontakt til begge forældre, og selv om de begge er religiøse, accepterer de deres datters beslutning.

– Jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg stadig har mine forældre i mit liv. Det ved jeg, at der er rigtig mange afhoppere, der ikke har, og det viser jo bare, hvor stor deres kærlighed er, siger Mariyah, der mener, at det bedste du kan gøre, når du står over for et svært valg, er, at lytte til din mavefornemmelse.

– Jeg kunne i mange år mærke, at jeg ikke var det rigtige sted i mit liv. Men jeg blev ved med at fortrænge det, og det var skadeligt for mig. Da jeg endelig lyttede efter og handlede på det, fik jeg det meget bedre. Det har på ingen måde været nemt, men det har været det hele værd.