Mortens ekskæreste slog hans datter ihjel

Det er fire år siden, Morten løb op på børneværelset og fandt sin niårige datter med halsen skåret over. I dag lever han i en ny kernefamilie og er for nylig blevet far igen. Men han var aldrig kommet så langt, hvis han ikke havde stået med sin toårige søn i armene lige eftertragedien. Og hvis ikke en helt særlig kvinde fra byen dukkede uventet op på Facebook og tvang ham til en gåtur og en kop kaffe.

Når 35-årige Morten Larsen skal beskrive sin datter, gør han det kort.

- Hun var en rigtig ude-pige. Meget sød og kærlig. Og hun kunne godt lide at tegne blomster.

Der er selvfølgelig meget mere at sige om Bell, der kun blev ni år. Men Morten foretrækker at stoppe her.

- Jeg har stadig svært ved at tænke på hende. Og jeg gør det helst ikke for meget eller for dybt. For så bliver det svært at komme videre.

 

Husker hver en detalje

Morten ved alt om, hvordan det føles at slæbe sig selv videre. Han har gjort det lige siden, hans verden styrtede sammen på et børneværelse for fire år siden.

I dag husker han stadig hver en detalje fra den juni aften, hvor han forlod familiens røde parcelhus i den nordjyske landsby Bindslev for at lufte hunde, mens hans niårige datter Bell og hans toårige søn Marco sov på deres værelser på første sal. Han husker, hvordan børnenes mor sad i sofaen og så en film med Jennifer Lopez. Og han husker, at han kun nåede at gå knap 300 meter, da han fik en opringning, der fik ham til at smide hundesnoren fra sig på jorden for at løbe hjem, alt hvad han kunne.

Fulgte blodsporene

- Jeg har skåret halsen over på Bell, havde kæresten sagt i telefonen. En besked så ufattelig og grusom, at Morten først forstod, den var sand, da han i bryggerset mødte kæresten med blod på hænder og tøj. Og sandheden udfoldede sig endnu mere brutalt for ham, da han fulgte blodsporene op på Bells værelse, hvor hun lå med ansigtet dækket af en pude. Synet under den pude vil plage og forfølge Morten resten af hans liv.

Havde en lille søn at leve videre for

I dag smiler Bell på et sort-hvidt foto hjemme i vindueskarmen. Og Morten skal leve videre uden hende, så godt han nu kan.

Der er heldigvis meget at leve for. Den juni aften for fire år siden, styrtede Morten videre ind til sin søn, og han fandt sin toårige dreng lysvågen og uskadt i sengen. Morten tog lille Marco i armene og holdt ham godt fast. Nu var det hans ansvar at beskytte ham, så nærmest per instinkt drejede han drengens ansigt væk, så han ikke skulle kigge på sin mor. Da udrykningen nærmede sig, stod Morten ude i haven med sin søn i favnen, men da politibiler, ambulancen og lægeambulancen kom helt tæt på, søgte han om bag huset.

Marco skulle skånes. Marco skulle have en barndom med så få traumer som muligt. Det var det eneste, der fyldte Morten den aften. Og det eneste, der holdt ham oppe i tiden efter.

Marco ville have klar besked

”Hvor er mor?” spurgte Marco, da Morten vågnede hjemme på sine forældres sofa næste morgen.

Hvad svarer man? Hvordan forklarer man en toårig dreng noget, som ingen voksne rigtigt forstår. I retten blev det afgjort, at børnenes mor havde været sindssyg i gerningsøjeblikket, da hun havde taget en kniv og dræbt sin datter.

Men Morten måtte sætte sine egne ord sammen overfor sin dreng.

- Mor har gjort noget ved Bell, så hun sover og ikke vågner igen. Nu er hun en stjerne på himmelen. Og mor er et sted, hvor man skal være, når man er syg.

Den forklaring godtog Marco. I hvert fald i nogle år. Men lige inden han skulle starte i skole, meldte spørgsmålet sig igen. Og denne gang ville Marco have klar besked.

- Hver eneste dag spurgte han mig: Hvad var det egentligt, der skete med mor? Han spurgte både, når jeg afleverede ham i børnehaven, og når jeg hentede ham igen, fortæller Morten, som var klar over, at tiden var kommet til at fortælle Marco, hvad hans mor havde gjort.

Sandheden var nødt til at komme frem

I et forsøg på at overbringe tragedien så skånsom som muligt, tog Morten fat i kommunen og fik hjælp fra en børnepsykolog.

- Der måtte jo være nogen, der var klogere end mig på det punkt, som Morten siger.

Det var psykologen, der forklarede, at Marcos mor havde gjort noget ved Bell, så hun blødte og ikke var her mere. Da ordene var sagt, kiggede Marco på noget i vindueskarmen. I et stykke tid var det, som om hans opmærksomhed var fanget af noget helt andet. Så drejede han hovedet tilbage og stillede et sidste spørgsmål.

- Det var ikke med en kniv, vel?

Sandheden var nødt til at komme frem. Og sandheden er nu en del af Marcos historie.

Fortæller sin historie på TV

En historie, som Morten også har valgt at fortælle i det meget stærke TV2-program ”Det utilgivelige”, som uden tvivl rystede alle, der så med. Han gjorde det i håb om selv at forstå sin egen familietragedie. Og i håb om at ofre som ham selv i fremtiden vil få mere hjælp efter traumatiske forbrydelser.

Morten var nemlig efterladt alene med sin søn på armen uden krisehjælp. Og det kom han til at betale en høj pris for cirka et halvt år senere.

Læs også: Morten fra de usærlige betjente: jeg var et kaktusbarn

Vendte tilbage til huset, hvor det hele skete

Lige efter drabet boede Morten og Marco hos Mortens forældre. Men livet skulle jo gå videre, så efter to uger vendte far og søn tilbage til det hus, hvor det hele skete.

- Det var virkelig ikke rart at komme tilbage, men jeg skulle jo finde en måde at overleve på, siger Morten, som rykkede alt ud fra soveværelset. I stedet placerede han en topersoners sofa, en 50-tommers fjernsynsskærm og en PlayStation derinde. Det var sådan han kom igennem dagene.

- Så kunne jeg sidde der og spille PlayStation, når Marco var i børnehave, eller når han var lagt i seng i værelset ved siden af. Når jeg endelig følte mig træt nok, gik jeg ind ved siden af ham og sov. Det var faktisk de eneste to rum, jeg brugte.

Historien rystede alle i byen

Når Morten fulgte sin søn i børnehave, vidste alle i byen selvfølgelig, at her kom de to, der på tragisk vis havde mistet en datter og en søster. Historien havde rystet alle i det lille samfund. Også den dengang 30-årige SOSU-assistent Nadia, som selv var mor og udmærket kendte familien fra bybilledet.

Ligesom mange andre var hun forbi huset og lægge blomster, og hun deltog i fakkeloptoget, der skulle vise familien medfølelse. Men Nadia gjorde også noget andet: Hun bekymrede sig om, hvem der nu ville være der for familien, når faklerne var brændt ned og nyheden havde lagt sig.

Læs også: Ingen ville tro, jeg fik tæv

Gik tur og drak kaffe

Derfor tog hun en dag fat i Morten over Facebook og opfodrede ham til at tage med på en cykeltur. Svaret var klart. Morten ville absolut ikke med. Og han havde op til flere undskyldninger.

Men Nadia er ikke en kvinde, der giver op, så kort efter foreslog hun en gåtur i skoven, så Morten kunne få noget luft.

Modstræbende gik han med. Bagefter drak de kaffe. Det fortsatte de med i tiden efter, for de talte så godt sammen. Ikke at de snakkede om tragedien, men de vendte alt lige fra hverdagens små oplevelser til film de havde set, og det var lige den slags samtaler, Morten havde brug for.

- Det var ikke mig at sidde i en eller anden rundkreds og vende og dreje det, jeg havde været ude for. Jeg ville hellere snakke om alt muligt andet. Sådan har jeg nok altid været. Jeg ville hellere lave sjov end at tale om det helt dybe, der kommer for tæt på, siger han og understreger, at der aldrig var noget romantisk mellem dem.

For det første fordi Nadia var i et 14 år langt forhold. Og for det andet fordi, Morten på ingen måde skulle have noget med kvinder at gøre igen.

Men de blev ved med at snakke og drikke kaffe.

- Og så tog den ene kop den anden, erkender Nadia, som i efteråret brød ud af sit forhold og flyttede for sig selv med sin datter.

Plaget af katastrofetanker

Hun og Morten havde helt utilsigtet fået følelser for hinanden. Kærligheden var stærk. Men det havde de også brug for, for kort inde i deres forhold begyndte Morten at reagere voldsomt over alt det, han havde været igennem cirka et halvt år inden.

- Undervejs når jeg kørte Marco i børnehave, var jeg sikker på, at nu brændte huset. Og hvad så med hundene? De kunne jo ikke komme ud. Jeg turde heller ikke være alene, for hvad nu hvis jeg døde. Hvad skulle der så ske med Marco? Jeg havde alle mulige katastrofetanker, siger Morten, som især var fyldt af én lammende frygt: Tænk nu, hvis børnenes mor kom tilbage. Godt nok var hun anbragt på en lukket psykiatrisk afdeling, men fra familie og bekendte havde han hørt, at hun allerede var på udgang flere gange om ugen.

- Jeg overvejede at sætte en lås på indersiden af soveværelsesdøren, og jeg turde ikke falde i søvn. Jeg havde jo ligget ved siden af en tikkende bombe.

Blev undersøgt på hospitalet

Morten fik det dårligere og dårligere, og hans hjerte begyndte at hamre så voldsomt, at han måtte på hospitalet flere gange og undersøges. Men der var ikke noget fysisk galt. Det var tankerne, der var ved at tage livet af ham. Hos lægen fik han flere og flere antidepressive piller og en henvisning til en psykolog, men Nadia skulle være der for sin nye kæreste hele tiden. Bare hun var væk på en lille køretur, fik hun en sms med det samme.

”Hvornår er du hjemme?”

Nadia var hjemme hos Morten så meget, hun kunne. Og hun støttede ham utrætteligt, når angsten var ved at slå luften ud af ham.

- Jeg vidste jo, hvad jeg gik ind til, siger hun på sit rolige nordjyske. Men hun indrømmer dog, at tiden var hård.

- Da Morten havde det værst, skulle jeg være hans støtte hele tiden. Jeg vidste, at hvis jeg flyttede mig, så væltede han også. Men jeg tog en dag ad gangen. Et skridt ad gangen. Og jeg tænkte, at når vi havde været igennem det her, så klarede vi nok også alt, hvad der måtte komme.

Far igen

Morten og Nadia klarede den. Han fik det langsomt bedre, og den 28. december 2019 blev frygt og katastrofetanker afløst af stor lykke, da de blev forældre til Bertil.

Umiddelbart ligner de en helt almindelig kernefamilie med smilende børnefotos på væggene og tegninger på køleskabet med sirlige bogstaver: ”Du er megasød og verdens bedste far,” står der på en af dem fra Marco.

Men lige over de kærlige børnetegninger og smilende fotos, hænger frygten stadig. For ingen ved, hvornår Bells mor bliver udskrevet. Eller hvornår de risikerer at møde hende på gaden.

- Jeg ved godt, man ikke skal tænke det værste. Men jeg er nødt til at være på vagt. Hvad nu hvis …,som Morten siger.

 

Se Mortens historie

I TV2-programmet ”Det utilgivelige” fortæller Morten Larsen sin barske historie. Her forsøger han også sammen med Lisbeth Zornig at forstå, hvad der skete den aften. Og måske kan svarene hjælpe ham til at tilgive det utilgivelige.

Du kan se programmet på TV2 Play.