13-årige Caroline dræbt af sin far

En 13-årig pige blev søndag eftermiddag slået ihjel af sin far i familiens hjem i det vestlige Odense. Faren blev kort efter anholdt, oplyser Fyns Politi.
Ved 14-tiden fik politiet en opringning fra en kvinde, der fortalte, at en far og hans datter var i slagsmål i en lejlighed på Jellingevej i den vestlige del af byen.
- På et tidspunkt får faren fat i et såkaldt stumpt instrument, som han slår pigen med. Hun får så alvorlige kvæstelser i hovedet, at hun senere afgår ved døden på skadestuen, oplyser efterforskningsleder ved Fyns Politi Jack Liedicke.
Faren, der er 40 år, blev kort efter anholdt. Han vil blive afhørt søndag aften og han bliver fremstillet i et grundlovsforhør mandag sigtet for drab.
Der var tre andre personer til stede i lejligheden, da tragedien udspillede sig: moren til den 13-årige, en 13-årig tvillingbror og et mindre barn på halvandet år.
Moren får psykologhjælp og tvillingbroderen er anbragt hos noget familie et andet sted i byen, oplyser politiet.
Hvad der er gået forud for tragedien, eller hvordan familien har fungeret, ved politiet endnu ikke noget om.
- Det er en ren dansk kernefamilie, som er ukendt af politiet, siger Jack Liedicke.