28-årig mor skal henrettes
Vi skal alle dø. Men for 28-årige Emilia Carr er det anderledes. Hun har fået af vide, at hun skal herfra, fastspændt med læderremme til en båre. I et helt særligt rum. Et henrettelsesrum, hvor en statsbetalt læge vil give hende en dødelig indsprøjtning, som vil gøre en ende på hendes liv i løbet af få minutter.
Emilia Carr er dømt til døden for drab og lever nu sin sidste tid på dødsgangen i et kvindefængsel i solskinsstaten Florida. Det er her på Lowell Correctional Institution, at Ude og Hjemme besøger den unge mor. Lige nu venter hun i et særligt sikret besøgsrum beregnet til de i alt fire kvinder, der sidder på dødsgangen i Florida.
Virker skræmt
Der er 1.161 fanger i kvindefængslet i Lowell. Langt de fleste får hjælp til at håndtere livet, når de igen skal uden for pigtråden. I besøgsrummet kan de opretholde kontakten til familien, og indenfor murene kan uddanne sig. Sådan er det ikke på dødsgangen. Og det er her vores journalist møder Emilia Carr.
LÆS OGSÅ: Journalisten var morderen
Hun virker som et skræmt barn, som hun sidder der i sin orange fangedragt. Et lille hvidt mærke på hendes bryst bærer hendes navn og fangenummer. Carr U24131. Hun har flettet sit ravnsorte hår stramt og forsøger at smile. Men øjnene bevarer en dyb tristhed. Emilia sidder og vrider sine hænder.
Skal hilse fra mor
- Hej Emilia. Jeg besøgte din mor i går, siger vores udsendte journalist.
- What! Har du besøgt min mor, spørger hun overrasket.
- Ja, jeg skulle hilse og sige, at hun elsker dig, og at hun snart kommer og besøger dig.
Emilia Carrs triste udtryk bliver et øjeblik visket bort. Emilia Carr ligner ikke en koldblodig morder. Der er nærmest noget nuttet over den 164 cm høje kvinde, der fremstår sportstrænet og velplejet. Og i øvrigt har en IQ på 125, pænt over middel. Men overfladen snyder. Bag de sørgmodige mørkbrune øjne gemmer sig en kvinde, der med koldt blod har dræbt en ung mor til to.
Dræbte ung mor
Det mener i hvert fald myndighederne, der den 22. februar 2011 dødsdømte Emilia Carr for kidnapning og overlagt drab på den 26-årige Heather Strong. Et drab, som Emilia ifølge dommen har begået sammen med Heather Strongs mand, Joshua Fulgham, som hun havde et kærlighedsforhold til.
LÆS OGSÅ: Emilia kvalte sin rival med plastikpose
Under retssagen i Ocala malede anklageren et billede af et stormomsust trekantsdrama, hvor Joshua Fulgham jævnligt skiftede mellem de to kvinder. Han var dog gift med Heather Strong og havde også to små børn med hende.
Tragedien skete, da Heather Strong truede med at rejse med børnene hjem til familien i Mississippi. Så ville Joshua Fulgham miste både børn og børnepenge. Anklageren mente, at det var årsagen til, at Emilia Carr og Joshua Fulgham sammen planlagde og udførte drabet.
Højgravid
Emilie Carr var dengang gravid i syvende måned. Faderen til barnet var Joshua Fulgham.
- Men jeg er uskyldig. Jeg var ikke med til at slå Heather ihjel. Folk forstår ikke, at hun var min ven. Jeg holdt af hende. Jeg plejede at passe hendes børn. Jeg ville aldrig frarøve børnene deres mor, lyder det fra Emilia. - Jeg er selv mor.
Men Emilia Carr er også en levende død i et gravkammer, der er på vej til at lukke.
- Sådan føler jeg det. Det her sted er koldt og ondt. Der er ingen herinde, der ser på mig som et menneske. Jeg er bare en person, der skal dø. Et monster. Jeg er et menneske, der snart forsvinder. Låst inde 24 timer i døgnet i næsten total isolation.
- Hele dagen kan jeg bare kigge på disse hvide vægge. Det er svært for almindelige mennesker at forestille sig, hvor pinefuldt det er, siger Emilia og holder en kort pause. - Jeg har ikke rørt ved grønt græs i fire år.
Til bad i lænker
Emilias celle er på knap otte kvadratmeter. Den består af en fastboltet seng. En toiletkumme og en vask, begge i rustfrit stål. Maden bliver serveret i stålskåle ved tremmedøren. Fængselsdirektivet siger, at fangerne skal spise direkte af skålen.
Hver anden dag har fangerne på dødsgangen ret til et bad. Men Emilia skal i håndjern inden turen til baderummet, hvor hun får lov at bade uden lænker. To gange om ugen er der mulighed for gårdtur sammen med de andre tre kvinder på dødsgangen.
- Tiden herinde snegler sig af sted. For at overleve er jeg nødt til hele tiden at kæmpe for at holde mig mentalt og fysisk i form. Så jeg dyrker yoga og mediterer. Og selv om cellen er lille, løbetræner jeg næsten hver dag. Men det ændrer ikke på, at jeg langsomt bliver nedbrudt. Det er fysisk og psykisk tortur at være anbragt på dødsgangen, siger hun.
Savner sine børn
Men der er faktisk noget, der er værre end isolationen og den konstante vished om døden i et henrettelsesrum. To gange om måneden får Emilia besøg af sin familie. Som regel hendes mor og mormor. Men hendes børn er aldrig med.
- Jeg må ikke se mine børn. De siger, det er traumatiserende for dem. Det er det værste. Værre end dødsgangen. Jeg har ikke set mine børn i fire år. Min datter Destiny er ni år i dag. Min store dreng, Joshua, er blevet 11 og min yngste søn, Caleb, var kun to år, da det skete. Han kan ikke huske mig længere, siger hun. - Og min yngste datter Nevaeh. Hende havde jeg kun et kvarter, inden de snuppede hende fra mig lige efter fødslen.
Tårerne begynder at løbe, og Emilia må bruge ærmet til at tørre dem væk. På dødsgangen er der ingen Kleenex.
