Allan Simonsens enke: Vi vil gøre far stolt
Far. Den 20 måneder gamle Mie-Mai peger på billedet af Allan Simonsen, der hænger som et symbol på stabilitet og kærlighed på køleskabsdøren i huset i Ringe på Fyn
- Hun ved godt, at far er i himlen, og vi har jo også masser af billeder overalt i huset, så hun hver dag bliver mindet om, at han var der for hende.
Når hun en dag bliver stor nok, glæder jeg mig til at fortælle hende om, hvordan han var, og hvor meget han elskede hende, fortæller den 31-årige Carina Lundbye Hansen fra hjemmet i Ringe.
Le Mans var hans drøm
Sorgen står stadig malet i ansigtet på hende. Carina mistede kæresten og faderen til deres datter, da han blev dræbt den 22. juni 2013 i det legendariske 24-timers motorløb, Le Mans. Den dag blev der sat punktum for en kærlighedsrejse, der begyndte fem år tidligere.
Læs også: 2-årig død af metadon
- Vi mødte hinanden til en fest hos en fælles veninde. Jeg kan huske, han sagde til mig, at jeg var den sødeste af alle dem, der var der. Det blev jeg jo lidt smigret af, så efter festen sms'ede vi lidt sammen. Efter vores første date var vi begge bare solgt, og jeg nåede faktisk aldrig at overnatte i min egen lejlighed igen, smiler hun.
Var uadskillige
Efter mødet for fem år siden blev det unge par uadskillelige. Carina fulgte Allan til Monaco og London, hvor han udlevede drømmen som racerkører. Men da Carina blev gravid, blev livet i overhalingsbanen skiftet ud med noget mere stabilt på husmandsstedet ved Ringe på Fyn.
- De fleste år havde jeg været med nede og se Le Mans, men i sommer syntes jeg, at Mie-Mai var for lille til at tage med. Så vi besluttede os for, at jeg blev hjemme, fortæller Carina, da spørgsmålet om den skæbnesvangre dag bliver stillet.
Læs også: Mor er blevet en engel
I stedet havde Carina planlagt en hyggedag med en veninde i Aarhus.
Formiddagen havde stået på shopping, og da de kom tilbage på hotellet, tændte de for fjernsynet, så Carina kunne nå at se starten på det løb, som hendes kæreste levede for.
Så bilen forulykke
Men ni minutter efter startskuddet blev hun mødt af et syn på tv'et, der fik hende til at stoppe op. Allans bil snurrede rundt på banen, dørene faldt af, og hun nåede lige at se den mørke røg sive op fra bilen, før tv-kameraet panorerede væk fra ulykken.
Stod i uvished
Carina ringede til Allans bror, men heller ikke her kunne hun få svar på, hvordan hendes kæreste havde det. Kommentatorstemmerne i fjernsynet fortalte, at de kunne se en ambulance nærme sig, ellers var der stilhed om Allans skæbne. I stedet begyndte der at tikke beroligende beskeder ind fra Allans kollegaer i branchen.
- Der var flere, der skrev, at der altid så værre ud, end det egentlig var, så jeg skulle bare tage det helt roligt
Pludselig ringede telefonen, og det før så optimistiske ansigtsudtryk blev vendt til smerte.
Stemmen fortalte, at Allan var død. Carina slap telefonen.
- Jeg blev ved med at sige, at de skulle få det undersøgt ordentligt, for det kunne jo ikke passe. Jeg havde jo næsten lige snakket med ham, så han kunne jo ikke være død nu. De efterfølgende dage står stadig som en tåge for den lyshårede kvinde. Den uoverskuelige sorg blev holdt på afstand med de mange praktiske gøremål, som Carina skulle tage stilling til. Hvor skulle han begraves? Skulle han brændes, og hvad med økonomien?
Efter en uge landede et fly i Københavns lufthavn med Allans kiste.
- Jeg lagde et brev ned i kisten, hvor jeg skrev, at jeg ville videreføre alle de drømme og planer, vi havde for vores datter. Jeg skrev, at han ikke skulle være bekymret, og at jeg elskede ham rigtig meget. Det var noget af det hårdeste, jeg nogensinde har gjort.
Jeg var vred
Efter begravelsen begyndte dagligdagen igen at tage form. Carina fik kun hevet sig ud af sengen, fordi hun har en datter, hun skal tage sig af. Hun blev afleveret i dagplejen, men for Carina var lysten til det sociale liv ikke-eksisterende. Hun foretrak at være hjemme, hvor tankerne om den mand, hun aldrig skulle se igen, blev ved med at køre som en film inde i hendes hoved.
- Jeg var vred i rigtig lang tid. Jeg var vred på bilen, på rækværket, på ham. Det var så uretfærdigt, at Mie-Mai og jeg skulle undvære ham, og det kunne han jo ikke være bekendt. Men jeg vidste også godt, at Allan aldrig ville risikere sit liv, især ikke efter, at Mie-Mai blev en del af det, fortæller Carina.
Læs også: June fandt sin mor myrdet
Som dagene gik, begyndte modet til at se andre mennesker langsomt at snige sig ind i Carinas liv igen. Smilet fra hendes datter, hjælpen fra familien og de kærlige opkald fra vennerne fik Carina til at få lyst til at bevæge sig ud i verden igen.
- Jeg var træt af at have ondt af mig selv, så efter cirka fire måneder besluttede jeg mig for at tage ud med nogle veninder. Der var stadig dårlige dage, hvor jeg bare græd og syntes, det hele var uretfærdigt, men efterhånden blev de færre, og det var jo ikke mindst Mie-Mais skyld. Hun har været den, der har fået mig ovenpå igen, når det har været allerværst.
Han ville være stolt
Den nu 20 måneder gamle Mie-Mai sidder på skødet af sin mor, mens sutten endnu engang bliver kastet ned på gulvet. Men på trods af at mor skal bukke sig ned for gud ved hvilken gang, er der kun kærlighed i øjnene, når hun kigger på sin datter.
Læs også: Fedmeoperation slog mor ihjel
- Han ønskede, at hun kom ud og oplevede verden. Kom på sprogskole og bare blev en glad pige. Så jeg vil gøre alt for, at hun får den mulighed. Det skylder jeg ham og ikke mindst hende.
Carina kigger drømmende ud i luften, mens hun trækker vejret ind.
- Allan sagde altid, at man skulle kunne stå på egne ben og klare sig selv. Det gør jeg og Mie-Mai. Så hvis han sidder og kigger ned på os, tror jeg, at han ville være stolt af os.
