Anders har aldrig set sin datter

Anders sidder i sofaen i Statsforvaltningen og venter med en blanding af nervøsitet og glæde. Ved sin side har han bamser, Duplo-klodser, sæbebobler og en krokodille, der kan trækkes op, og han glæder sig til at kigge sin datter i øjnene for første gang her snart to år efter, at hun kom til verden.

Han sidder tæt på det legerum, hvor han skal have samvær med hende, og han forbereder sig mentalt på at give hende plads til at finde sig til rette.

Men pludselig kan han høre blanding af en grædende mor og barnegråd. Han hører to voksne snakke sammen, og kort efter bliver der stille. Da den børnesagkyndige kommer ned til Anders, får han en nedslående besked.

– Han havde sendt dem hjem. Jeg blev så frustreret. Jeg følte, at der ikke blev gjort nok for at gøre min datter tryg til sit første møde med mig. Alligevel tænkte jeg, at det nok skulle lykkes i den nærmeste fremtid, fortæller 45-årige Anders Wendt Jensen, der er journalist og forfatter.

På bordet ligger bogen “Uden min datter – syv års kamp for samvær”, som han har skrevet ud fra de dagbogsnotater, han har taget, mens han har kæmpet for at få samvær med sin datter. En bog, han håber, at hans datter en dag vil læse, så hun kan forstå, at han har gjort alt for at blive en del af hendes liv.

Ung forelskelse

Anders mødte moderen til sin datter første gang, da de gik i skole. Til lydtapetet af Roxette og Michael Jackson kyssede og hyggede de sig. Ungdomsforelskelsen ebbede ud efter et stykke tid, men da de så hinanden igen 20 år senere, mærkede de den gamle gnist.

Anders boede i København, hun i Aalborg, så der blev udvekslet masser af sms’er, lange telefonsamtaler og e-mails. Anders udtrykte bekymringer for den lange distance, men forelskelsen overmandede dem begge. De var både i sommerhus på Rømø og en tur i Flensborg, og hun indviede Anders i, at hun forgæves havde prøvet at blive gravid med en tidligere kæreste.

Det viste sig, at hun ikke kunne få børn på den naturlige måde. Men til trods for, at de ikke havde kendt hinanden så længe, begyndte de at snakke om fremtidig fertilitetsbehandling.

Den dag hun fortalte Anders, at hun var gravid med hans barn, fik han derfor et chok. Han var stille i løbet af aftenen, men de fik snakket det igennem, og den efterfølgende tid var de glade og hyggede sig. Anders så sin datter på skærmen til 12-ugers scanning, og han kunne mærke glæden ved, at han snart skulle være far.

Men en dag fik han en opringning, som ramte ham.

– Hun sagde, at hun ikke kunne se os være sammen, og at vores barn ikke skulle være et kuffertbarn. Derfor mente hun, at det var bedst for barnet, hvis jeg ikke var en del af dets liv. Jeg kan huske, at jeg nærmest fik det fysisk dårligt, for hun vendte jo fuldstændig på en tallerken, fortæller Anders, der flere gange prøvede at fortælle hende, at han gerne ville være en del af det kommende barns liv, selv om de ikke skulle være sammen.

Hun blokerede ham på Facebook og svarede ikke, når han ringede eller skrev. Først en uge efter fødslen fik han ad omveje at vide, at han havde fået en datter. Barnets mor havde ikke oplyst ham som far til barnet, og han havde derfor ingen rettigheder til at få udleveret oplysninger.

Først halvandet år senere, efter at moderen flere gange havde undladt at møde op for at få taget dna-prøver af barnet som en del af en faderskabstest, blev han endelig anerkendt som far. Nu kunne han søge om at få samvær med sin datter Lucca.

– Jeg var ærgerlig over, at der skulle være så megen konflikt i noget, jeg fandt helt naturligt. At jeg selvfølgelig skulle have lov til at være en del af Luccas liv.

Beskyldt for vold

Men kort tid før de første gang skulle mødes i Statsforvaltningen for at fastlægge samvær, modtog Anders en mail. Da hans øjne gled ned over det skrevne dokument, føltes det som om, at han var med i en film.

Sort på hvidt kunne han læse anklager om, at han havde været voldelig, chikanerende, selvmordstruet og alkoholiseret til trods for, at der hverken var en politianmeldelse, en journal fra hospitalet eller anden dokumentation. Konklusionen var, at hun ikke følte sig tryg ved, at Anders skulle have samvær med Lucca.

– Jeg var rystet over, at hun kunne finde på at opdigte beskyldninger for at holde mig væk. Det var så langt ude, men det var en måde at skabe mistillid til mig som person, forklarer Anders.

Han og moderen blev efterfølgende indkaldt til et konfliktmæglingsmøde. Det betød samtidig, at samværssagen blev sat på pause. Mødet endte uden enighed, for moderen tilbød, at hendes nye kæreste kunne adoptere deres datter, så Anders til gengæld ville slippe for at betale børnebidrag. Han afslog hendes forsøg på at købe ham ud af deres datters liv.

Anders gjorde, hvad han kunne for at vise, at han gerne ville samarbejde. Men hver gang oplevede han, at moderen prøvede at forhale processen. Hun kom med indsigelser mod referater af møder, hvilket betød at behandlingstiden blev forlænget. Alligevel lykkedes det at fastsætte fire samværsmøder.

Den dag Anders forgæves mødte hos Statsforvaltningen i Aalborg for at se sin datter, troede han stadig på, at det ville lykkedes. Men til de næste tre samværsmøder, mødte moderen ikke op med deres datter, som aftalt.

– Til sidst følte jeg mig magtesløs. Jeg havde flere gange lyst til at opgive, men hver gang tænkte jeg, at jeg ville vise min datter, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, så jeg fortsatte.

Det påvirkede ham på daglig basis, og hver gang han skulle tage til et møde i Aalborg, var han nødt til at bede om fri på arbejde.

De efterfølgende år oplevede Anders gentagne gange, at moderen ikke dukkede op til aftalte møder. På et tidspunkt rejste hun til udlandet med deres fælles barn, hvilket betød, at sagsbehandlingen blev sat på standby, og Anders oplevede, at det var uden konsekvenser for hende, når hun udeblev fra møder eller meldte sig syg uden dokumentation.

– Jeg forstod ikke, at der ikke var nogen sanktioner, når man ikke mødte op eller tog på ferie. Jeg vidste, at hver gang det skete, ville der bare komme en indkaldelse til et nyt møde, langt ude i fremtiden, og det ville betyde, at der ville gå længere tid, før jeg fik mulighed for at møde min datter, forklarer Anders, der under forløbet blev gift og blev far til endnu en pige.

I syv år kæmpede Anders for at se sin datter Lucca, men i 2018 modtog han et brev, der for en stund fik ham til at opgive kampen. Lucca var blevet diagnosticeret med børnegigt, og ifølge hendes mor og hendes praktiserende læge havde hun brug for ro.

Eftersom Anders aldrig havde været en del Luccas liv, blev han betragtet som en fremmed, og det ville være en følelsesmæssig belastning for hans datter, hvis de skulle have samvær, lød begrundelsen. Derfor blev den verserende samværssag lagt ned af Statsforvaltningen i 2019.

– Selvfølgelig skulle Lucca have ro, hvis hun var syg. Men det lange sagsforløb gjorde jo, at jeg blevet karakteriseret som en fremmed person, fordi jeg aldrig fik mulighed for at være sammen med hende, fortæller Anders, der er frustreret over det forløb, han har været igennem.

– Jeg har hele vejen igennem spillet efter reglerne. Jeg mødte op til alle møder, og jeg har fået ret hele vejen gennem systemet. Der er ikke noget ved min person, der gjorde eller gør, at jeg er uegnet som far. Jeg har gennem årene hørt sætningen ’det kan da ikke passe. Der må da kunne gøres noget’ et utal af gange. Men jeg synes, at jeg har forsøgt alt, der har stået i min magt.

For Anders er den største sorg, at hans datter har fået frataget retten til at kende sin far. Han har i løbet af årene fået at vide, at man skal varetage barnets tarv. Men Anders synes ikke, at det er til hans datters bedste, at han ikke er i hendes liv.

– Jeg mener, at det er vigtigt at kende sit ophav, og jeg mener, at Lucca er blevet frataget en vigtig del af sin opvækst ved ikke at kende mig. Jeg aner jo ikke, om hun ved, at jeg eksisterer, eller om der er fortalt historier om mig, der ikke er sande, forklarer Anders.

Han håber, at han en dag får mulighed for at se og lære sin datter at kende. I mellemtiden ønsker han at sætte fokus på en mere ligestilling for forældre.

– Jeg har efterfølgende lavet en podcast, “Uden min datter”, hvor jeg bl.a. har snakket med mange mænd, der står i en lignende situation. Desuden er det jo ikke kun den ene forælder, som barnet mister kontakten med. Lucca har en stor familie, som ikke har mulighed for at være en del af hendes liv, og det er også en stor sorg for dem.

Uåbnede gaver

I kælderen i familiens hus i København har Anders gemt de mange gaver, som han de første år sendte til Lucca. Alt fra Duplo-klodser og bamser til børnebøger. De er blevet sendt retur til ham, uden at blive åbnet.

– Jeg håber, at vi en dag kan se tilbage på det system, der varetager de her sager og ryste på hovedet over, hvordan systemet var engang. Det burde ikke være muligt at køre den ene forælder ud på et sidespor uden konsekvenser. I sidste ende er det jo barnet, der betaler prisen, og det burde der ikke være nogen forældre, der ønsker for deres barn.