Banket ihjel for øjnene af vennerne

Som altid var 11-årige Luke glad og fuld af forventning, da han onsdag den 12. februar med sin mor ved hånden ankom til crickettræning på sportspladsen i den australske by Tyabb 100 kilometer fra Melbourne.
Vellidt af alle
Luke var vild med alle former for sport, og han var dygtig. Han var anfører for klubbens juniorhold, og Luke var vellidt af både kammerater og trænere.
LÆS OGSÅ: 5-årig mishandlet ihjel af far og mor
Efter træning plejer de unge cricketspillere at samles og drikke en sodavand. Det gjorde de ikke den frygtelige onsdag. Da sad de grædende og chokerede i omklædningsrummet, efter på tætteste hold at have oplevet en ufattelig tragedie.
Banket ihjel af far
De så, at deres gode ven og sportskammerat, Luke Batty, efter træningen blive banket ihjel med en cricketkølle af sin egen far, 54-årige Greg Batty.
LÆS OGSÅ: Familiefar dræbt i lejlighed
Forældre og børn måtte magtesløse overvære, at den midaldrende far gik amok på sønnen. Da mishandlingen var slut, lå Luke dødeligt kvæstet på grønsværen. Kort efter måtte også faderen tage afsked med livet. Ude af sig selv af raseri blev Greg Batty skudt af politiet, der ikke var i stand til at tale den nybagte morder til besindelse.
Mor overværede drabet
Den lille drengs mor, Rosie Batty, 49, overværede drabet på sønnen. I et tv-interview efter dramaet sagde hun blandt andet:
"Ingen elskede Luke højere end hans far. Jeg véd ikke, om jeg nogen sinde vil kunne tilgive Greg, hvad han har gjort mod vores familie. Han var en mentalt syg mand. Jeg vidste, at Greg havde det svært, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at hans problemer ville gå ud over Luke. Far og søn forgudede hinanden".
LÆS OGSÅ: Lærer myrdet af terrorist
Rosie og Greg blev skilt for en del år siden, og hans tilværelse tog et alvorligt dyk i årene efter. Han begyndte at drikke og få psykiske problemer. Ifølge Rosie var eksmandens eneste lyspunkt i livet sønnen Luke. På grund af sine mentale problemer havde Greg ikke regelmæssig samkvem med sønnen, men han kunne få lov at være sammen med ham så ofte, han havde lyst. Faderen stod næsten altid på sidelinjen, når Luke sammen med sin mor kom til træning 4 gange om ugen i cricketklubben.
Ville være sammen med far
Rosie Batty fortæller, at Luke efter træningen kom hen til hende og spurgte, om han måtte være sammen med sin far nogle minutter, inden han skulle ind i omklædningsrummet til vennerne og have sodavand. Bagefter ville mor og søn spadsere hjem og spise aftensmad. Selvfølgelig gav Rosie sønnen lov til at være sammen med sin far.
Pludselig begyndte Greg at råbe højlydt ad Luke. Han greb en lang kølle, som cricketspillerne bruger til at slå til bolden med, og hamrede løs på den lille, forsvarsløse dreng. Ingen af de chokerede forældre var i stand til at nærme sig den rasende far, da han gik amok på Luke.
Politiet blev tilkaldt og var hurtigt fremme. Greg var stadig ude af sig selv, og politiet havde ikke anden mulighed, end at skyde ham. Han blev fløjet til det lokale sygehus, Alfred Hospital, hvor lægerne omkring midnat erklærede ham død.
Ingen har ansvar
- Ingen har ansvar for denne tragedie, sagde Rosie Batty med tårerne løbende ned ad kinderne, efter at hun havde mistet sin søn.
- Greg var syg, og jeg vil ikke bebrejde mig selv, at jeg lod Luke være alene med sin far. Jeg vidste jo, hvor meget de to holdt af hinanden, og at Luke var hans eneste opmuntring og lyspunkt i livet. Det er åbenbart den slags ting, der sker i livet, uden at man som mor kan forstå eller acceptere det.
LÆS OGSÅ: Fars selvmord redder liv
En af Lukes lærere fra skolen, Tahila Williams, udtalte følgende efter tragedien:
"Det er sørgeligt at se sådan et ungt, dejligt menneske få taget sit liv, uden at han har gjort noget som helst".
Familien støtter
Rosie Battys familie fra England fløj dagen efter tragedien til Australien for at støtte den hårdt ramte mor. Rosie har allerede besluttet, at far og søn skal begraves i en fællesgrav.
- På trods af det frygtelige, der er sket, var Greg og Luke hinandens bedste venner i livet. De skal også have lov at have hinanden i døden, sagde Rosie Batty.