Blev enke og gravid samme dag

Penille har stadig søvn i øjenkrogene, da hun åbner døren. I opgangen står to betjente. Den ene mere trykket end den anden.
- Kenneth er død, siger den ene betjent.
- Jeg tror ikke rigtig, at jeg forstod, hvad de sagde. Kenneth var jo taget af sted bare en halv time før, de bankede på min dør, fortæller den nu 31-årige Penille Bahr Møller Nielsen fra Randers.
Den 11. december 2004 kørte Penilles kæreste ind i et træ og blev dræbt på stedet.
Læs også: Hængte sig lige før brylluppet
Det var et tilfældigt møde på et lokalt diskotek, der blev begyndelsen til en forelskelse, der hurtigt udviklede sig til planer om familieforøgelse og ægteskab. 14 dage efter mødet flyttede de sammen, og få måneder senere viste graviditetstesten to streger. Det var startskuddet til det lykkelige liv, de begge havde forestillet sig.
Skulle altid være sammen
- Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ville være sammen med ham for evigt. Han gjorde mig lykkelig på en helt anden måde, end jeg tidligere havde prøvet, så da han spurgte, om jeg ville gifte mig med ham, svarede jeg selvfølgelig ja.
Med politibetjentene og en veninde fra mødregruppen ved sin hendes side fik hun til opgave at ringe til Kenneths forældre og fortælle dem den frygtelige nyhed. Mens de hulkende brød sammen i den anden ende, sad Penille roligt med røret i hånden. Tankerne omkring fremtiden gjorde ondt, når Kenneth ikke skulle være en del af den, men midt i sorgens mørkeste dyb begyndte et lille håb at spire.
Læs også: Planlagde sin egen bisættelse
- Jeg kan huske, at jeg sagde til min veninde, at jeg faktisk kunne være blevet gravid i nat. Jeg ved ikke, hvorfor den tanke strejfede mig netop på det tidspunkt af alle, men måske var det den eneste trøst, jeg kunne finde, fortæller Penille, der ikke kunne slippe tanken, og få dage efter gik hun til lægen.
Efter en kort undersøgelse var svaret klar. Penille ventede sin afdøde kærestes barn.
Lykkelig for graviditet
- Det var flere, der indikerede, at det nok ville være for hårdt for mig, men for mig var det jo den største lykke at få endnu et barn med den mand, jeg elskede - også selv om han ikke var i live mere.
Den følgende tid var Penilles hverdag fyldt med en blanding af sorg og glæde. Savnet efter den mand, som hun elskede højt, stod i skærende kontrast til det lille liv, som Kenneth nåede at skabe, før han kørte sig selv ihjel.
Kyssede mig i drøm
Penille begyndte at sætte sin dagligdag i system. Hun bragte sønnen Jeppe til dagpleje, købte ind, lavede mad, hentede igen og prøvede så vidt muligt at holde tankerne om den mistede kærlighed på afstand.
Læs også: 13-årige dreng hængte sig
- På et tidspunkt havde jeg en drøm om, at Kenneth kyssede mig. Det var ikke bare et kys, det var følelsen af ham, når han kyssede mig. Hans varme og hans duft. Da jeg vågnede, havde jeg følelsen af, at Kenneth vidste, vi igen skulle være forældre, og at han ville være der for mig. Så selv om jeg stadig var meget ked af det, gav det mig alligevel en indre ro, fortæller Penille.
Som tiden gik, blev maven større og større, og da dagen for terminen endelig kom, var det med sin mor og veninde ved sin side.
- Jeg havde jo ønsket, at det var Kenneth, der var med under fødslen, men da jeg fik min lille dreng i armene, var det jo lige så fantastisk som første gang.
Med hjælp fra kommunen, venner og familie fik Penille dagligdagen til at fungere med sin nyfødte dreng Jonas. Penille begyndte at uddanne sig til lærer, og efterhånden som årene gik, begyndte livet uden Kenneth at tegne lyst.
Gik psykisk ned
Men en dag, da Penille sad derhjemme, begyndte kroppen at reagere på en måde, hun aldrig før havde prøvet.
- Jeg kunne ikke løfte mine arme, jeg kunne ikke tale, og jeg kunne ikke overskue noget som helst. Det var som om, jeg var blevet lammet - psykisk og fysisk, forklarer Penille, der blev indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor hun efterfølgende fik diagnosen borderline.
- Det var som om, mit system var gået ned. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det skyldes ubearbejdet sorg, men det er noget, som kan have været med til at "tricke" sygdommen. Det satte selvfølgelig også nogle tanker i gang om alt det, der var sket, og også om, hvordan jeg gerne ville have, livet skulle se ud fremover.
I dag har Penille det godt. Hun har taget de forholdsregler, der skal til for at få familielivet til at fungere, og for hende er det de to sønner, der er omdrejningspunktet i livet.
Læs også: 12-årige Rebecca blev mobbet til selvmord
- Jeg ved, at Kenneth ønskede, at vi ville have det godt. Og når jeg er ked af noget, kan jeg godt tænke på den drøm, jeg havde om ham. Så ved jeg, at han stadig er en del af os, fortæller Penille, der ser meget af sin afdøde kæreste i sine drenge. De har både arvet hans glade fjollerier og hans fysiske udseende.
I dag har sorgen over Kenneth lagt sig, men selv om hverdagen er fyldt med deres to fantastiske drenge, lærerstudiet og gode venner og familie, har oplevelsen med den dybe sorg alligevel fået en betydning for hendes liv i dag.
- Jeg har lært at sætte stor pris på mine nærmeste og livet generelt. Ikke fordi, at jeg ikke gjorde det før, men det får bare en ekstra dimension. Samtidig finder man også ud af, hvor meget man egentlig kan klare som menneske. Når jeg står over for noget, jeg synes er uoverskueligt, så tænker jeg jo bare tilbage på alt det, jeg have været igennem. Så ved jeg, at det nok skal gå.