Bortadopteret som 2-årig: Jeg følte mig fremmed

Er du gået ind i en dør? Du ligner et skihop! Er du blevet slået i hovedet med en stegepande eller hvad?

Ordene rammer Lisbeth lige i hjertet. For følelsen af, at hun er forkert og anderledes har fulgt hende, lige siden hun blev bevidst om, at hun ikke lignede de andre børn eller sine adoptivforældre. Hendes største ønske er at se sig selv med blonde lokker, skandinavisk hud og krystalblå øjne. For på den måde vil hun måske få det, hun higer efter. Accept af den hun er.

– Jeg ønskede brændende at høre til et sted, og jeg kan huske, at jeg syntes, det var fedt, når min adoptivfar blev solbrun om sommeren. Så følte jeg, at vi lignede hinanden mere, forklarer 48-årige Lisbeth Eunkyung Seofryd fra Tåsinge.

Overalt i huset er der placeret citater, der rummer budskaber af selvkærlighed, der hver dag skal minde hende om, at hun er god nok. Noget, hun som voksen skulle øve sig på.

– Jeg har altid følt, at jeg skulle gøre mig umage over for mine adoptivforældre. Jeg var nok inderst inde bange for, at de ville sende mig tilbage, hvis jeg ikke levede op til deres forventninger, fortæller Lisbeth og skruer tiden tilbage til de tidlige barndomsår.

Skulle blive dansk

Da Lisbeth satte sine barnefødder på dansk grund i 1977, havde hun forinden tilbragt et halvt år på et børnehjem i Sydkorea. Sammen med syv andre koreanske børn blev hun mødt af deres adoptivforældre i Kastrup Lufthavn. Det første halve år slap hun ikke sine adoptivmor af syne, og hun fik fortalt, at hun ikke var kommet med storken, men med et fly, og at hun havde været dyr.

Hjemmet i Svendborg blev omdrejningspunktet for Lisbeths opvækst. Hendes adoptivforældre var begge selvstændige, og udadtil var det vigtigt for dem at have et pænt hjem. Der var ofte gæster på besøg, og i hjemmet var der klaver, som Lisbeth skulle lære at spille på. Det stod hurtigt klart, at adoptivforældrene gerne ville have, at Lisbeth blev så dansk som muligt, og derfor blev der aldrig snakket om adoptionen eller hendes biologiske ophav.

– For mine adoptivforældre begyndte mit liv, den dag de hentede mig i lufthavnen. Jeg fik ikke lov at beholde mit koreanske navn, og jeg fornemmede hurtigt, at jeg ikke skulle spørge ind til min fortid. Jeg hørte også min adoptivfar flere gange komme med racistiske bemærkninger om ’de mørke’, der bare skulle sendes hjem, husker Lisbeth Eunkyung, der følte, at hun skulle gøre sig fortjent til at være der.

Alkohol og stoffer

Derfor gjorde hun alt, hvad hun kunne i de tidlige barndomsår for at leve op til de forventninger, hun følte, der var til hende. Hun opførte sig pænt, brokkede sig ikke, når hun fik sine yndige kjoler på og prøvede at være den søde datter.

Men selv om hun skubbede de svære følelser væk, fulgte de hende op gennem teenageårene. Og som 13-årig begyndte hun at dulme dem med alkohol.

– Jeg levede i en splittelse mellem at være den søde pige, der længtes efter mine adoptivforældres accept, og den rebelske pige, der skulle teste grænserne. Det betød nok også, at jeg tog nogle valg, der ikke gjorde mig godt, forklarer Lisbeth.

Som ung levede hun et liv, hvor der blev eksperimenteret både med alkohol og stoffer. Hun oplevede flere gange at få blackouts, og hun husker en episode, hvor hun vågnede i en fremmed lejlighed med en masse nøgne mennesker omkring sig.

Da hun mødte sin kommende mand som 18-årig, havde hun muligheden for at skabe det, hun altid havde drømt om. Nemlig kernefamilien. De blev gift, og kort tid efter blev Lisbeth gravid.

– Pludselig var jeg forbundet med to andre mennesker, og når jeg kiggede på mine døtre, så jeg for første gang noget af mig selv. Det var jo magisk. Det var også deromkring, jeg begyndte at overveje at opsøge min biologiske familie. For det forstærkede min higen efter at kende mit biologiske ophav, forklarer Lisbeth.

I begyndelsen undertrykte hun følelsen, da hun var bange for at såre sine adoptivforældre. Hun fortsatte sit liv, som hun plejede, men da hendes døtre nærmede sig alderen, hvor hun selv blev bortadopteret, begyndte tankerne igen at rumstere.

– Jeg kunne se, hvor megen personlighed de havde. De havde sprog og var enormt viljefaste, og tanken om at sende et barn væk i den alder kunne jeg slet ikke sætte mig ind i, forklarer Lisbeth.

Hun valgte at opsøge det adoptionsbureau, som havde stået for hendes adoption.

– Den dag hun fik svar fra adoptionsbureauet, havde hun ikke de store forventninger. Men da hun åbnede konvolutten og trak et brev ud, føltes det, som om verden stod stille et kort øjeblik.

”Kære Lisbeth, Vi har fundet din koreanske familie, stod der på engelsk.”

Sammen med brevet, var der vedlagt et andet brev fra hendes koreanske mor og et billede af familien.

– Jeg tudede simpelthen. Det var så overvældende, at de mennesker på billedet var min familie, forklarer Lisbeth.

Samme aften skulle hun til fødselsdag hos sin adoptivfar. Da hun med undertrykt glæde nævnte, at hun havde fundet sin biologiske familie, blev hun mødt af akavet stilhed.

– Min adoptivfar sagde: ”Nå, har vi da ikke gjort det godt nok”.

Jeg vidste godt, at de ikke ville være begejstrede, men jeg prøvede at forklare, at der manglede noget inde i mig. At det ikke handlede om at afskære dem, men at tilføre noget. Men samtalen blev rimelig hurtigt lukket ned, og så snakkede vi ikke mere om det. Sådan som det altid havde været.

Adoptivforældrenes modstand kunne dog ikke fjerne Lisbeths glæde, og via samtaler med sin nyfundne biologiske familie via Skype begyndte hun langsomt at stykke familiehistorien sammen.

Familien i Korea

Det viste sig, at Lisbeth allerede havde en bror og en søster, da hendes koreanske mor blev gravid med hende. Under graviditeten forlod hendes koreanske far familien. Tilbage stod Lisbeths koreanske mor snart alene med tre børn. Da Lisbeth Eunkyung var seks måneder gammel, valgte hun, at Lisbeth og hendes søster skulle bo hos deres farmor, indtil moren havde fundet en lejlighed og et nyt job. Men da moren efter en tid kom for at hente sine børn, var Lisbeth Eunkyung væk.

Farmoren ville ikke fortælle, hvor Lisbeth Eunkyung var henne, og det skabte så stor sorg og vrede hos Lisbeths mor, at hun mistede stemmen i flere måneder. I alle årene havde farmoren holdt på hemmeligheden, og det var først, da Lisbeth kom i kontakt med familien, at hendes farmor endelig løftede sløret for, at hun havde afleveret Lisbeth på et børnehjem.

– Om det var en æressag, så vi ikke kunne plette hendes søns ry, eller om det handlede om noget økonomisk, ved jeg ikke.

En lun sommerdag steg Lisbeth ombord på flyet mod Seoul. Den samme rute, som hun havde taget den modsatte vej 32 år tidligere.

– Det var surrealistisk at se dem i lufthavnen. Min koreanske mor græd, og det gjorde jeg også. Det var så rart endelig at være sammen med dem fysisk. Samtidig var der også en tristhed. For jeg blev lige pludselig bevidst om det liv, som jeg var gået glip af, forklarer Lisbeth.

Hun oplevede en hjertevarm familie, der elskede at være tæt og med stor naturlighed kunne udtrykke og udleve sine følelser for hinanden. Noget, Lisbeth aldrig havde oplevet i sin barndom.

– Min koreanske mor sagde en dag, at vi skulle besøge min farmor, der havde udtrykt ønske om at møde mig. I Korea er de ældre højt respekteret. Man følger deres ønsker, og de undskylder aldrig. Men den dag sagde hun undskyld til min mor. Selv om jeg ikke kunne koreansk, kunne jeg se på hende, at hun angrede, hvad hun havde gjort. Det endte med at blive en smuk forsoning, der lukkede et kapitel, der havde stået åbent alt for længe, forklarer Lisbeth.

Fundet ro

Hun havde haft en forhåbning om, at mødet med sin biologiske familie ville give hende følelsen af endelig at kunne spejle sig i et andet menneske. I stedet blev hun ramt af modstridende følelser. Hun lignede dem fysisk, men hun talte og gik klædt anderledes.

– I Korea følte jeg mig for dansk. Jeg følte mig fremmed i min egen kultur. Så jeg måtte sande, at heller ikke her passede jeg ind, forklarer Lisbeth.

Tilbage i Danmark blev hun ramt af en identitetskrise. Drømmen om endelig at høre til et sted var brast. Når hun kiggede sig selv i spejlet, vidste hun ikke, hvem hun var, eller hvor hun hørte til.

Flere gange oplevede hun voldsomme stresssymptomer som hukommelsestab og hjertebanken. Hun tog afstand fra sin koreanske familie, for det var svært for hende at forlige sig med, at hun ikke kunne have den fysiske kontakt.

Hun blev skilt fra børnenes far, og det var først, da hun kom i terapi, at hun begyndte at acceptere og forstå sin egen rolle i verden.

I dag lever Lisbeth Eunkyung i overensstemmelse med sine egne værdier. Hun har taget sit koreanske navn som mellemnavn, og hun har fundet ro i, at hun ikke nødvendigvis er hverken koreansk eller dansk, men hun har sin helt egen plads i verden, der ikke skal defineres af et land. Hun har uddannet sig til spirituel psykoterapeut, og hun har for nylig udgivet bogen ’Spejlbarn’ for at gøre op med de tabuer og svære følelser, der har fulgt hende gennem livet.

– Jeg har hele vejen igennem haft mine to elskede døtre i tankerne. For de skal aldrig opleve at føle sig forkerte. Desuden har jeg et dybt ønske om, at jeg kan inspirere og motivere andre, der føler sig rodløse og fortabte. At min historie kan vise andre, at det, der hele livet har været svært, altid kan vendes til noget positivt og brugbart.