De sagde jeg var klam

Allerede i de første klasser i folkeskolen fik Therese Nedergaard at vide, at hun var klam. At hun var underlig. At hun var dum og dårlig til stort set alt. Therese protesterede ikke og drillede slet ikke tilbage. I stedet blev hun flov over sig selv og accepterede, at hun måtte gå livet i møde som en venneløs og forkastet sjæl.
Kæmper mod mobning
I dag er Therese 28 år gammel og de mange år som mobbeoffer på en folkeskole i Randers har tilført hende nogle sår, som hun altid må bære rundt på. Men tiden har også givet hende noget andet. Nemlig et overskud til at bekæmpe mobning blandt skolebørn. Hun er efterhånden blevet en populær foredragsholder på lokale folkeskoler, hvor hun med sin personlige historie gør det klart, at mobning kan have katastrofale konsekvenser.
LÆS OGSÅ: 12-årige Rebecca blev mobbet til selvmord
- Jeg kan se, at min historie påvirker børnene meget. De tænker meget over det. Og det er fint, for ofte kan mobberne godt være uvidende om, hvor ødelæggende deres mobning kan være. Særligt nu, hvor der jo er uanede muligheder for at mobbe børn også via chat og sms, lyder det fra Therese.
Da hun var barn var der ikke disse muligheder. Men dagene var altid hårde at komme igennem alligevel. Ikke mindst når de drillede Therese med, at hun var tvekønnet, fordi de syntes, hun lignede en dreng. Hun blev ofte skubbet rundt med. Men andre gange rystede hendes klassekammerater bare på hovedet af hende.
- Du er så dum og klam, Therese, sagde de.
Fik en ven i ottende
Og Therese reagerede ved at leve op til fordommene. Hun gik ikke ret meget i bad og hendes karakterer var en katastrofe. Langsomt blev hun en ensom særling. Hun fik først fik en ven i ottende klasse, da en ny pige startede i skolen.
- Men det sluttede desværre hurtigt. De andre piger kunne ikke unde mig, at jeg skulle have lidt succes, så de påvirkede hende til holde sig fra mig. Det endte med, at hun trak sig, så jeg igen var alene, fortæller Therese.
LÆS OGSÅ: Mobbet til ensomhed pga børneeksem
Og mens det hele blev mere og mere sort, reagerede Therese ved at blive mere og mere indelukket. Hun fortalte ingen om sine problemer. Heller ikke sine forældre.
- Jeg var jo flov over mig selv. Jeg var sikker på, at de havde ret i alt det, de sagde om mig, fortæller Therese.
Efterhånden havde de mange års mobning og ensomhed også fået en anden meget alvorlig konsekvens. Therese følte sig konstant overvåget og jagtet. Og hun reagerede ved at blive paranoid. Hun var sikker på, at hun blev forfulgt, hvilket hun jo også blev hver dag i skolen. Senere begyndte hun at høre stemmer. Pludselig kunne hun høre en huskeseddel blive læst op. Det kørte uafbrudt i hendes hoved. Og nogle gange var der en mærkelig lyd i haven, der jo helt sikkert var rummænd, der var landet. Det Troede Therese i hvert fald.
Udviklede skizofreni
- Jeg var jo gået hen og blevet psykotisk. Jeg udviklede skizofreni og jeg er sikker på, at det skyldes den mobning, jeg har været ud for, fortæller hun.
Men selvom stemmerne og paranoiaen fulgte Therese i mange år, så oplevede hun stor succes, da hun skiftede skole i 10 klasse.
- Det var det bedste, der nogensinde var sket for mig. Der startede jeg et helt nyt liv. Og det var også her, jeg fik min kæreste, Michael, som jeg er gift med i dag, siger hun.
Ønsker man at få Therese ud til et foredrag, så kan man få mere information på hendes hjemmeside www.theresenedergaardjacobsen.dk .