Når livet gør ondt

Døde overalt - vi behøver hjælp

11. november 2013 af Kasper Bækgaard. Foto: Privat
Mens vandet steg, og historiens værste tyfon hamrede ind over byen Tacloban i Filippinerne i fredags, klamrede den norske børnehjemsleder Erlend Johannesen sig til taget sammen med børnene på børnehjemmet. Det lykkedes at redde alle børnene, mens tusinder omkom i byen.
Erlend Johannesen er leder af børnehjemmet Streetlight i Tacloban, Filippinerne.
Erlend Johannesen er leder af børnehjemmet Streetlight i Tacloban, Filippinerne.

- Vi behøver hjælp... døde folk overalt.. utrygge gader...folk slås om dåsemad og vand... Vi har mistet alt! Absolut alt, men vi LEVER!!

Sådan skrev norske Erlend Johannesen i lørdags på sin Facebook-profil, dagen efter at historiens værste tyfon ramte kysterne i Filippinerne.

Sådan kan du støtte ofrene

Røde Kors kæmper for at hjælpe tyfon-ofrene, og har brug for alle donationer - store som små. Røde Kors uddeler bl.a. nødhjælp, medicin og rent vand. Hvis du har lyst til at hjælpe, så støt Røde Kors' redningsarbejde HER.

Erlend Johannesen er leder af børnehjemmet Streetlight, som ligger i byen Tacloban med over 200.000 indbyggere på øen Leyte på Filippinernes østkyst.

Da tyfonen ramte byen, forsvandt telefon- og datanettet i området. Enorme områder var uden strøm, men lørdag eftermiddag fik Johannesen lov til at låne en pc på rådhuset, hvor myndighederne havde opstillet en satellitstation, som folk i Tacloban kunne bruge til at kontakte deres pårørende.

Klamrede sig til taget

Dermed kunne nordmanden give en af de første og mest dramatiske beretninger om
det voldsomme omfang af katastrofen:

- Vi har reddet 68 liv på taget til børnehjemmet: Spædbørn, en mand uden fødder,
alle børnehjemsbørnene, ja det er helt vanvittigt!!! Mens vi så flodbølgen komme hamrende ind lige under os, med 300 km/t vind!! Et under, at vi klarede at holde fast, skriver Johannesen.

Læs også: Havet tog mine piger

Han fortæller, at han og børnene reddede sig fra den altødelæggende flodbølge ved
at slå hul i taget, som de klatrede op på. Her klamrede de sig til hinanden i en time, mens stormen raserede alt omkring dem.

Vand og mad skyllet væk

Johannesen fortæller om en fortvivlet situation:
- Alle børnene på børnehjemmet er i tryghed, men vi har mistet alt! Huset, børnehjemmet, alt er ødelagt! Og vi behøver hjælp!

Johannesen skønner, at tusindvis, ja måske titusinder af mennesker kan være døde - alene i Tacloban, og at de overlevende nu trues af sygdom og hungersnød.

- Al ris og vand blev skyllet væk af en fire meter høj flodbølge, som skyllede ind over hele byen, fortæller nordmanden.

Søndag kunne Erlend Johannesen berette om en ny fase i kampen for at overleve:

Frygter 10.000 omkomne i byen

- Vi begynder nu at blive godt organiseret på Streetlight. Vi kæmper en kamp fra dag til dag med at skaffe vand og mad til næsten 100 mennesker. Men så langt har vi klaret det.

Læs også: Jeg så min mor forsvinde

Tyfonen var en maksimum kategori 5-storm med vindhastigheder på op til 320 kilometer i timen.

Ifølge de lokale myndigheder har tyfonen skabt en tsunami-lignende katastrofe, og det frygtes, at 10.000 mennesker er dræbt i én by alene. De fleste af de omkomne er enten druknede eller dræbt af kollapsende bygninger.

Ifølge de filippinske myndigheder er 4 millioner ud af landets 96 millioner indbyggere berørt af stormen, som er den værste i landets historie.

Sponsoreret indhold