Drømmehus blev mareridt

Sarah Rahbek og hendes daværende mand Jesper købte i 2001 hus ved gadekæret i Skuldelev. De brugte masser af penge og fire år på at gennemrenovere det. De troede, at de idylliske rammer for den lille families fremtid var sikret. Men det blev ødelagt med et brev fra amtet i 2005. Via et utæt kloakrør havde gift fra en stålvirksomhed spredt sig under Skuldelevs gadekær. Det viste sig, at to huse ved gadekæret var berørt af forureningen. Det ene af de huse var Sarahs og Jespers.
Usælgeligt hus
Amtet forsøgte at løse problemet, der bl.a. betød at stueetagen blev ryddet og gulvet gravet op.
- Vores kræfter var brugt op. Vi havde bygget, siden vi flyttede ind, og nu blev det hele rykket op, fortæller Sarah. Fra en salgspris på omkring fire millioner, lød en forsigtig vurdering nu på halvanden million kroner. Men huset var formentlig usælgeligt, for det lå på en forurenet grund.
Kærligheden brast
Det endte med, at Sarah og Jesper blev enige om at gå hver til sit. Den uoverskuelige situation havde tæret på kærligheden. Det blev Jesper, der købte sig ud og Sarah bor nu tilbage i huset med sin datter.
- Det er et enormt psykisk pres at vide, at man er stavnsbundet til sit hus. Tanken om, at man ikke kan komme af med det, selvom man vil, fylder meget, fortæller Sarah.
LÆS OGSÅ: