Du må ikke dø mor

Naja peger nogle gange op mod himlen, hvis der er stjerner, og siger, "mor, du kommer også til at være deroppe".

I huset i Fredericia sidder 28-årige Sandra Buhl Jensen og fortæller om den uhelbredelige kræftsygdom, som med al sandsynlighed kommer til at tage livet af hende.

Ansigtet er fyldt med væske, hun er lam i den ene side af kroppen og et stor ar i venstre side af hovedet vidner om de fire operationer, der indtil videre har været med til at forlænge den unge mors liv.

Kræft i hjernen

Som 18-årig fik Sandra konstateret sygdommen Neurofibromatosis Recklinghausen. En sygdom, der kan give en masse knuder på kroppen. I flere år levede hun med knuderne og gik jævnligt til undersøgelser på hospitalet.

Men en dag i 2008, efter at hun har døjet med voldsom hovedpine, viste en scanning, at noget var forandret. På billedet ses et rødt område, og kort tid efter fik den unge mor dommen. Kræft i hjernen.

Sandra og Naja for bare et år siden - og i dag.

Vil nyde den sidste tid

- Jeg var i chok, og noget af det første jeg tænkte på, var jo min familie og venner. Hvordan skulle det blive fremover, og ville jeg overleve? Sådan var det nok de første par dage, men så besluttede jeg mig også for, at jeg ikke ville lægge mig ned og vente på dødsdommen.

I 2008 blev Sandra første gang opereret. Lægerne prøvede at fjerne knuden, men den lå så tæt på hovedpulsåren, at den ikke kunne fjernes helt. I stedet fik Sandra stråler, der skulle tage det sidste af tumoren.

- Vi håbede og troede jo på, at vi kunne komme videre med vores liv, når strålerne tog det sidste. Vi ville jo gerne rejse noget mere og opleve en masse ting, men sådan skulle det desværre ikke være, fortæller Sandras mand og far til Naja, 28-årige Klaus.

Sidste chance

Da Sandra i januar i år skulle opereres for fjerde gang, vidste det unge par godt, at det var ved at være sidste chance, hvis prognoserne skulle vende.

Men lægerne turde ikke operere mere i Sandras hjerne, og da hun vågnede op, var hun helt lam i venstre side.

- Lægen sagde til os, at det ville være en god idé, hvis vi giftede os snart. De kunne ikke gøre mere, så nu var der kun kemobehandlingen tilbage, fortæller Klaus, mens han kigger ned i gulvet.

Sandra og Klaus gav hinanden deres ja den 13. januar i år efter at have været kærester i ni år. Men til trods for at Sandra måtte støtte sig til en rollator og sin mand, var smilet nærværende.

Masser af minder

Nu tager den lille familie fra Fredericia hver dag som en gave. Klaus har taget plejeorlov fra arbejdet på Nordsøen, hvor han ofte var væk op til tre uger ad gangen.

Med hjælp fra en personlig indsamling og støtte fra en kvinde i lokalområdet, der støtter kræftramte, havde Sandra og Klaus mulighed for give deres lille pige en oplevelse, og da Sandra lå på sin liggestol i det tropiske vandland Lalandia, var hun lykkelig.

De sørger for at tage så mange billeder som muligt, så Naja har masser af minder fra den mor, der elsker hende.

Håber på et mirakel

Lægerne kan ikke sige, hvor lang tid Sandra har igen.

- Vi har udfyldt "Min sidste vilje" (en bog, hvor man kan beskrive ønsker til begravelse/ bisættelse red.). Det er vigtigt for mig, at der er styr på det, så der ikke skal tages stilling til det, når tiden er kommet, fortæller Sandra, der gerne vil tage sin sidste udånding på et hospice.

Hun vil ikke have, at hendes datter skal se, hvordan hun bliver nedbrudt, og på et hospice kan hun gå fra og til.

- Jeg ved, at Naja er i gode hænder. Hun er en livsglad pige, og hun skal bare hygge sig og gøre, som hun vil. Hun elsker at danse og synge, og hun er jo allerede begyndt at kigge efter drengene, smiler Sandra.

Klaus tager endnu engang over, for det er svært for Sandra at få sat ord på tankerne.

- Nu håber vi bare på et mirakel. Vi ved, at chancerne ikke er store, men det er jo det, der gør det til et mirakel, siger Klaus.