En hjerneblødning blev afslutningen for 21-årige Trine

- Du skal ikke kæmpe mere, hvis du ikke kan, Trine. Nu må du gerne give slip. Tårerne triller ned ad kinderne på 53-årige Lone Bang Andersen, mens hun knuger sin datters hånd. Foran hende ligger Trine livløs, som hun har gjort det, siden hun 24. oktober 2011 blev ramt af en hjerneblødning.

Slangerne smyger sig rundt på hendes krop, der er fyldt med sår fra de utallige nåle, hun er blevet stukket med.

- Det er okay, Trine. Du må gerne give slip, hvisker Lone, mens hun aer sin datter over de få totter, der er tilbage af det lange, lyse hår. Få sekunder efter er der stille, og mens Lones tårer lander på det hvide sengelinned, tager Trine sin sidste udånding.

Hun skulle have fred
- Det er frygteligt at give sin egen datter lov til at dø, men jeg kunne mærke, at hun kun var i live for vores skyld, og det skulle ikke ende med, at hun efter hjerneblødningen skulle ligge som en grøntsag. Så til sidst var tiden kommet til, at hun skulle have fred.

I hjemmet i Hjørring sidder 53-årige Lone Bang Andersen. Kroppen er blevet 10 kilo lettere, og de mørke rande under øjnene vidner om, at søvn er en mangelvare. På hylden står flere billeder af den datter, der i en alt for ung alder blev revet væk fra sin mor, og Lone har sørget for, at Trines ting stadig er en del af hjemmet. De moderigtige sko står i entréen, og Trines hvide Mac-computer ligger på sofabordet.

Tragedien ramte, da Lone en dag fandt sin datter liggende på badeværelsesgulvet. En skanning viste, at den 21-årige Trine var ramt af en hjerneblødning og flere blodpropper, og den unge pige blev fløjet til Odense Universitetshospital.

Bag de lukkede øjne kæmpede Trine for sit liv. Det gik hurtigt op for lægerne, at Trines p-piller, Yasmin, sandsynligvis var skyld i skaderne, for det var ikke første gang, at de havde set unge piger komme ind med samme symptomer.

Lone vågede trofast ved sin datters side fra morgen til aften og bad til, at hun igen måtte
kigge ind i sin datters øjne. En dag blev hendes bønner hørt. En sygeplejerske ringer og fortæller, at de har fået
kontakt til Trine, og hun har åbnet øjnene.

Et sidste farvel
Ved sofabordet i hjemmet i Hjørring ligger den dagbog, som Lone skrev, mens hendes datter var indlagt efter hjerneblødningen.

Hver side vidner om de mange søvnløse natter, lægernes udtalelser og de få optimistiske øjeblikke, som også var en del af Trines lange sygdomsforløb.

Men en dag holder Lone op med at skrive. Trine får det igen værre. Hun falder tilbage i den dybe søvn, og oftere og oftere må sygeplejerskerne stikke en lang slange ned i hendes hals for at suge luftvejene fri.

- Trine hadede nåle, og til sidst lignede hun en nålepude. De var overalt på hende krop, og det var simpelthen så frygteligt at se på.

Den 19. december bliver Lone ringet op. Klokken er otte om morgenen, og i den anden ende fortæller stemmen, at der ikke er mere at gøre. Familiens skynder sig til hospitalet i Aalborg og danner en kreds rundt om Trine.

- Vi stod rundt om hendes seng og fortalte, at vi elskede hende. Vi prøvede at kramme hende, men der var slanger over det hele, og da resten af familien gik, blev jeg siddende og aede hendes hånd. Selv om lægerne tidligere havde givet hende falske dødsdomme, vidste jeg inderst inde, at hendes tid var kommet.

Savnet fylder alt
Det er få måneder siden, at Lone lagde sin højtelskede datter i jorden, og i dag ligger savnet og ensomheden som en tung dyne over Lones dagligdag.

- Jeg ville ønske, at unge piger ville droppe p-piller, og jeg ville ønske, at der var nogen, der kunne give mig vished om, at Trine har det godt. Jeg ved også godt, at det ikke bringer hende tilbage.

En dag får Lone en besynderlig besked fra sin anden datter, Tina. Tina havde netop lagt sin toårige datter Maja i seng. Kort efter står Maja op og går ind til sin mor. Den lille pige har endnu ikke lært at tale rigtigt endnu. Men nu siger hun for første gang med klar barnlig stemme, mens hun smiler:

- Moster står ude foran vinduet.

Lone smiler ved tanken.

- Jeg håber inderligt, at det betyder, at Trine har det godt.