Eva har mistet tre børn

To uniformerede betjente banker på hoveddøren i hjemmet i Ullits ved Farsø. Eva Laustsen har bemærket politibilen gennem vinduet, og hun får en knugende fornemmelse i maven. Hun har lyst til at ignorere betjentene. Bare lukke alt ude. Men så banker de igen. Eva åbner døren og får den værste besked en mor kan få.

- Jeg vidste godt, hvad det betød. To gange før har betjentene stået ved min dør. Hver gang havde jeg mistet et barn. Jeg havde bare lyst til at skubbe dem baglæns ned ad trappe og lukke døren igen, siger hun.

Besøg på kirkegården

Det er nu et halvt år siden politiet stod på dørtrinnet. Hendes 28-årige søn Kasper blev begravet på den nærliggende Gedsted Kirkegård kort efter.

Det er her Ude og Hjemme er på vej hen med den hårdt ramte mor, der går målrettet mod den hvidkalkede kirke. Indenfor stendiget står familiens fulde tragedie lysende klar.

Kasper blev begravet den 15. marts. En stenplade i det grønne græs markerer hans kort liv, som sluttede i en brand i en campingvogn. Ved siden af ligger hans lillesøster Anja begravet. Hun døde en augustdag for to år siden 24 år gammel.

LÆS OGSÅ: Løj sin søn kræftsyg og scorede kassen

Får meter væk er deres storebror Martin begravet. Han mistede livet den sidste dag i juni for otte år siden som den yngste på 21 år.

Andre har det værre

Eva går ned i knæ ved Martins grav og sætter en hånd på stenen, der er våd af støvregn.

- Det virker jo helt ufatteligt. Men jeg har mistet mine tre børn, og de kommer aldrig tilbage. Det må jeg lære at leve med, selv om det er umenneskeligt hårdt. Men så tænker jeg nogle gange på den stakkels familie, der mistede deres tre børn i en trafikulykke. I forhold til den familie fik jeg dog i det mindste lov til at sørge over mine børn et ad gangen, siger hun.

Set på egen skyld

Men hvordan kunne det gå så vidt - og så fuldstændig galt for familien? Eva har ikke noget svar på det.

LÆS OGSÅ: Gift med sin afdøde mands bror

- Jeg har vendt og drejet det. Og også set på min egen skyld i det. Men jeg er kommet frem til, at det ikke nytter noget at forsøge at finde en mening. Det var tre forfærdelige ulykker, og det har lært mig, at jeg ikke skal tage noget for givet. Nyd livet med dine børn, når du kan. Det kan snart være slut, siger Eva.

Sådan begyndte det

Mareridtet for familien Laustsen startede med en spektakulær drabssag i juni 2005. Det var dengang den 20-årige Kasper endte med at slå sin storebror Martin ihjel. De to næsten jævnaldrende brødre havde ellers altid haft et nært forhold. Ligesom på drabsnatten havde de ofte hygget sig med nogle øl. Men denne gang udviklede der sig et voldsomt skænderi.

LÆS OGSÅ: Jeg sendte min far i fængsel

- Jeg ved ikke, hvad der udløste drabet. Men de havde skændtes, og jeg er ret sikker på, at Kasper havde været bange for Martin. Han kunne have et iltert temperament, fortæller Eva.

Kasper var bange

Sikkert er det da også, at Martin i vrede sparkede døren ind til Kaspers lejlighed i Hobro. Kasper mødte sin bror med en køkkenkniv, som han stak fire gange i brystet på ham.

- Jeg er sikker på, at han ikke ville slå sin bror ihjel. Han var bange. Og han reagerede ved at gøre noget forfærdeligt. Bagefter ringede han selv efter ambulance. Da politiet kom, sad han og ventede på trappen. Han vidste godt, at det var helt galt, fortæller Eva.

Tilgiver Kasper

Midt i sin sorg over tabet af Martin var hun dog ikke i tvivl om, at hun ville tilgive Kasper.
- Selvfølgelig ville jeg det. Han var min søn. Jeg havde mistet Martin. Det var forfærdeligt, og jeg havde svært ved at forstå det. Men jeg ville ikke også miste Kasper, siger hun.

LÆS OGSÅ: Ondskab tog min datter

Syv års fængsel blev det til, da Kasper senere blev dømt i landsretten. 20 år gammel var han brodermorder. Allerede mens han sad i arresten i Hobro og ventede på sin dom, forsøgte han at tage sit eget liv.

Savner Martin

- Han havde det frygteligt. Han havde så meget skyldfølelsen over at have slået Martin ihjel, at han slet ikke kunne holde det ud. På et tidspunkt stoppede han helt med at tale om Martin. Han lukkede det fuldstændig inde. Faktisk snakkede han først om Martin igen, et halvt år før han døde. "Du kan tro, jeg stadig savner Martin", sagde han.

Min mand er min støtte

Eva havde sit livs mørkeste stund. Da først Martin var begravet, og hun sad alene i stuen og tænkte på Kasper i den lille celle, var hun tæt på desperation. Den ubetingede støtte fra sin mand Jens var afgørende for, at hun holdt ud.

LÆS OGSÅ: Chili hjælper forældreløse hvalpe

- Uden ham havde jeg aldrig klaret det. Når jeg gik ned, så løftede han mig op. Han har en stor favn, der bare bliver ved at holde om en, fortæller hun.

Men Eva kunne heller ikke tillade sig at synke ned i afmagt. Der var andre børn i familien. Tvillingerne Jannie og Mathias var blevet 13 år. Også de var ramt af sorg. Men Evas bekymring samlede sig om Anja - og det havde den gjort længe. Kasper og Martins lillesøster var 19 år, da Martin døde. Og hun var i alvorlige problemer. Men der var også glæde. For Kasper havde gjort sin kæreste gravid, og nu viste lille Emma sig.

Læs i næste uge blad:
JEG KÆMPEDE FOR MINE BØRN