Fandt kærligheden da alt var håbløst

Da Kristian så Line sidde i sofaen hos nogle venner i Thisted, havde han svært ved at tro, at det var den samme pige, han havde snakket med blot et par uger tidligere. Dengang havde hun gnist i øjnene og farve i kinderne. Nu var det helt anderledes. Nu sad hun der støttet af sin lillesøster, der også måtte skære i de pandekager, der var serveret for hende. Hun kunne ikke bruge sin venstre arm og hun gik, som var hun spastisk lammet. Hun var grå i ansigtet og lyset i de spillevende øjne var næsten slukket. For Kristian var det et chok.

Ramt af mystisk sygdom

- Det var virkelig hårdt at se hende sådan. Jeg kunne slet ikke forstå, at det var den samme pige, jeg havde snakket med kun en uge tidligere, fortæller 33-årige Kristian Bojesen. Men det var det. Den dengang 22-årige Line Korsgaard Andersen var blevet ramt af en mystisk sygdom. Lægerne anede i starten ikke, hvad hun fejlede. Men en ting vidste hun. Livet, som hun kendte det, var slut.

LÆS OGSÅ:Folk taler grimt om vores kærlighed

- Alt ændrede sig i løbet et par dage. Før var jeg meget aktiv. Ridning var en stor del af mit liv, og jeg deltog i stævner over hele landet. Jeg havde netop færdiggjort min sundhedshjælperuddannelse og var nu i gang med at blive sosu-assistent. Og som alle andre unge kunne jeg feste igennem og danse på bordene, når der var weekend. Men så skete det, fortæller Line. Hun blev ramt af sygdommen i november 2012. Om lørdagen havde hun stået i garderoben på Diskotek Twist & Shout i Thisted. Hun var i godt humør og hun havde mødt Kristian, som vist nok havde et godt øje til hende. Men weekendens gode stemning var lysår borte, da hun mandagen efter lå og græd på gulvet hjemme hos sine forældre. Hun var stort set kun i stand til at bevæge højre arm, hun havde voldsomme smerter. Når hun forsøgte at gå, endte hun med pludselig at dratte omkuld. Nogen gange var det så slemt, at hun også havde problemer med at trække vejret.

Måtte bo hos mor

Line vidste instinktivt, at hendes liv var ændret for altid. - Jeg måtte opgive at bo alene og flyttede hjem til min mor. Jeg ringede også til skolen og sagde, at jeg ikke kom mere. Jeg kunne jo stort set intet. Min mor måtte hjælpe mig med bad. Jeg fik en endda sådan en badebænk, som gamle mennesker bruger. Og når jeg skulle spise, var jeg også afhængig af min mor. Det var en voldsom forandring, som gjorde, at jeg fuldstændig mistede troen på fremtiden og mig selv, fortæller Line, der i den første svære tid fik en uvurderlig hjælp af sin mor Anne. Men selv der i midt i håbløsheden var der plads til noget godt. Kristian kom ind i billedet. Og selvom pigen i sofaen foran ham virkede dybt handicappet, så var han sikker på, at han kunne hjælpe hende med at kæmpe sig tilbage til et godt liv.

LÆS OGSÅ: Reddet af kærlighed

- Jeg vidste, at Line var en overlever. Og så var det et kæmpeplus, at jeg havde kendt hende som rask og set, hvordan hun også var. For havde jeg kun set hende, som syg, så havde jeg nok sagt - aldrig i livet. Men jeg vidste jo, at hun var en fantastisk sød pige, der bare var ufatteligt hårdt ramt af omstændighederne, fortæller Christian. I dag er de to flyttet sammen i en lejlighed i den lille landsby Nors udenfor Thisted. Og selvom det går bedre med Line, så har hun måttet erkende, at hun aldrig bliver rask. Det satte tre diskosprolapser en effektiv stopper for. For Line har det været hårdt at acceptere sin skæbne. Uden støtten fra sin mor og far. Og nu også fra kæresten Kristian, havde det været håbløst. - Det har betydet alt, at min familie og Kristian har støttet mig, når det har været ekstra svært. Det er stadig svært, men nu tør jeg tro på en fremtid, hvor jeg skal have et barn sammen med Christian og bo på en lille ejendom her i nærheden, siger hun. Turen hertil har dog været ekstrem vanskelig. Lægerne anede i starten ikke, hvad Line fejlede. Derfor blev hun stemplet som psykiatrisk patient. Intet kunne dog være mere forkert, og det var først, da en dygtig reumatolog i januar 2013 fik lov at undersøge Line, at man konstaterede, at tre diskusprolapser havde ødelagt en række nervebaner. En læge havde ellers rådet hende til at fortsætte med at ride.

Håber på fleksjob

- Det var jo vanvittigt at lade mig ride med tre diskusprolapser. Men jeg gjorde det jo, for det var en stor del af mit liv. Men allerede første gang jeg satte mig i sadlen, mistede jeg følelsen i mine ben. Den kom heldigvis igen, fortæller Line, der nu også har solgt sin hest. Nu håber Line, at hun kan få et fleksjob. Hun kan lige netop klare 16 timer om ugen. Og det vil hun gerne. - Jeg vil gerne have noget at stå op til. Og selvom jeg aldrig bliver rask, så er der masser at se frem til. Jeg kan sagtens få et godt liv. Jeg må bare ikke presse mig selv alt for meget. Det er direkte farligt, lyder det fra Line.