Fandt nyfødt baby juleaften

Den nyfødte dreng skævlede i vinterkulden. Kvinden, der havde knuget ham ind til sig i en lille bylt, holdt ham et kort øjeblik frem for sig. I ni måneder havde hun båret på ham. Hun tøvede.

Så kyssede hun ham hurtigt, en sidste gang, og åbnede lemmen på husfacaden foran sig. Beslutningen var truffet. Nænsomt og med rystende hænder lagde hun den lille fyr ind i åbningen. Han græd ikke. Han lå bare og kiggede på hende, da hun langsomt lukkede lemmen igen.

Den unge kvinde havde tårer i øjnene, da hun få sekunder senere forsvandt i tusmørket. Det var juleaften. Ikke langt derfra var Friederike Garbe og hendes familie på vej hjem fra gudstjeneste. Solens sidste stråler kastede et rosa skær på den nyfaldne sne på tegltagene i den julepyntede by.

Brevet fra mor
Under gudstjenesten havde Friederike siddet og bedt for de mange ulykkelige kvinder, der hvert år ikke ser anden udvej end at skille sig af med deres nyfødte børn.

Hun havde bedt til Gud om, at flere af dem ville bruge den mulighed, hun og datteren, Julia Krauth, 32, havde stillet til rådighed for dem nogle år forinden. At de anonymt kunne aflevere deres nyfødte barn i en opvarmet barneseng bag en lem i facaden på familiens hjem i den gamle hansestad.

- Hvis flere af disse ulykkelige kvinder ville bruge vores tilbud, ville flere børn få en menneskeværdig begyndelse på livet i stedet for at blive kasseret som et stykke affald på et offentligt toilet, i en trappeopgang, en baggård eller i et buskads, fortæller Friederike.

Da familien nærmede sig husnummer 62, fik de øje på den store gule kuvert der stak op ad postkassen. Julia skyndte sig hen for at se, hvad det var.

- Der stod "Til hittebarnet" udenpå. Det forstod jeg ikke. Det var efterhånden længe siden, at en mor havde afleveret sit barn i babyslusen, fortæller Julia. Både hun og Friederike blev klogere, da de trådte ind ad døren til "Livets Hus", som familien kalder den gamle 1600-tals bygning.

Friederikes bøn var blevet hørt. En af husets frivillige hjælpere kom glædestrålende familien i møde i entréen og fortalte, at der få minutter tidligere var blevet anbragt et barn i den lille seng.

- Det var den yndigste lille baby klædt i en rosa sparkedragt. Jeg troede først, at det var en pige. Men det var et sundt og raskt drengebarn, smiler Julia.

I mellemtiden havde Friederike, som besluttede sig for at navngive drengen Lukas efter juleevangeliet, åbnet den gule kuvert. Den indeholdt blandt andet en fødselsattest med oplysningen om fødselstidspunkt, drengens vægt og længde samt et sandsynligvis falsk navn på moderen.

I kuverten var der også et brev, som Friederike har gemt. "Min kære lille dreng", begynder det og afsluttes med "I evig kærlighed". Imellem disse ord begrunder den ulykkelige, unge mor sin smertelige beslutning med sine uholdbare forhold, som gjorde, at hun ikke så sig i stand til at opfostre sin lille dreng og give ham den kærlighed, ethvert barn fortjener.

I brevet beder hun om tilgivelse for sin handling og forklarer, at hun tidligere på dagen havde henvendt sig på et hospital i Lübeck, hvor hun havde fået lov at føde.

Efter fødslen var hun taget direkte til Mengstrasse for at aflevere barnet i babyslusen. Hun slutter brevet med at give sin tilladelse til, at barnet straks må bortadopteres og fraskriver sig retten til at fortryde sin beslutning.

Sov sammen julenat
- Det vidner om stor ansvarlighed for det første at opsøge professionel hjælp til fødslen i stedet for at føde barnet alene derhjemme, som mange af disse ulykkelige kvinder gør. For det andet at hun har givet sig tid til at fortælle, under hvilke omstændigheder Lukas blev født og om baggrunden for sin beslutning. Det har uden tvivl været usigeligt smertefuldt, siger Friederike, der har svært ved at holde tårerne tilbage, når hun beskriver de følelser, der fyldte hende, da hun den julenat lå og sov ved siden af Lukas.

- Jeg lå med hans lille hånd i min og så på hans lille fine ansigt. Det var ubeskriveligt. Som at blive mor igen, siger Friederike. Få dage efter måtte hun overdrage Lukas til hans nye forældre. Det kræver loven.

- Man kan ikke undgå at få særdeles stærke følelser for sådan en lille størrelse, så det gav da et stik i hjertet at sige farvel. Til gengæld vidste jeg, at han nu ville få et godt liv med sine nye forældre.

Juleaften i år fylder Lukas syv år. Friederike ved, hvor drengen og hans familie bor, og hun ved, han må være begyndt i skole. Men af hensyn til drengen og hans familie holder hun sig væk. Lukas skal have en chance for at vokse op som et helt almindeligt barn og knytte sig til den familie, der nu er blevet hans. Men hvert år den 24. december, tænker hun på ham.

- Det er en oplevelse, man aldrig glemmer. Jeg er dybt taknemlig for, at det var mig og min familie, der fik lov at opleve dette mirakel, lyder det varmt fra Friederike.

Læs også:
Søster redder min jul