Far og mor er skilt

Når man spørger søstrene Simone, 9, og Sarah, 7, om, hvad de ønsker sig allermest i denne verden, behøver de ikke at konsultere hinanden. Svaret falder prompte.

- At mor og far flytter sammen igen. Og så skal de ikke skændes mere. De to piger fra Skanderborg er som klippet ud ad en Astrid Lindgren-bog. De stråler af livsglæde, men det er også tydeligt, at forældrenes skilsmisse har gjort ondt og sat sig spor. Værst er det for søstrene at savne mor, når de er hos far. Og omvendt.

- Det er irriterende, at far ikke er der, når der er noget, man gerne vil vise ham. Ja, at man ikke hele tiden kan være sammen med begge to, forklarer storesøster Simone. Sammen med lillesøster får hun hjælp til at bearbejde de kaotiske følelser, som kan opstå efter en skilsmisse i en særlig gruppe, der er oprettet på deres skole.

Hver anden mandag samler lærer Lærke Dygaard eleverne omkring sig ved bordet og får børnene til at tale med hinanden om de ting, som der normalt ikke sættes ord på. Især to ting optager børnene:

- Det er savnet efter den forælder, som ikke er der. Og så forældrenes konflikter, som jo kan fortsætte efter skilsmissen med uformindsket styrke, siger Lærke Dygard og tilføjer:

- Heldigvis er børnene enormt gode til at støtte og rådgive hinanden. De store kan f.eks. sige: "Det, du har været igennem, har jeg også prøvet". Det er af meget stor værdi, at børnene på den måde oplever, at de ikke er alene med deres problemer, forklarer Lærke Dygaard.

Skilsmissegruppen på Skanderborg Realskole blev etableret for et halvt år siden. Endnu er der kun to-tre af den slags ordninger i Danmark, men Lærke forudser, at modellen vil brede sig hen over landet.

Læs også om cykelkonkurrencen

Lærke er bare så sød
- Børnene får det bedre ved at tale sammen om de svære ting. Dermed får de frigjort kræfter til at kunne koncentrere sig om det faglige. Det kan de ikke samle sig om, hvis hovedet er fyldt med kaotiske følelser, forklarer Lærke, som tydeligvis har vundet Sarah og Simones hjerter. Søstrene er begejstrede for deres mandage med Lærke.

- Vi får snakket om en hel masse ting og så er Lærke bare sød, siger Simone, mens lillesøster Sarah nikker og forklarer, at man somme tider også får noget at spise hos Lærke. Pigernes mor, 46-årige Susanne Lapirtis, er ikke et øjeblik i tvivl om, at det har været en god idé for børnene at gå i gruppen.

- Mine piger forsøger - som de fleste andre skilsmissebørn - at være loyale over for både mor og far. Derfor kan det være lettere at tale med en neutral voksen, som ingen følelser har i klemme, siger Susanne og tilføjer:

- Jeg kan i hvert fald mærke på pigerne, at samtalerne i gruppen har løst op for mange ting. Der er ingen tvivl om, at Lærke gør et utroligt fint stykke arbejde. Susanne Lapirtis traf beslutningen om, at børnene skulle have "ekstern" hjælp, da Simone begyndte at blive indesluttet og få det svært i skolen.

- Hun var aldrig rigtigt glad og havde svært ved at koncentrere sig i klassen. Normalt er hun en meget kreativ pige, men lysten til at være kreativ tørrede også ind. I dag går det langt bedre. Jeg har fået en glad og harmonisk pige igen. Takket være Lærke og skilsmissegruppen, siger Susanne.

Forbudt at sladre
Faktisk ved Susanne ikke meget om, hvad døtrene egentlig snakker om, når de mødes med Lærke. Børnene har indbyrdes aftalt, at det er hemmeligt, hvad der foregår i gruppen. Derfor hedder gruppen også "Specialgruppen". For at gøre det lidt 007-agtigt.

- Vi taler om følsomme emner, og det er vigtigt, at børnene er loyale og ikke sladrer om hinanden. Det er heldigvis også mit indtryk, at forældrene lader være med at "presse" oplysninger ud af børnene, siger Lærke, som understreger, at hendes opgave ikke er at løse elevernes problemer, men at være en katalysator for deres samtaler.

Hun er uddannet AKTvejleder og har derfor redskaberne til at tale med børnene. - Men jeg er ikke psykolog. Min opgave er at være en slags ordstyrer i gruppen, forklarer Lærke, som glæder sig over skilsmissegruppens resultater.

- Jeg oplever, at det her arbejde giver gladere børn, som er gode til at hjælpe og støtte hinanden. Det er hele formålet med projektet. Så det giver mig en stor tro på, at vi gør det rigtige, siger hun.