Når livet gør ondt

Far vil ikke kendes ved mig

14. oktober 2010 af Annemette Barbré
Tre-årige Celine har ifølge Statsforvaltningen ingen far. Celines mor har ellers oplyst, hvem han er: Han er pilot og arbejder i England. Men han gider hverken børnepenge eller ansvar, og myndighederne har opgivet at tvinge ham.
Foto: Jesper Christensen
Foto: Jesper Christensen

23-årige Rikke Nielsen læser endnu en gang ordene i brevet fra Statsforvaltningen: "Statsforvaltningen har afsluttet og henlagt sagen om faderskabet til dit barn, født den 22. oktober 2007."

- Jeg kan simpelthen ikke forstå det. Hvordan kan han slippe af sted med det her, spørger hun ud i luften. Rikke, der bor i Åbenraa i Sønderjylland, blev for snart fire år siden gravid ved et uheld.

- Jeg havde mødt Celines far, da jeg på et tidspunkt var kæreste med hans bedste ven. Da det forhold gik i stykker, begyndte vi at kæreste lidt. Vi var ikke et fast par, og det var helt klart ikke planlagt, da jeg blev gravid tre måneder senere, forklarer Rikke.

Ude og Hjemme på facebook

Tilbød penge for abort
Hun og den mand, hun er 100 procent sikker på, er far til hendes datter, var dog begyndt at lægge planer for en fælles fremtid.

- Han er pilot og skulle arbejde i England i en periode. Så vi talte om, at jeg skulle komme over og bo sammen med ham, når han havde fået etableret sig. Men der kom altså lige en uventet graviditet i vejen, siger Rikke. For hendes nye kæreste var på ingen måde indstillet på at stå ved sit ansvar.

- Han ville slet ikke høre tale om, at jeg skulle have barnet. Han gik så vidt, at han tilbød mig penge for at få en abort. Men det hverken kunne eller ville jeg, siger Rikke.

Hun var klar over, at hun ville blive alene om at opfostre sit barn. Men hun havde ikke forestillet sig, at faderen helt kunne undgå at blive registreret.

"Retten i Sønderborg mener, at der ikke er kommet tilstrækkelige oplysninger til, at faderskabet kan blive fastslået. Der bliver således ikke registreret nogen far til dit barn, født den 22. oktober 2007", står der videre i Statsforvaltningens afgørelse.

- Da han fandt ud af, at jeg ville gennemføre graviditeten, afbrød han al forbindelse med mig. Og jeg har faktisk ikke haft direkte kontakt med ham siden. Han flyttede til Lincoln i England, og det er åbenbart langt nok væk til, at de danske myndigheder ikke kan finde ham, siger Rikke.

Efter Celines fødsel kontaktede hun Statsforvaltningen og opgav sin tidligere kæreste som eneste mulige barnefader. Og Rikke ved, at både Statsforvaltning og senere Retten i Sønderborg har forsøgt at få kontakt med Celines far. Dog uden held.

- Det, der er grotesk, er, at hans forældre bor i en lille by ca. 15 km herfra, og jeg ved fra fælles bekendte, at han ret ofte er i Danmark for at besøge dem. Myndighederne har også sendt breve til deres adresse, men de nægter at have noget med sagen at gøre. Jeg har flere gange ringet til Retten i Sønderborg, når jeg har vidst, at han var hjemme. Men de har ikke reageret.

Læs også: Lykken er en ung mand

Er på facebook
Afgørelsen om, at Celine må anses for faderløs, har næsten slået Rikke ud.

- Det kan jo ikke være rigtigt, at fordi manden er flyttet til England, så kan han slippe for at afgive en blodprøve, der helt sikkert vil vise, at han er far til Celine. Jeg forstår ikke de danske myndigheder. Jeg har i Retten under ed oplyst, at han er den eneste, der kan være far til min datter, så jeg synes, han burde dømmes til at være hendes far, når han nægter at afgive en blodprøve - eller i det hele taget at møde op, siger Rikke og hiver en udskrift af retsbogen frem:

"Dommeren bemærkede, at Royal Courts of Justice har meddelt, at de britiske myndigheder ikke har været i stand til at finde T.S. Dommeren besluttede at hæve sagen .., idet den oplyste fadermulighed ikke kan findes. Sagen sluttet."

- De kan ikke finde en mand, der f.eks. har en profil på Facebook, som de ved, hvor arbejder - og i hvilken by han bor. Det går over min forstand, siger Rikke, der nu har tænkt sig at hyre en advokat.

- Min datter har ret til en far. Hun er ikke faderløs. Hun har en far, og både han og jeg ved, hvem han er. For mig handler det her ikke om penge, for jeg får jo børnebidraget udbetalt af det offentlige. Men jeg vil kæmpe for, at Celine får en far - om ikke andet så på papiret, siger Rikke.

Sponsoreret indhold