Flået ud af fars arme

- Far, du må ikke gå fra mig. Slip mig! Jeg vil ikke med. Nej, nej, nej! Femårige Nicole skreg og græd desperat, da politiet troppede op, og hun blev hevet ud af sin fars trygge favn på Rigshospitalet onsdag aften.
Blev skambidt af rottweilere
- Hvorfor skal Nicole straffes? Hun føler jo, at vi svigter hende, siger hendes far, Dennis Rasmussen, 31. Nicole er nu anbragt på en døgninstitution på Bornholm. Hun skal opholde sig på institutionen i op til otte uger, mens de sociale myndigheder undersøger hendes forældre. Derefter risikerer hun en reel tvangsfjernelse. Den 12. august blev lille Nicole brutalt overfaldet af sin stedfars to rottweilere på gårdspladsen ved familiens hus på Bornholm. Al hud, hår og muskler var flået af issen, ligesom hun var blevet bidt overalt på kroppen og havde fået et halvt øre flået af.
Forældrene skal undersøges
Under det lange hospitalsophold har hendes forældre kæmpet med næb og klør om forældremyndigheden. Kampen mellem mor og far havde fanget de sociale myndigheders opmærksomhed. Nicole skulle derfor udskrives fra hospitalet til de sociale myndigheder på Bornholm. Men Dennis sørgede for at udskrive sin datter, inden myndighederne kom. Moderen meldte ham prompte for kidnapning, så lykken varede kun i tre dage.
- Hvordan kan det være sundt for et barn at blive taget direkte fra hospitalet og anbragt på et børnehjem? Nicole har brug for ro og støtte. Jeg vil kæmpe for min datter til det sidste, siger Dennis.
LÆS OGSÅ: