Flugten blev min levevej

Klokken har ringet ud, og et mylder af skolebørn løber i armene på deres forældre, der med smil står og venter ude foran skolen. Tilbage står Annika. Hun spejder rundt, men der er ingen mor at se. Intet varmt smil eller spredte arme. Den livlige larm bliver hurtigt erstattet af larmende stilhed, og Annika ved godt, hvad det betyder. Mor kommer ikke. I stedet begynder hun at gå de 12 kilometer hjem til moderens hus.

- Der var så mange gange, hvor jeg stod og kiggede efter min mor, der aldrig kom. Nogle gange blev jeg samlet op af den lokale politibetjent, som kørte mig hjem, men mange gange gik jeg den lange vej hjem, og jeg vidste jo bare, hvad der mødte mig, når jeg kom hjem, fortæller 43-årige Annika Von Holdt. Som syvårig flytter Annika og hendes mor til Bornholm i et hus i den ene ende af Rønne. Moderens alkoholmisbrug ligger allerede som en tung, mørk dyne over familielivet, og venindernes hyggelige hjem står i skærende kontrast til den utrygge stemning, som præger Annikas barndomshjem. Men det konstante tågede udtryk i moderens øjne får hurtigt Annika til at indse, at hun skal klare sig selv.

- De fleste dage lå min mor stadig og sov, når jeg skulle i skole. Så jeg lærte hurtigt mig selv at stå op, lave morgenmad, smøre madpakke og finde ud af, hvordan jeg kom i skole. Vi havde en lille krukke med penge på køkkenbordet, og så tog jeg nogle og ringede til en taxa. På en eller anden måde lærer man at klare sig selv, selv om man er et barn, forklarer Annika.

Skrev sine løgne ned
Ensomheden bliver en altoverskyggende del af Annikas barndom, og i skolen begynder hun at vise tegn på, at hun ikke har det godt. Hver gang læreren spørger hende om noget, nægter Annika at svare, men selv om læreren til sidst tager fat i moderen, sker der ikke noget. Annika bliver ved med at bo hos sin mor.

I skolen begynder Annika at lyve for at få opmærksomhed. Men der gik ikke lang tid, før kammeraterne fandt ud af, at det var det pure opspind. Men det betød samtidig, at Annikas mor endte med at give hende et råd, som senere viste sig at få stor betydning for hendes liv.

- Jeg kan huske, at min mor sagde til mig, at i stedet for at lyve, så skulle jeg enten synge mine historier eller skrive dem ned. Jeg tyggede lidt på det, men dagen efter tog jeg en blok og en blyant, og så satte jeg mig over på kirkegården og skrev, forklarer Annika.

Har tilgivet mor
- Når jeg skrev, glemte jeg den virkelighed, jeg var i. Personerne var levende for mig, og jeg var fuldstændig opslugt, forklarer Annika. De følgende år bliver Annika ved med at skrive. Hun får udgivet flere historier, men det bliver ikke noget, hun kan leve af, så efter 9. klasse flytter hun til København. I flere år arbejder hun som model, læser medicin og får et job som pressechef i Magasin- koncernen.

- Jeg kan huske, at min mand en dag siger: "Hvorfor siger du ikke bare dit job op og så får skrevet den bog, som du har drømt om?" Jeg gjorde mig en masse tanker omkring det, men så besluttede vi, at jeg tog to år ud af kalenderen for at prøve det af. Annika nåede at skrive to bøger. Den første blev udgivet i 38.000 eksemplarer, og i dag er barndommens flugt blevet hendes levevej.

Den 25. august i år udkommer hendes fjerde bog "Pantomime". Annikas mor døde for 15 år siden af kræft. Hun indrømmede aldrig, at hun havde et alkoholproblem, men trods den hårde barndom og moderens fornægtelse har Annika i dag tilgivet hende.
- Jeg elskede min mor, og hun elskede mig, og jeg brugte mange år på at beskytte hende. Så jeg fortalte aldrig, hvorfor jeg blev forfatter. Men jeg har nu fundet ud af, at jeg ikke skal bære på en skam, som ikke er min, og det har været en lettelse at fortælle om det. I dag har jeg det sådan, at hvis jeg dør i morgen, så er det okay. Jeg er virkelig lykkelig.

Læs også om Camilla Framnes fra De Unge Mødre - Hun er stormende forelsket