Født som pige

– Vores barn kom med storken, siger 36-årige Espen Andre Heum Frederiksen fra Agder i Norge grinende.

Efter halvandet år som kærester giftede han sig med 33-årige Karianne Setane Frederiksen i Holt kirke i 2019. De har fra start både været åbne over for hinanden og andre omkring Espens baggrund.

– Det har jo nok været lidt strategisk. For på den måde slap vi for, at folk snakkede og stillede dumme spørgsmål. Når alle ved alt, så er der jo ikke længere noget at undre sig over, fortæller Karianne.

Espen var som udgangspunkt indstillet på et liv som frivilligt barnløs efter sin kønskorrigerende operation. Men han var glad for, at Karianne var ærlig om ønsket om at blive mor.

Parrets datter, Linnea Maria, som blev født den 14. juli i år, er i dag et levende bevis på, at drømme kan gå i opfyldelse, når kærligheden sejrer.

De mange år med testosteronbehandlinger har gjort, at Espen i dag har en imponerende skægvækst, men foreløbig findes der ingen medicinsk behandling, som giver ham mulighed for at blive biologisk far.

– I teorien kunne jeg være biologisk mor til min datter. Men så skulle jeg have høstet og frosset mine æg, før jeg fik fjernet bryster, æggestokke og livmoder. Noget, som dengang ikke var aktuelt. På det tidspunkt var det at blive forældre en fjern tanke, fortæller Espen.

Krævende proces

I dag kan de takke medarbejderne på fertilitetsklinikken for, at de nu har indgående kendskab til søvnløse nætter og bleskift.

Udgifterne til selve behandlingen blev dækket af staten, og Espen og Karianne beskriver den indledende proces som krævende. Ikke mindst, fordi det fra 1. juli 2020 blev et krav om at par og enlige, som søger om hjælp til assisteret befrugtning, skal have en børneomsorgsattest fra politiet. Det betyder, at politiet har godkendt, at vi er egnede som forældre, siger ægteparret. Først da attesten var klar, og det var bekræftet, at de både var fysisk og psykisk egnede til at blive forældre, kunne de fortsætte med processen.

LÆS OGSÅ: Donna fødte en fremmed mands baby

Nogle måneder efter, at Karianne indledte behandlingen med hormoner, blev der udtaget 17 æg fra hende. Mange af æggene blev befrugtet, og de fleste blev frosset ned. Den næsten uvirkelige besked om, at behandlingen var vellykket, kom allerede efter andet forsøg.

Den 5. oktober i fjor brød jublen for alvor ud, da alle prøver viste, at Karianne var gravid.

– Vi ved, hvor heldige vi er. Det er jo ikke alle, det lykkedes for, fortæller de.

Donor fra Danmark

Det eneste de ved om donor, er, at han bor i Danmark, og at Linnea Marie har en mulighed for at få mere at vide om ham, når hun fylder 15 år.

– For os handler det om at give hende en god opvækst. Noget, jeg ikke selv havde.

Gennem flere år havde Espen overbevist sig selv om, at der ikke var nogen logik i, at han som biologisk født kvinde skulle blive far til et barn.

– Før Linnea Maria kom til verden, havde jeg mange tanker om, at hun ikke var mit biologiske barn. Jeg var angst for, at jeg ikke ville blive ordentlig knyttet til hende. Man kan måske kalde det en slags fødselsdepression – på forhånd.

Men frygten blev gjort til skamme, da han så deres lille baby. Tårerne får frit løb, når han tænker tilbage på det magiske øjeblik, hvor han holdt sin datter i armene for første gang.

– Følelsen af lykke var større og bedre, end jeg nogensinde havde drømt om. Hun skulle bare have al den kærlighed, jeg kunne give. Det er en fantastisk følelse, for jeg har aldrig før givet så megen kærlighed eller elsket mig selv som nu.

Født som Else-Lill

Espen er født Else-Lill. Hans historie handler om et barn, der aldrig følte sig som en af de andre piger under sin opvækst. Hun hadede at lege med dukker og ønskede mest af alt at være sammen med drengene.

– Da jeg var yngre, var jeg ikke særligt sød mod andre børn. Jeg havde adhd og en unormal stor lyst til mad. I dag er det nok det, man vil kalde hyperaktiv. Jeg vidste ikke, hvad der var rigtigt eller forkert. Jeg havde mildest talt en anden måde at være på end mine jævnaldrende.

Han husker, hvordan han brugte flere år på at samle mod nok til at fortælle sin historie for første gang, og hvor overvældende det var at blive mødt af en strøm af positive tilbagemeldinger. Til tider kan han blive ramt at frygten for, at hans datter skal opleve svigt og at føle sig forkert. Noget, som han selv oplevede i sin barndom.

Selv kom han i en plejefamilie, og han mindes årene som et mareridt. Han kæmpede med sig selv og sin psyke, og oveni kom hans forældres skilsmisse og morens kræftsygdom.

– Dyrene på mine bedsteforældres gård var mine bedste venner. De accepterede mig, som jeg var. Det var først, da jeg mødte Karianne, at jeg første gang fortalte om, hvordan jeg egentlig havde det, fortæller Espen.

– De ville have, at jeg havde langt, lyst englehår, men jeg protesterede og endte med at klippe mig korthåret. Samtidig havde jeg perioder, hvor jeg forsøgte at være en rigtig pige for at passe ind i den verden, som folk forventede, at jeg tilhørte, fortæller Espen, der også havde år med trøstespisning og mishandling af egen krop.

Kaldt betonlebbe

Først som 17-årig bestemte han sig for at stå åbent frem som lesbisk.

– Jeg havde haft drengekærester, men jeg måtte erkende over for mig selv, at det var piger, der fik de helt store følelser frem i mig. Og eftersom jeg på det tidspunkt var stor og kraftig, fik jeg hurtigt betegnelsen ’betonlebbe’.

Selvskade blev en del af hverdagen. Else-Lill døjede med den indre smerte, som hun prøvede at dulme med rusmidler, og flere gange forsøgte hun at tage sit eget liv. Hun var indlagt adskillige gange på psykiatrisk afdeling, og arene på venstre arm og højre ben vidner om en hård periode.

LÆS OGSÅ: Fireårige Mathilde er stadig et mysterium for lægerne

– Jeg ønskede virkelig at dø. Jo større mine bryster blev, desto dårligere blev min psyke. Jeg hørte stemmer. Stemmer, som jeg nu ved, var Espen, der ville frem i lyset.

I dag er Espen glad og taknemmelig over, at en psykolog hjalp ham til erkende, at hans krop ikke var en fejl. Til trods for, at han lever med posttraumatisk stress, understreger han, at han er mere end en trist historie.

– Det er også historien om at finde lys for enden af tunnelen. Hvis du kan overvinde de svære ting, så vil du opdage, at livet har rigtig meget at byde på.