Følte skyld over fars død

Tiden haster af sted, og niårige Christian skal i skole. Flere gange i løbet af morgenen, har hans far skyndet på ham, og irritationen bygger sig op i Christian. 

– Tag det her bælte på, siger hans far. Christian kigger på det og skærer ansigt.

– Det er et damebælte, siger han afvisende.

Stemmerne bliver hævet, og som minutterne går, bliver frustrationerne større. Men pludselig tager Christians far sig til kinden og tager en lille stump tand ud af munden. Den dag har Christian ingen anelse om, hvor stor betydning den episode vil have for hans senere liv.

En lykkelig tid

– Jeg har så mange gange tænkt tilbage på den dag. Hvis jeg ikke havde skændtes med min far, var det måske ikke gået så galt, fortæller 26-årige Christian Heinze fra Albertslund, der i øjeblikket medvirker i programmet ’ Det fede Fællesskab’ på TV2. Her bor han sammen med fire andre unge overvægtige i en måned for at arbejde med deres mentale og fysiske helbred. 

Når Christian husker tilbage på de tidlige barndomsår, er det med et smil på læben. Han mindes farens rolige og tålmodige sind, og hvordan han fik lov til at komme med ud i garagen, når faren rodede med biler. Ofte var det faren, der hjalp Christian med sine lektier, og Christian glædede sig altid til, at han kom hjem fra arbejde.

– Jeg læste højt for min far, og jeg blev glad, når han roste mig. Når vi havde lavet lektier, kunne vi nogle gange spille PlayStation, og han gik lige så meget op i det som jeg, smiler Christian.

Hans mindes sin mor som mere streng og overbeskyttende, derfor var det ofte faren, han gik til, hvis han skulle have lov til noget.

Mor blev indlagt

En morgen, da han kom ud fra sit værelse, så han sin mor falde sammen på gulvet. Han græd og skreg ’ mor du må ikke dø’, mens han ruskede i hende.

Den dag sluttede den ubekymrede tilværelse i hjemmet i Albertslund. Christians mor blev indlagt på psykiatrisk afdeling, og Christian fik som den første i klassen en telefon, så han kunne ringe til hende.

– Min far sagde, at hun havde en depression. Jeg tror ikke rigtig, at jeg forstod så meget af det dengang. Men jeg besøgte hende ofte på psykiatrisk afdeling, og jeg husker, at hun en dag havde fået klippet sit hår. Det synes jeg var lidt mærkeligt. Men jeg kan også huske, at min far og jeg havde taget et foto af os sammen med vores nye hund, som hun blev glad for.

Da hans mor blev udskrevet, flyttede hun i en periode i et sommerhus for sig selv. Christian og hans far besøgte hende i weekenderne, men den dag hans far knækkede en tand under et skænderi, drev der en mørk sky ind over familielivet. Faren fik trukket tanden ud, men efterfølgende hævede hans kind op. Det viste sig at være kræft.

Tiden, der fulgte, var med et virvar af tanker for Christian. Hans far blev opereret og fik fjernet noget af kæben.

– Jeg kan huske, at jeg sad oppe på kommunen, hvor jeg fik at vide, at min far var så syg, at han kunne dø. Jeg kan bare huske, at jeg græd. Men inderst inde forstod jeg det nok ikke helt, forklarer Christian.

Kom i pleje

Han var glad, da hans far endelig kunne komme hjem igen. Familien fandt sin vante tone, men allerede efter omkring tre måneder, blev Christians far indlagt igen. Det betød, at Christian var nødt til at komme i plejefamilie, så Christians mor kunne være der for faren. Fra den ene dag til den anden skulle han forlade barndomshjemmet, der emmede at hyggelige stunder.

Da han en dag besøgte faren på hospitalet, så han, at der var opereret noget ind i farens hals, så han ikke kunne snakke. 

– Han fik en slags skrivemaskine, hvor han kunne skrive korte beskeder til os. Selv om vi ikke kunne tale sammen, kunne jeg se i min fars øjne, at han var glad for at se mig.

Når Christian tænker tilbage på sygdomsperioden, gik det hele stærkt. En morgen, da han stod op hos plejefamilien, fornemmede han hurtigt, at noget var anderledes.

– Jeg fik lov at spille PlayStation og spise toast til morgenmad. Jeg fornemmede, at de hviskede omkring mig. Men det var først, da min sagsbehandler og psykolog kom, at jeg forstod, hvad der foregik. 

Verden brød sammen

”Jeg har en god og en dårlig nyhed,” sagde sagsbehandleren til niårige Christian. Hvad den gode nyhed var, husker Christian ikke i dag, for han valgte den dårlige først, og da hun sagde, at hans far var død, brød han hulkende sammen. Han krøllede sig sammen på gulvet i fosterstilling, mens de voksne prøvede at trøste ham.

Efterfølgende ringede han grædende til sin mor, og før de kørte af sted til kapellet, tegnede han en tegning til sin far.

– Jeg insisterede på, at jeg ville se min far i kapellet. For jeg troede ikke på, at det var rigtigt, at han var død, fortæller Christian, der husker den øredøvende stilhed kun afbrudt af grædende mennesker.

– Jeg lagde en rose og min tegning til ham, og så læste jeg et kort højt for ham, som jeg havde skrevet.

Den efterfølgende tid var Christian ulykkelig. Han ringede rundt til sine kammerater for at fortælle, hvad der var sket, og i skolen havde han svært ved at koncentrere sig. I stedet blev han hurtigt frustreret og aggressiv.

– Jeg kunne ikke forstå, at jeg aldrig skulle se ham mere, fortæller Christian, der valgte at blive boende i plejefamilien for en stund, da han havde svært ved at være i barndomshjemmet, hvor alt mindede ham om hans far.

Som tiden gik, prøvede Christian at finde en mening med farens død, og når han om aftenen lå i sengen, blev han ved med at gennemgå den skæbnesvangre morgen, hvor hans far knækkede sin tand.

Følte skyld

– Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg bare havde ladet være med at hidse mig op den morgen, så havde han måske ikke knækket tanden, og så havde han ikke fået kræft. Jeg kunne ligge og mentalt spole tiden tilbage. Så forestillede jeg mig, at jeg bare havde gjort, som han havde sagt, og hvad vi ville lave, hvis han stadig var her, fortæller Christian, der i flere år kæmpede med skyldfølelsen.

Han var flere gange i kontakt med psykologer, men en grundfølelse af fortabthed fulgte med ham. Han blev ligeglad med sine lektier, og han begyndte at gemme sig væk i stort tøj.

Som årene gik, havde han svært ved at finde en glæde i hverdagen. Han stod op, gik på arbejde, hvor han kørte lastbil, og når han var hjemme igen, sad han ofte foran computeren.

Den dag Christian valgte at melde sig til programmet ’Det Fede Fællesskab’, havde han fået nok. Han havde behov for at tage styring over sit eget liv, og han vidste, at han havde nogle indre dæmoner, han skulle arbejde med. Gennem det intensive forløb på en måned, fik han sammen med en psykolog åbnet op for den smertefulde fortid, og det var en lettelse at få sat ord på de tanker og følelser, som han havde gemt væk.

Bedre til udfordringer

I dag er Christian blevet bedre til at tackle de udfordringer, som han bliver mødt af, men han erkender også, at der stadig er perioder, hvor han har det svært.

– Det er jo ikke noget, der bliver fikset i et tv-program, der varer en måned. Men jeg kan ringe til psykologen Tina, der er med i programmet, og så er hun god til at hjælpe mig videre, fortæller Christian, der også snakker med de andre medvirkende, som han har fået et tæt venskab med.

Forholdet til hans mor er godt, og han har knyttet sig meget til sin stedfar, som han kan have gode snakke med. 

Et godt liv

Christian håber nu, at hans historie kan være med til at vise, at selv om ens barndom har vist sig fra en ubarmhjertig side, er det stadig muligt at få et godt liv.

– Jeg har lært, at det ikke er farligt at bede om hjælp. Faktisk er der rigtig mange, der gerne vil hjælpe, hvis de får lov, fortæller Christian.

I dag er han godt klar over, at han ikke var skyld i sin fars død. 

– Når jeg tænker på ham, er det med glæde. Jeg har en masse gode minder om ham, og jeg ved, at han ville være stolt af mig, hvis han så mig i dag.