Forladt af mor

Pludselig står hun der helt tæt på os midt i børnenes legerum på børnehjemmet i Gavojdia. En lille nuttet pige med store brune øjne. Hun virker lidt forlegen.

Før sprang hun rundt og legede med de andre piger, men nu står otteårige Naomi og tripper med et dokument, som hun holder fast med begge hænder. Det virker til at være mere værd end alle verdens guldskatte til sammen.

- Her er min mor, siger hun, inden hun ganske forsigtigt vender et fotografi mod os. Billedet viser en glad Naomi ved siden af sin mor, 43-årige Simona. Også Naomis storesøster Joana er med på billedet.

Mens Joana holder fast i sin mor, så sidder Naomi på hug ved siden af. Hun har plukket friske blomster til sin mor, som hun står med i hånden. Det ligner rendyrket familieidyl, men er desværre kun et stadig mere flygtigt minde for den lille Naomi og hendes storesøster.

For det er længe siden, deres mor har besøgt dem. Børnehjemmets personale fortæller os, at billedet er taget på børnehjemmet her i Gavojdia forrige sommer, da Noami fyldte syv år. Det var sidste gang, hun fik besøg af sin mor. Det er et år og fire måneder siden.

- Det er derfor, fotografiet betyder så meget for hende, lyder det fra personalet. Lige nu er der ingen, der aner, hvor Naomis mor er. Hun jagter et bedre liv. Måske i Tyskland. Måske i Frankrig. På et tidspunkt var hun med sikkerhed i Italien. Men hun ringer en gang imellem, og håbet om, at familien en dag kan genforenes, er der stadig.

Da familien boede sammen, var de omgivet af en fattigdom så ødelæggende, at en tilværelse som tiggerbarn i Timisoara var eneste vej at gå for et barn som Naomi.

Hun ville givetvis kunne vække medfølelse på grund af sin alder og store uimodståelige øjne. Men vejen mod menneskelig undergang ville have været endegyldig.

I det lys er livet på det nedslidte børnehjem med det dårligt lønnede personale måske ligefrem et godt liv. Det mener Theodoro Sorin, der er leder af børnehjemmet.

Han lægger dog ikke skjul på, at både Naomi og de andre over 90 børn ofte går rundt med nogle svære traumer. Og tunge savn. Og ikke mindst den evigt nagende fornemmelse af at være glemt af deres nærmeste.

Det værste er savnet
- Det er meget svært for børnene. Inden de kom her, har de oplevet nogle virkelig slemme ting. Men det værste for dem er nok savnet. Desværre kan vi ikke altid holde kontakten til deres forældre. Nogle gange ved man ikke, hvem faderen er. Og moderen, ja, pludselig kan vi ikke finde hende, selv om vi ringer og bruger internettet. Der er jo også forældre, der er døde eller så langt ude i et misbrug, at de har opgivet alt, fortæller han.

Naomi skynder sig at snuppe fotografiet. Hun smutter væk og gemmer det i et lille skab på sit værelse, som hun deler med syv andre børnehjemsbørn. Herefter kommer hun tilbage og går hurtigt i gang med at studere det legetøj, vi har med fra Danmark.

Prinsesse-dukken er foreløbig inddraget af nogle af de større piger. Så hun kaster sig over malebøgerne i stedet. Hun virker glad, når hun smugkikker på de andres tegninger, og forsøger at efterligne de ældre piger.

Det virker et øjeblik som et helt almindeligt frikvarter i en dansk skole. Kort efter er tegningen færdig, og Naomi skruer op for charmen. Hun kaster nu sin kærlighed på fotografen.

Læs mere om Naomi og det rumænske børnehjem i Ude og Hjemme i denne uge.