Når livet gør ondt

Gudskelov du lever

4. april 2011 af Helge Christensen
Ane Lene oplevede enhver dagplejemors værste mareridt, da hun fandt halvandet år gamle Victoria liggende livløs i børnenes legehus under en tung ovn. Et kursus i førstehjælp betød forskellen på liv og død.
Foto: Gregers Kirdorf
Foto: Gregers Kirdorf

Pigen lå livløs under den tunge ovn. Hun var blå i hovedet, læberne var blå, og hun lå med vidtåbne øjne og stirrede tomt ud i luften. Ane Lene gispede i panik. Nej! Førstehjælp. Pludselig stod dét, hun året før havde lært på et kursus, lysende klart for hende.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Lille Victoria er lige fyldt to år og sender sin dagplejemor, Ane Lene Mølbak, et blændende smil. Den lille lysblonde pige med de spillende, blå øjne er endnu for lille til at forstå, at hun i dag kan takke Ane Lene for at være i live.

Men hun ved, at Ane Lene er noget helt specielt. Den 53-årige dagplejemor vil sent glemme, hvad der skete den sidste dag i august i fjor, da hun sammen med sin kollega Bente Snoger, 48, havde arrangeret en skovtur for børnene på legepladsen i haven bag ved parcelhuset i Støvring syd for Ålborg i Nordjylland.

- Vi fejrede, at det var Peters sidste dag hos mig. Han var på vej mod de tre og skulle begynde i børnehaven dagen efter, fortæller Ane Lene. Pludselig stod Peter foran Ane Lene og fortalte, at Victoria var faldet, og at hun græd.

- Jeg tænkte først, at det ikke kunne være alvorligt, når jeg ikke kunne høre hende, siger Ane Lene. Men Peter tog sin dagplejemor i hånden og trak hende med. Ane Lene lod ham føre sig ned mod legehuset, og det syn, der mødte hende fik adrenalinen til at pumpe i hendes krop.

Det stod pludselig uhyggelig klart, hvorfor Ane Lene ikke kunne høre Victoria. På gulvet lå den lille pige livløs med en stor tung mikrobølgeovn over sig. Ane Lene fik hurtigt ovnen væk.

Læs også: Holger savnede mor og far

Hun var blå i hovedet
- Jeg vendte hende om. Hun var blå i hovedet, hendes læber var blå og hun lå med vidtåbne øjne og stirrede tomt ud i luften. Det var uhyggeligt. Jeg må indrømme, at jeg var tæt på panik. Jeg troede, hun var død, forklarer Ane Lene, der alligevel bevarede roen.

Pludselig huskede hun, hvad hun året før havde lært på et førstehjælpskursus. Hun tog den lille pige op i armene, holdt hendes hoved i venstre hånd, mens hun begyndte at puste liv i hende. - Jeg bar hende over på bænken og bad Bente ringe 112, forklarer Ane Lene.

På bænken fortsatte hun med at give den lille pige kunstig åndedræt og hjertemassage, og efter fem minutter fik hun liv i Victoria, der begyndte at puste luften ud igen.

- Hun lukkede øjnene og begyndte at græde. Da var jeg ikke i tvivl om, at hun ville overleve, siger Ane Lene med et smil. I mellemtiden ankom en ambulance og en lægebil, og lægen overtog det livgivende arbejde med Victoria, der blev kørt til Ålborg Sygehus med Ane Lene på forsædet ved siden af chaufføren.

Imens tog Bente sig af de øvrige børn. Forinden havde hun ringet til Victorias forældre, der skyndte sig til sygehuset. Det var først på vej til sygehuset, det gik op for Ane Lene, hvor tæt hun havde været på en tragedie.

- Jeg begyndte at vræle, som jeg aldrig har gjort før, siger Ane Lene, der har været dagplemor i 25 år. De sidste to et halvt som privat dagplejer. Undersøgelser efter ulykken viste, at Victoria havde forsøgt at stikke sit hoved ind i ovnen og var kommet i klemme mellem selve ovnen og lågen.

Den lille pige har tilsyneladende forsøgt at kæmpe sig fri og har derved rokket ovnen ned fra hylden, så låsen havde boret sig ind i hendes bryst.

- Det var en stor industriovn, vi havde fået foræret, og som vi havde taget alt farligt ud af. Børnene har leget med den i flere år og moret sig med af bage sandkager i den, uden at vi nogensinde havde tænkt på, at den kunne være farlig, forklarer Ane Lene, der nu har skilt sig af med ovnen.

Klar til hygge i haven

Reddet af førstehjælp
Hun er ikke selv meget for at tage æren for, at det gik godt, og Victoria overlevede uden mén.

- Havde Peter ikke været så kvik, var der måske gået dyrebare minutter tabt. Og havde Bente ikke været her, havde jeg været nødt til at standse førstehjælpen for at ringe efter hjælp, forklarer Ane Lene. Hun føler sig ikke stolt over at have redde Victorias liv.

- Jeg passede jo bare mit arbejde. Men jeg er dybt taknemlig for, at det hele endte lykkeligt, siger Ane Lene. Sammen med fire andre, der har ydet en fremragende førstehjælpsindsats og reddet liv, er den nordjyske dagplejemor indstillet til Røde Kors' pris som Årets førstehjælper.

Kåringen fandt sted 30. marts 2011 på Røde Kors' hovedkontor i København. Ane Lene vil gerne opfordre andre til at tage sig tid til at lære førstehjælp.

- Det tager altså kun fire timer at lære det vigtigste. Og de fire timer kan betyde forskellen mellem liv og død, siger Ane Lene.

LÆR FØRSTEHJÆLP
Hverdagen byder på uforudsete hændelser, der kræver, at vi kan handle hurtigt, hvis uheldet er ude. Med et førstehjælpskursus bliver du uddannet til at kunne hjælpe ved både små og store ulykker - og endda være med til at redde liv.

Førstehjælpskurser kan være korte og lange, til kørekort, børn og målrettet genoplivning. På Dansk Røde Kors' hjemmeside, kan du finde en oversigt over førstehjælpskurser til private. Hjemmesiden finder du ved at klikke ind på www.drk.dk.

Sponsoreret indhold