Han ville bare beskytte os

- Heidi og Line, kom så!! Med hovedet mod gulvet kan Heidi høre sin mand kalde fra parkeringspladsen. De to bevæbnede rockere har med slag og spark fået fat i bankens kontanter, og med hurtige skridt nærmer de sig udgangen.

Da hun hører lyden af hendes mands stemme, ved hun, at han er kørt helt op til indgangen til banken i deres grønne Hyundai, og da hun løfter hovedet, hører hun det. Braget.

Michael sammen med sønnen Mikkel

Få minutter før er hendes datter, Line, gået ind i kiosken for at købe en sodavand, og da Heidi løber udenfor, kan hun se sin datters blik fæstet til familiens bil. Døren er åben, og bilruden er knust.

Så ser hun det: Blodet. Hovedet der hænger, og de ellers så varme øjne er lukkede.

Læs også: Havet tog mine piger

Livet viste sig fra den ondeste side, da 41-årige Michael Pichard en dag i juni 2002 blev likvideret af en bandidosrocker foran Ålsgårdecenteret i Nordsjælland.

Skulle have været en hyggedag
Familien havde dagen før fejret Lines niårs fødselsdag, og denne dag skulle bruges på familiehygge, hvor Line skulle have hul i ørerne. Men i et forsøg på at beskytte sin familie blev Michael selv dræbt, og Heidi, Mikkel og Line mistede den mand og far, der havde fyldt deres liv med så megen glæde og kærlighed.

- Han ville ikke spille helt, da han kørte op imod banken. Han var en ganske almindelig familiefar, der var nervøs for mig og Line. Han ville jo bare passe på os, forklarer 42-årige Heidi Johansen her 10 år efter, at hendes mand blev dræbt.

Datter synger for far
En uge efter at Michael brutalt er blevet skudt, bliver en smuk, hvid blomsterprydet kiste båret ind i kirken, hvor Heidi og Michael flere år tidligere lovede hinanden at være sammen, til døden skilte dem. Tynget af sorg siger Line og Mikkel farvel til deres højtelskede far, der altid var der for dem.

- Line havde et ønske om, at Kim Larsens "Om lidt bliver her stille" blev spillet i kirken, men det kunne vi ikke få lov til. Men vores søde præst havde arrangeretnoget, da kisten blev kørt hen ad vejen.
Ude på vejen står en betjent og spærrer vejen for trafik. Niårige Line går op til bilen, og foran alle de fremmødte gæster begynder Kims Larsens rørende sang at komme over Lines læber. Resten af de fremmødte begynder at synge med, og langsomt begynder bilen at bevæge sig hen ad vejen.

Heidi prøver at få dagligdagen til at fungere så normalt som muligt. Men når hun bevæger sig væk fra de trygge rammer i rækkehuset, kan hun mærke, hvordan folks øjne hviler på hende.

Folk talte om os
- Hvis jeg smilede, når jeg gik ud, kunne jeg høre folk hviske "Hun er godt nok kommet hurtigt videre", men hvis jeg var ked af det, så sagde de "Ej, nu må hun også tage sigsammen for børnenes skyld". Jeg kunne ikke rigtig vinde, uanset hvilken grimasse jeg satte på, forklarer hun.

Sorgen er altoverskyggende for hendes to børn, og flere gange må hun haste hen til skolen, fordi hendes søn, Mikkel, er brudt sammen.
- De fortæller, at Mikkel ligger under bordet og skriger: - Skyd mig! Så jeg kan komme op til min far.

Efter et år begynder retssagen. Den 26-årige Jacob Winefeld og den 36-årige Robin Nielsen er blevet anholdt. Den kræftsyge bandidosrocker "Niller" har fra sin sygeseng udpeget Jacob som den mand, der skød og dræbte Michael Pichard. Og det er med svedende håndflader og tynget af sorg, at hun bare få meter fra de to sigtede mænd fortæller om den skæbnesvangre dag året før.

Fandt kærligheden igen
- Der var ingen anger at spore i deres ansigter, hverken under eller efter retssagen.

- Det var som om, at jeg kunne ånde igen efter, at jeg vidste, at Michaels morder havde fået sin dom, og følelserne mellem mig og Jens var kun blevet stærkere, for han har hele tiden været ved min side og lagt øre til min sorg. Men Jens holdt ved, og d. 28. august 2004 går Heidi op ad kirkegulvet i den samme kirke, hvor hun sagde farvel til sin mand to år tidligere. Selv om det er 10 år siden, at Heidi mistede sin mand, vidner blikket i øjnene om, at sorgen altid vil være en del af hende.

Læs også: Tak for livet, Cecilie

- Jeg har fundet ud af, at man ikke kan flygte fra sorgen, men når jeg kigger tilbage, er det utroligt, at vi er her, hvor vi er i dag. Jeg ved godt, at det er en kliché, men jeg værdsætter livet. Stunderne med mine børn, og at få lov til at finde kærligheden igen. Michael vil altid være med os i vores hjerter, og jeg er sikker på, at han sidder deroppe og passer rigtig godt på os.