Han ville brænde vores børn

- Åh, nej, min gud, se, børneværelset er totalt udbrændt. Hvis børnene havde været hjemme, havde de ikke overlevet branden.
Nina Harburg lægger sine arme omkring søsteren og lader tårerne få frit løb.
Mellem udbrændt legetøj, forkullede børnesenge og små afsvedne gummisko græder de to søstre den gråd, de igen og igen har måttet give efter for, siden de for 14 dage siden blev udsat for et brandattentat, der var uhyggeligt tæt på at udslette dem og deres familier totalt.
Reddet af forbipasserende
Bag forsøget på mordbranden står Ninas ekskæreste, der forrige søndag tidligt om morgenen iført camouflagebukser og hættetrøje sneg sig ind til bagsiden af Charlottes hus i Korsør og ved hjælp af tændvæske startede en voldsom brand.
I huset lå ud over de to søstre også deres mor, Helle, hendes kæreste, Ole, og Charlottes kæreste, Kristian.
Kun en snarrådig indsats fra en gruppe forbipasserende unge mænd, der havde været i byen, reddede de fem menneskers liv.
Ekskæreste fængslet
Forsøget på mordbranden var kulminationen på to måneders helvede for Nina, der igen og igen er blevet truet af sin ekskæreste, fordi hun ikke længere vil være kæreste med ham.
Den 32-årige mand er nu varetægstfængslet, mens politiet efterforsker sagen.
- Det værste er at tænke på mine børn, som egentligt skulle have været hjemme, siger Nina, da hun for første gang genser det udbrændte hus.
- Faktisk blev det først bestemt sent lørdag, at Natasja og Mathias skulle blive hos deres far. Det er simpelthen så uhyggeligt at tænke på, at rullegardinet til børnenes værelse var trukket ned, som det altid er, når de er her. Det har min ekskæreste kunnet se fra det sted, han startede ilden. Men det rørte ham åbenbart ikke en pind, siger Nina, mens hun leder efter en bestemt bog, som hun frygter også er blevet flammernes bytte.

Ville brænde børnene
Også søsteren Charlottes to børn, Philip på tre år og William på to, var heldigvis hos deres far under brandattentatet.
- Nina, min kæreste, Kristian, og jeg har tilsammen syv børn. Hvis de havde været her, var vi aldrig nået ud i tide, siger Charlotte Harburg, der under branden mistede alt, hvad hun ejer og har.
Et faktum, der har givet Nina en næsten ubærlig skyldfølelse.
- Hvis jeg ikke havde mødt den psykopat, var det her ikke sket. Jeg har trods alt stadig min lejlighed, men Charlotte har ingenting nu. Og det gør mig bare så ked af det, siger Nina og kan endnu en gang ikke holde tårerne tilbage.
En stærk familie
Charlotte tager fat i sin søsters skulder og kigger hende dybt i øjnene.
- Hør her. Du har absolut ikke skyld i det her. Ingen kunne jo vide, at manden var psykopat. Du ved, jeg elsker dig, og vi skal nok komme igennem det her sammen. Alt skal nok blive godt, siger Charlotte, mens hun tørrer en tåre væk fra Ninas kind.
Og faktisk får Nina sekunder senere grund til at smile igen.
For mellem afbrændte bøger, dyner og legetøj finder hun Barnets Bog.
- Det er Mathias' bog med notater og fotos fra hans første år. Og den er intakt! Hvor er jeg glad, siger Nina, før hun og Charlotte beslutter sig for at forlade det nedbrændte hjem.
Uden for huset venter deres mor, Helle, der trækker begge sine døtre ind til sig. I dette sekund er ord overflødige.

HELTENE
Politiet er ikke i tvivl om, at de unge mænd, der tidligt søndag morgen, den 16. maj, reddede Nina og resten af familien ud af det brændende hus, er vaskeægte helte. Uden deres beslutsomme håndtering af situationen kunne Korsør-branden meget vel være endt med dødelig udgang.
På billedet ses fra venstre Henrik Krogsgaard Jørgensen, Patrick Krogh Hansen, Mike Swardell Rasmussen og Martin Granly.
- Vi havde været i byen og fået lidt pinseøl, da vi fik øje på branden. Vi blev meget hurtigt ædru alle sammen og gik i gang med at hjælpe. Det var en voldsom oplevelseoplevelse, men i dag er vi bare glade for, at ingen kom alvorligt til skade, siger Patrick.
Han glemmer aldrig det syn der mødte ham den søndag morgen. I et vindue på første sal sad Nina og råbte på hjælp.
På en altan stod Helle og hendes kæreste Ole.
- De råbte, at de ikke kunne komme ned. Så nogle af os kravlede op på en læmur og kunne derfra hjælpe dem på altanen ned.
I garagen til det brændende hus fandt de unge mænd en stige. Den stillede de op, så Nina også kunne kravle i sikkerhed.