Havet tog mine piger

Susanne var hjemme i lejligheden, da hendes far ringede.

- Jeg har hørt i radioen, at der er sket noget forfærdeligt i Thailand, sagde han. Ordene løb som et koldt brusebad ned ad ryggen på Susanne. Hendes to piger var på ferie i Thailand sammen med deres far, Johan, hans nye kone og hendes to børn.

Et øjebliks rædsel ramte hende som en hammer i mellemgulvet, og smerten forplantede sig rundt i hele kroppen. Hun begyndte at gå forvildet rundt i lejligheden. Ude af sig selv.

- Selvfølgelig er der ikke sket dem noget, forsøgte hun at tænke. Hun ringede til deres mobiltelefoner for at få tanken bekræftet, men forbindelsen var død.

- De talte mest om Phuket i tv, men mine piger var jo i Khao Lak, fortæller Susanne Janson, 48. På den måde skubbede hun hele tiden det værst tænkelige bort og holdt fast i håbet.

Det var den 26. december 2004. Verdens kraftigste jordskælv i 40 år havde rystet området vest for det nordlige Sumatras kyst om morgenen klokken 7.58 lokal tid.

Jordskælvet forskød 1.200 kilometer havbund så kraftigt, at der opstod flere flodbølger, som ramte 14 lande omkring Det Indiske Ocean. Herunder Thailand. 227.000 mennesker mistede livet eller savnes fortsat.

På det tidspunkt var katastrofens omfang endnu ikke nået til Susannes bevidsthed. Først da hun så tv-billederne, begyndte hun at forstå, hvor omfattende ødelæggelserne var.

Sammen med sin kæreste, 42-årige Hans Forssel, der var som en far for pigerne, begyndte hun at søge informationer, der kunne give et livstegn fra pigerne. De kontaktede rejsebureauet, hotellet, politiet, ambassaden i Thailand.

Ledte i kaos
De søgte på internettet efter telefonnumre til de lokale sygehuse. Kontaktede andre svenskere, som befandt sig i Thailand. Susanne var skrækslagen og turde ikke sove, fordi hun bildte sig selv ind, at hun ville miste kontakten til sine piger, hvis hun faldt i søvn.

- Man søger hele tiden efter informationer, som kan bekræfte en i, at de er i live. I mine tanker var Johan flygtet op i bjergene, hvor han sad i sikkerhed med pigerne. Han var en stor, stærk mand og en meget omsorgsfuld og beskyttende far, så jeg var sikker på, at han havde reddet dem, fortæller Susanne.

Som dagene gik, og Susanne og Hans ikke havde fået et eneste livstegn, besluttede de sig for at rejse til Thailand og finde pigerne i god behold.

- Det var slet ikke en tanke, at de kunne være døde. Jeg var sikker på, at de var i live, og jeg skulle ned og hente dem, fortæller Susanne. Den 28. december fløj de til Bangkok, hvorfra de rejste videre til Phuket.

- Vi fokuserede på at lede på sygehusene. Vi indså hurtigt, at det var umuligt at få information. Man måtte selv lede. Vi kørte fra sygehus til sygehus. Det gjorde et stort indtryk på mig at se alle efterlysningerne, som folk havde sat op. Sedler med billeder af den efterlyste, og hvem man skulle kontakte, hvis man vidste noget, siger Susanne.

Hun var fokuseret og manisk på samme tid. Alligevel husker hun, at hun midt i den tågede verden, hun befandt sig i, følte sig rørt over thailændernes vilje og hjælpsomhed. Hun bemærkede, at de formåede at stå sammen og bevare fatningen, selv om alt var kaos. Alle stod sammen og hjalp, hvor man kunne.

12-årige Josefin og 14-årige Eleonor var på stranden sammen med deres far, stedmor og to mindre stedsøskende, da katastrofen indtraf. Ifølge en svensk familie, som havde set dem lige inden, ramte bølgen og sønderrev det idylliske ferieparadis, havde børnene leget tag-fat i sandet. De havde grinet og hygget sig i hinandens selskab.

Josefin og Eleonor var to piger, som elskede livet. Josefin gik i 6. klasse, og Eleonor gik i 8. klasse. Hjemme i Stockholm boede de på skift en uge hos Susanne og en uge hos Johan. Når de var hos Johan, skulle de dele tingene med deres to mindre stedsøskende.

- Vi var én stor familie, og de lærte hurtigt, at man må deles om tingene, når man er mange, fortæller Susanne.

Josefin, 12, og Eleonor, 14.

Håbet svandt
Eleonor var en rigtig hestepige, og Josefin nød at pusle rundt på sit værelse og gøre det hyggeligt. Hun var glad for at synge og danse. På det punkt var Eleonor mere en drenge-pige. Men de var tæt knyttede.

- Eleonor havde lige oplevet at få sin første kæreste, da de rejste på ferie, fortæller Susanne og bliver stille. Tanken minder hende om, at livet kun lige var begyndt for hendes to piger.

Året inden havde de været på deres første ferie i Thailand, og Josefin og Eleonor havde glædet sig til at komme tilbage. At være sammen med deres far og ligge og dase på stranden om dagen, mens det var vinter og koldt hjemme i Sverige.

På Phuket fik Susanne og Hans hjælp til at oversætte en efterlysning til thailandsk. Hvis teksten stod på engelsk, ville ingen forstå det. Desuden anskaffede de et thailandsk telefonnummer. Hvis nogen kontaktede dem på deres svenske nummer, ville deres taletidskort blive opbrugt på ingen tid.

- Det sidste, som forlader en, når man har børn, er håbet, fortæller Susanne. Den 5. januar måtte hun dog indse, at hun ikke kunne holde liv i håbet længere. Den dag meddelte det thailandske flyvevåben nemlig, at man ville stoppe eftersøgningen efter overlevende.

- Jeg forsøger at undgå at tænke på, hvad der er sket med mine piger. Det gør for ondt. Men det giver mig ro, at de ikke var bange, da bølgen kom, fortæller Susanne. Desuden har en svensk dreng, der befandt sig ved siden af pigerne på stranden, og overlevede i vandmasserne, forklaret hende om oplevelsen:

- Han sagde: "Da man lå under vandet og indså, at man skulle dø, blev man rolig". Han havde ikke været ræd. Det var først, da han havde reddet sig selv, at angsten ramte ham. Det har hjulpet mig at tænke på hans beskrivelse, fortæller Susanne.

Hele familien var udslettet
Da hun kom tilbage til Stockholm, var det i bevidstheden om, at tsunamien havde taget pigerne fra hende. Josefin, Eleonor, Johan, hans nye kone, Sara, deres fælles barn et af hendes to børn. Ingen af dem havde overlevet.

- Jeg havde en følelse af, at jeg sov og aldrig mere ville vågne. Jeg lukkede mig inde i lejligheden i to måneder. Når jeg så pigernes skolekammerater, mindede det mig om, hvad jeg havde mistet. Jeg orkede ikke at se medlidenheden i folks øjne, når de kiggede på mig på gaden, fortæller Susanne. I nogle øjeblikke overvejede hun at tage sit liv:

- Mit liv sluttede, da Josefin og Eleonor blev taget fra mig. Jeg overvejede at tage mit liv. Tanken kom, og tanken forsvandt. Men jeg var jo omgivet af mennesker, som jeg elskede, og som jeg ikke kunne svigte på den måde. Min mor - som jo lige havde mistet sine to børnebørn - skulle hun også miste sin datter? Det kunne jeg ikke gøre imod hende, fortæller Susanne.

Før katastrofen havde hun levet en stresset tilværelse med job hos et reklamebureau. Hun var karrierekvinde i storbyen. Men det gamle liv gav ikke mening længere.

- Jeg passede ikke ind i den tilværelse længere. Jeg ledte efter et halmstrå, som jeg kunne gribe fat i, og som kunne give mig en mening med livet igen, siger Susanne.

Nyt indhold i livet
Så var det, at hun læste en artikel om børnehjemmet på ferieøen Phuket. Barnhem Muang Mai - Thai-Swedish Foundation. Artiklen handlede om thailandske børn, som var blevet forældreløse på grund af tsunamien, og som nu fik en ny chance på børnehjemmet. Den 5. marts 2005 ankom Susanne og Hans til Phuket.

- Jeg havde et stort behov for at være tæt på thailænderne. De havde en indstilling til livet og døden, som passede mig bedre. Der var nogle, som havde mistet deres hjem og hele familier. Jeg tænkte, at hvis de kunne stå op og gøre noget nyttigt, så kunne jeg også. Deres tab gav perspektiv til min situation. Ikke, at jeg ikke selv var hårdt ramt, men her fandtes der mennesker, som var endnu hårdere ramt. De havde ikke råd til at vælge et nyt liv. De måtte bare hænge på, fortæller Susanne.

Siden har Susanne og Hans drevet børnehjemmet i Muang Mai på den nordvestlige kyst af Phuket. Livet i Thailand har givet hende meningen med livet tilbage.

Føler lykke igen
I dag bor der 22 forældreløse børn på børnehjemmet. Ikke længere som følge af tsunamien, men som følge af fattigdom og andre årsager. Og Susanne har ingen planer om at forlade sit thailandske hjem.

- I dag lægger jeg vægt på det positive i livet og skubber det negative væk. Når man har styr på familielivet - hus, arbejde og børn - har man overskud til at fokusere på de små, ligegyldige ting i tilværelsen. Men jeg har ikke råd til fokusere på sådanne petitesser længere. Og det er måske en af grundene til, at jeg kan føle mig lykkelig her i Phuket, siger Susanne og tilføjer:

- Det er klart, at jeg altid vil bære på sorgen og savnet til mine døtre. Men jeg har accepteret, at det altid vil være sådan.

I Thailand føler Susanne desuden, at hun er tæt på Josefin og Eleonor. Tættere, end hvis hun havde været hjemme i Sverige. For det er jo her - i havet ud for Thailands kyst - at deres liv sluttede så brat.

- Jeg ved, at det er vigtigt for nogle mennesker at have en slags mindeplads for de kære, som de har mistet. Men jeg behøver ikke at gå ned til vandet for at mindes mine døtre. De er her i mit hjerte, siger Susanne og holder en hånd på sit bryst.