Når livet gør ondt

Hun stjal mit liv

10. marts 2010 af Carsten Holst
I fem år har en kvinde misbrugt Diana Pedersens identitet på internettet. Kvinden stjal Dianas foto og profil og brugte det til at komme i kontakt med unge mænd. De faldt for den attraktive kvinde uden at vide, at de i stedet fik kontakt til en overvægtig, ensom pige på 18 år.
Foto: Jørgen Plough
Foto: Jørgen Plough

Diana Pedersen, 21, fra Nørresundby er en flot pige.
Køn og charmerende.

Fotomodel
Hun har endog tjent penge på sit pæne ansigt og flotte figur.
Inden hun blev mor til Marica på nu ni måneder, supplerede Diana indtægten som pædagogmedhjælper med et job som fotomodel.

Dengang var hun en attraktiv blondine, der var glad for sit gode udseende. Men det er slut.
I dag er Diana brunette og vred over alle de problemer, som hendes kønne ansigt i årevis har forvoldt hende.

Syg kvinde stjal min identitet
Diana har på grund af sit udseende fået sin identitet stjålet på internettet, og det har givet hende talrige problemer.
En tilsyneladende syg kvinde har siden 2006 kopieret alt, Diana og hendes venner har haft liggende af hende på nettet.

Derefter har den ukendte kvinde udgivet sig for at være "Sabrina" med samme adresse og samme uddannelse som Diana.
Derved har den falske "Sabrina" både telefonisk og på internettet kunnet komme i kontakt med blandt andre unge mænd, der er faldet for den nordjyske piges attraktive udseende.

Jeg blev kaldt Sabrina
- Det startede for fem år siden, da jeg var 16.
Under en bytur blev jeg råbt an af en ung mand, der lyste op ved synet af mig og sagde "hej Sabrina".
Han lod til at kende mig godt.

Jeg var sammen med min daværende kæreste og sagde til den ukendte mand, at han måtte forveksle mig med en anden, for jeg hedder Diana.
Men han insisterede på, at jeg hed Sabrina.

En fremmed mand sagde han kendte mig
- Min kæreste blev mere og mere frustreret og sur.
Helt galt blev det, da den unge mand hev sin mobiltelefon frem.

Han viste et billede af mig, som jeg skulle have sendt til ham.
Jeg var lamslået, siger Diana Pedersen, der er enlig mor til Marica på ni måneder.

Billeder blev misbrugt igen og igen
Herefter gik der et stykke tid uden problemer for Diana.
Men i 2007 genopstod det mareridt, som i årevis forfulgte Diana, uden at hun kunne gøre noget.

Igen og igen blev hendes identitet og fotos af hende stjålet fra sider på nettet og derefter misbrugt af den ukendte kvinde, der tilsyneladende nød at sole sig i den opmærksomhed, som Dianas smukke udseende tiltrak.

Overfuset
- Jeg var tæt på at bryde sammen og gå amok en dag i august 2008, da jeg igen blev antastet.
Denne gang var det en pige, der kom med bebrejdelser og overfusede mig i Jomfru Ane Gade i Ålborg.

Hun troede, at jeg var den Sabrina, der længe havde holdt hendes lillebror for nar.
Jeg skulle have lovet at mødes med ham, men jeg havde igen og igen brændt ham af.
Nu var lillebroderen brudt sammen.

Psykisk terror
Det var virkelig uhyggeligt, at en anden havde stjålet min identitet og gjorde mange ulykkelige ved at udgive sig for at være mig, siger Diana.
Det var psykisk svært for Diana, at hun den ene gang efter den anden fik at vide, at hun hed Sabrina og i øvrigt var både uvederhæftig og usympatisk.

Et par af Dianas kærester kom også i årenes løb i tvivl, om det måske virkelig var hende, der udgav sig for at være Sabrina for at få opmærksomhed.
Det var så stor en belastning for hende, at hun i perioder spekulerede på, om det måske kunne være hende selv, der stod bag galskaben.
- Var jeg skizofren? Eller stod jeg uden at vide det op om natten og gjorde noget, som jeg næste dag ikke huskede?

Frygtede at "Sabrina" kunne gøre fysisk skade
Da den falske kvinde begyndte at bruge fotos af mig sammen med min datter og min hund, blev jeg virkelig bange.
Det var også underligt at se sig selv på nettet præsenteret som "Sabrina" med alle mine personlige data.
Det var lidt som at få en dobbeltgænger, siger Diana.

- Jeg var også bange for, at "Sabrina" havde haft kontakt til mænd, der kunne finde påde værste ting, hvis de var blevet holdt for nar, og måske pludselig stod ansigt til ansigt med mig.
Jeg tænkte også på, om nogen ville finde frem til mig på min bopæl og gøre mig og min datter ondt.

Turde ikke gå ud af frygt for at blive forvekslet
Da Diana blev gravid i august 2008, gik hun ikke længere i byen med veninderne.
Men det var ikke kun graviditeten, der satte en stopper for festlighederne.

Hun var bange for at møde mennesker, der forvekslede hende med den falske Sabrina fra internettet.
Hun fik datteren den 19. maj i fjor, og snart kunne hun finde private fotos af sig selv og datteren på forskellige kontaktsider.

Politiet: Det er lovligt
Hun blev også stoppet af en ung mand, som hun kendte. Han ville vide, om hun var Diana eller hende Sabrina fra nettet.
Så kunne hun ikke klare mere. Hun farvede sit hår for ikke at blive genkendt og søgte hjælp hos politiet i Ålborg.

Her fik hun at vide, at det ikke er ulovligt at stjæle en andens foto på internettet og bruge det.

Fandt den falske Sabrina
For kort tid siden lykkedes det Diana Pedersen at finde frem til den kvinde, der i årevis har stjålet hendes identitet.
Det var én af Dianas venner, der var kommet i kontakt med kvinden og derefter kunne give Diana hendes hemmelige telefonnummer.

Diana videregav nummeret til politiet, og sendte selv en sms til den falske Sabrina.
Diana gjorde hende det klart, at det ville få voldsomme konsekvenser, hvis tyverierne af hendes identitet ikke stoppede.

Ulykkelig og ensom pige
Senere blev Diana ringet op af kvindens far.
Han var ikke klar over omfanget af datterens chikanerier.

Han kunne også fortælle, at hans 18-årige pige var ensom, overvægtig og ulykkelig.
Hun havde kun computeren at underholde sig med.

Chikanerierne er forhåbentlig slut
- Nu håber jeg, at chikanerierne er slut.
Mine billeder og oplysningerne om mig kan jeg heldigvis ikke længere finde på nettet. Men det har været hårde år.

Jeg tænker tit på, om jeg kunne være sparet for alle problemerne, hvis jeg havde været tudegrim, siger den enlige mor.

Sponsoreret indhold